Svensk FCK-målmand knust: - Det er så forbandet tungt

Robin Olsen kalder Sveriges overtidsnederlag til Tyskland 'forbandet tungt'.

Se alle VM-kampe direkte på TV 2 PLAY.

Det var egentlig begyndt at lysne for Sverige. Anden halvleg havde været et stort bombardement mod det svenske mål, men nu resterede kun et af seks minutters overtid.

Og så skete det. Toni Kroos bragede bolden ind bag Robin Olsen og efterlod målmanden knust.

- Det er den hårdeste kamp, jeg nogensinde har været med i. At tabe på det sidste spark mod verdensmestrene, er fandme tungt. Det er fandme ikke fedt, siger Robin Olsen ifølge Folkbladet

- Det betyder så meget. Vi møder verdensmestrene ved VM og står med et godt resultat. At det slutter på den måde er så... Det er så tungt. Det er så forbandet tungt.

Mens FCK-målmandens reaktion var følelsesladet, men rolig, var tilfældet et andet udenfor banen. Her var landstræner Janne Andersson rasende, fordi den tyske bænk havde hoveret hånligt efter det sene sejrsmål.

På pressemødet efter kampen var han imidlertid faldet til ro.

- Det er formentlig den tungeste slutning på en kamp i min karriere. Følelsesmæssigt lige nu er vi bare så skuffede over, at vi ikke fik et eneste point, lød det fra landstræneren.

Lever stadig 

Den tyske sejr betyder, at gruppe F igen er fuldstændig åben. Mexico topper gruppen med seks point, mens Tyskland og Sverige har tre hver.

- Hele gruppen lever stadig, så vi må slikke vores sår og komme tilbage i næste kamp. Vi har stadig en fremragende chance for at avancere. Vi kommer til at gøre alt for at opnå det, når vi kommer til onsdag, sagde Janne Andersson med henvisning til braget mod Mexico. 

Robin Olsen, der inden kampen gik i overtid, viste storspil og reddede svenskerne gang på gang, har da heller ikke opgivet drømmen om en ottendedelsfinale.

-  Vi ved, at vi har det i egne hænder, siger han.

- Vi kommer tilbage. Nu bliver det virkelig svært for os, men vi kender betingelserne. Hvis vi spiller op til et godt niveau, er jeg overbevist om, at vi slår Mexico. 

Du kan se kampen mellem Sverige og Mexico onsdag klokken 16 på TV 2.