Svensk VM-spiller svarer igen efter grove trusler: - Vi er Sverige. Eller hvad?

Sveriges Jimmy Durmaz tog ordet ved dagens VM-træning, hvor han og holdkammeraterne opfordrede til at opføre sig ordentligt og droppe racisme.

Den svenske VM-træning fik søndag en meget utraditionel og på mange måder rørende indledning, da Sveriges landstræner, Janne Andersson, side om side med spilleren Jimmy Durmaz trådte frem foran en samlet spillertrup.

- Vi kommer til at indlede træningen lidt anderledes på grund af en fuldstændig uacceptabel hændelse, som skete efter kampen (mod Tyskland, red.). Jimmy kommer til at give en udtalelse, og jeg vil understrege, at alle i landsholdsledelsen står 100 procent bag ham, sagde den svenske landstræner, inden han trådte tilbage til resten af truppen.

Episoden udsprang af det, der skete lørdag aften, hvor Jimmy Durmaz blev gjort til syndebuk, da han begik det frispark, der førte til Tysklands 2-1-scoring dybt inde i overtiden.

At blive kaldt blattejävel, selvmordsbomber, få trusler mod min familie og få drabstrusler. Det er helt uacceptabelt

Jimmy Durmaz

I løbet af kort tid væltede det ind med trusler på Durmaz' Instagram-profil, hvoraf flere var så voldsomme, at svenskerne dagen derpå valgte at politianmelde det.

Foran sine holdkammerater rankede Jimmy Durmaz ryggen og fandt sin mobiltelefon frem, mens han læste højt:

- Jeg er fodboldspiller på højeste niveau. Vi lever med at blive kritiseret. Det er en del af jobbet, og det tager vi med alle dage i ugen. Men at blive kaldt blattejävel (svensk, nedladende udtryk for mørkhudede, red.), selvmordsbomber, få trusler mod min familie og få dødstrusler. Det er helt uacceptabelt. 

- Jeg er svensk, og det er med stolthed, jeg bærer vores trøje og vores flag. Samtidig vil jeg takke de søde og dejlige mennesker, som spreder glæde. Det varmer os alle sammen.

- Vi står sammen, vi er Sverige. Eller hvad?

Durmaz vendte sig rundt, hvorefter holdkammeraterne svarede.
Durmaz vendte sig rundt, hvorefter holdkammeraterne svarede. Foto: Screendump

Sådan lød ordene. Mens Durmaz vendte sig rundt, var der fuldstændig stille et kort øjeblik. Så responderede resten af den svenske VM-trup i kor:

- FUCK RACISME!

Ifølge det svenske medie Aftonbladet tørrede spilleren Mikael Lustig efterfølgende tårer væk fra øjnene, mens billeder viser, at John Guidetti sendte to udstrakte langemænd mod kameraet. En direkte besked til de personer, der havde generet hans holdkammerat og landsmand.

Det omtalte opslag har søndag aften fået over 37.000 kommentarer, hvor Durmaz normalt fik et par hundrede kommentarer til sine billeder. Og hvor stemningen i starten var præget af negative opslag, så er det nu vendt over i mere positiv retning, hvor den svenske broderkærlighed bliver spredt.

Opbakning fra spillere

Durmaz fik allerede kort efter de første trusler massiv støtte og opbakning fra sine holdkammerater.

- Der er ingen skygge, der falder over Jimmy. Der er ikke noget ondt at sige om ham. Folk kommer til at bebrejde én person, men vi vinder som et hold og taber som et hold, sagde Albin Ekdal ifølge Aftonbladet, mens John Guidetti tilføjede:

- Han løber og kæmper hele kampen. Det er bare uheldigt, at det sker. Det er totalt idiotisk at hade ham for det, siger John Guidetti.

Jimmy Durmaz fik debut på landsholdet i 2011 og har siden spillet 46 landskampe. Herunder kan du se det opslag, hvor kommentarerne begyndte at vælge ind: