Tyskland vinder kæmpe drama efter scoring i fem minutters overtid

En tysk scoring i de sidste sekunder gav forløsning og en sejr på 2-1 over Sverige.

Tyskland 2-1 Sverige

  • 32': 0-1, Ola Toivonen
  • 48': 1-1, Marco Reus 
  • 90' +5: 2-1, Toni Kroos
  • Gule kort: Albin Ekdal, Sebastian Larsson (Sverige)
  • Rødt kort: Jerome Boateng (to gule kort, Tyskland)

Et sandt bombardement mod det svenske mål gav gevinst i de døende sekunder for Tyskland i den vigtige VM-gruppekamp.

Det forløsende føringsmål mod Sverige så ellers ud til at udeblive trods et massivt pres og et stolpeskud fra Julian Brandt i tillægstiden. Toni Kroos ville det dog anderledes i det femte minut af tillægstiden.

Den sene sejr giver fornyet tysk håb om at spille sig videre fra gruppen, efter at de havde gjort det svært for sig selv med et nederlag til Mexico i første spillerunde. Inden sidste spillerunde har Sverige og Tyskland begge tre point, mens Mexico har seks.

Tyskland møder pointløse Sydkorea, mens Sverige og Mexico tørner sammen. Den spændende sidste spillerunde venter på onsdag klokken 16, hvor begge kampe kan ses på TV 2's kanaler.

Tyskerne var dominerende i store dele af kampen, men spiller også risikabelt. Og der var svenskerne tæt på mange gange. Når alt kommer til alt, så er det en fortjent tysk sejr. Svenskerne forsvarer sig egentlig ok, men giver også mange chancer væk.
Tyskerne spiller sig til de chancer, man kan forvente mod et hold, der står meget dybt. De har chancerne tidligt, og de starter begge halvleg blændende. Og så havde Mats Hummels ret i sin kritik af sit eget hold: Defensiven er alt for offensiv, når deres backs står så højt. Det er meget risikabelt.

Kampens forløb

Tyskland var mere end på vej mod endnu en skuffelse ved VM, da Toni Kroos langt inde i overtiden hamrede en 2-1-sejr i land over Sverige. 

Tyskerne var nede med en mand, havde stort set haft alt spillet og misbrugt et væld af chancer ved stillingen 1-1. 

Så blev der dømt frispark og efter lidt trilleri hamrede Real Madrid-profilen bolden i mål i femte overtidsminut og fik aflyst akut krisetilstand i Tyskland og i den tyske trup. 

Dermed topper Mexico stadig gruppe F med seks point, mens tyskerne og Sverige hver har tre point inden de sidste gruppekampe.

I bunden blev der med Kroos' dramatiske mål også holdt liv i Sydkoreas teoretiske chance for at avancere fra den åbne gruppe trods nul point og to nederlag.

I det hele taget kan flere scenarier gøre det til et regnestykke om målscore, når gruppens to vindere skal findes. 

Sverige kom foran efter en halv time ved Ola Toivonen i en kamp, hvor svenskerne sjældent havde bolden. 

Marco Reus udlignede kort efter pausen, og da det lignede 1-1 fem minutter inden i overtiden havde Tyskland afblæst den helt store katastrofe. 

Et nederlag ville have sendt tyskerne ud af VM efter et gruppespil for første gang med et gruppespil ved VM, og det ville have været tredje VM i træk, at verdensmesteren måtte sige farvel efter gruppespillet.

Tyskland lagde ud i højt tempo og kom hurtigt til en stor chance ved Julian Draxler, der burde have scoret. 

Sverige var presset i bund og følte sig snydt for et straffespark efter 12 minutter, da Marcus Berg faldt omkuld i en nærkamp med Jérôme Boateng.

Ingen fløjte fra dommeren. Ingen VAR-kendelse. Intet straffespark. 

Tempoet dalede, og Sebastian Rudy blev med en blodtud erstattet af Ilkay Gündogan. 

Sverige var bedre med, og efter lidt over en halv time mistede tyskerne bolden. 

Den blev løftet frem til Ola Toivonen, der under pres fik den løftet videre i mål til en højst overraskende 1-0-føring. 

Mario Gomez erstattede Draxler efter pausen, og tyskerne skulle bruge to minutter, så var der udlignet. 

Timo Werner lagde bolden ind, og Reus løb den i møde og gjorde det til 1-1. 

Sverige havde stort set ikke bolden i perioden, men tyskerne fik ikke udnyttet overtaget. 

Reus forsøgte en afslutning med hælen, da det ville have været nemmere at sparke bolden i mål, og Gomez var tæt på efter 67 minutter. 

Med ni minutter igen fik Boateng det røde kort efter sin anden advarsel efter en situation med Berg. Boateng er dermed ude mod Sydkorea.

FC København-keeper Robin Olsen reddede flot på et hovedstødsforsøg fra Gomez tre minutter før tid. 

I overtiden hamrede Julian Brandt bolden på stolpen, inden Kroos forløste det hele for de tyske spillere og sikrede 2-1-sejren.