Sverige følte sig snydt for straffe: - Fra den vinkel ser den ikke god ud

12 minutter inde i VM-braget mellem Tyskland og Sverige følte svenskerne sig snydt for straffespark, da Marcus Berg blev nedlagt i feltet.

Tre tyske forsvarsspillere tog benene på nakken og spurtede efter den svenske angriber Marcus Berg, da han tidligt i kampen fik en friløber.

I samme moment, som svenskeren skulle til at sende bolden forbi Manuel Neuer i det tyske mål, fangede Jérôme Boateng ham, så afslutningen endte i brystkassen på Neuer. Det fik hurtigt Berg til at slå ud med armene, mens resten af det svenske hold nærmest stoppede op og glemte at spille fodbold.

Ved første spilstop blev der opfordret til, at dommeren, Szymon Marciniak fra Polen, benyttede sig af VAR (video assistant referee, red.) for at se situationen igennem på video. Polakken mente dog ikke, at det var nødvendigt, da videodommerne allerede havde kigget på situation.

Én vinkel er afgørende

Spørger man den tidligere topdommer Kenn Hansen, så burde de måske have kigget nærmere på én bestemt vinkel i kampen mellem Sverige og Tyskland. Video: TV 2 SPORT

Men spørger man den tidligere topdommer Kenn Hansen, så burde de måske have kigget nærmere på én bestemt vinkel. I første omgang mente han nemlig heller ikke, at der var straffespark, men da han kiggede nærmere på ovenstående klip, ændrede han mening.

- Fra den vinkel, ser den ikke god ud. Der ser det ud til, han skubber ham, og det ligner et straffespark. Fra de andre vinkler så det ud til, der var lidt berøring og nærmere et puf, men at det ikke var en klar forseelse.

- Samtidig er jeg ret sikker på, at videodommerne i kontroltårnet ikke beder kampens dommer se situationen igennem igen, fordi de mener, det kan vurderes som en 50/50-situation. Og der skal være en helt klar forseelse, hvis det skal omstødes, siger Kenn Hansen, der fungerer som dommerekspert for TV 2 SPORT udner slutrunden.

Generelt var det en situation, der delte vandene flere steder. I kampens pausestudie noterede fodboldekspert Troels Bech, at han tidligere havde set mindre forseelser blive dømt. Og selvom OB-spilleren Kenneth Emil Petersen, der er vant til at agere i forsvaret, godt kan se kontakten, så mener han ikke, det er nok til et straffespark.

- Den kan dømmes, og man kan se, der er berøring, så han kommer ud af balance. Men jeg mener ikke, det er nok til, der skal dømmes straffespark. Så er vi pludselig ude i mange situationer, vi kan se igennem fra 25 forskellige vinkler og måske finde ét kamera, hvor den kan dømmes fra, siger Kenneth Emil Petersen.

Du kan blive klogere på VAR-systemet her: