Tysker opereret efter blodigt sammenstød

Sebastian Rudy gennemgik søndag en operation, efter at han brækkede næsen mod Sverige. Han skal spille resten af kampene ved VM med en maske.

Der blev udvist stor vilje og mandsmod fra den tyske landsholdsspiller Sebastian Rudy lørdag aften.

Trods en næse, hvor blodet løb og ikke kunne blive stoppet, insisterede Rudy på at spille videre i den vigtige VM-kamp mod Sverige. Han havde kort forinden fået svenske Ola Toivonens støvle i hovedet, og grimt så det ud. Men det rørte ikke Rudy.

Efter fem minutter på sidelinjen opgav lægestaben dog til sidst at få ham klar til kamp, og dermed måtte en skuffet tysker sætte sig på bænken med en skæv og blødende næse. Søndag fik Bayern München-spilleren den forventede dom: en brækket næse.

- God bedring, Sebastian Rudy. Midtbanespilleren har brækket næsen og blev opereret søndag, skriver Tysklands fodboldforbund på Twitter.

Uden Rudy formåede Tyskland med hiv og sving at vinde 2-1 og Sverige, hvilket holder de forsvarende verdensmestre inde i turneringen.

Med den vellykkede operation slutter Rudys turnering ikke trods en brækket næse. Fodboldforbundet oplyser således, at han i resten af turneringen vil spille med en maske, der skal beskytte den sårbare næse.

Tyskland spiller sidste kamp i gruppe F på onsdag mod Sydkorea. Her kan tyskerne sikre videre deltagelse ved en sejr på minimum to mål. Kampen kan ses på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.