Uafgjort i VM-brag vil bringe gule kort eller lodtrækning i spil

16x9
Jan Vertonghen fik et gult kort mod Panama, der kan vise sig at blive afgørende. Foto: Hannah Mckay / Ritzau Scanpix

England og Belgien skal tænke sig om i sidste gruppekamp, hvor fairplay-point vil komme i spil, hvis kampen ender uafgjort.

Harry Kane scorede hattrick, da England søndag ydmygede Panama med 6-1, og da Belgien samtidig havde vundet 5-2 dagen forinden mod Tunesien, efterlader det toppen af gruppe G fuldstændig lige.

Stillingen i gruppe G inden sidste runde.
Stillingen i gruppe G inden sidste runde. Foto: FIFA

Både England og Belgien er dermed videre til 1/8-finalen efter to kampe, men hvis de spiller uafgjort i sidste gruppekamp på torsdag, vil det efterlade dem fuldstændig lige efter de tre første kampe.

FIFA's regler om gruppeplacering foreskriver således, at hvis to hold er lige i både antal point, målscore og flest scorede mål, kigger man i stedet på den indbyrdes kamp. Og i dette tilfælde kan holdene altså kun slutte på samme pointantal, hvis kampen ender uafgjort.

Derfor vil man i så fald gå ned til det punkt, der hedder færrest strafpoint - også kendt som fairplay-reglen. Her tæller kortene som følger:

  • Gult kort: -1 point
  • Indirekte rødt kort (kommer efter det andet gule kort): -3 point
  • Direkte rødt kort: -4 point
  • Gult kort og direkte rødt kort: -5 point

Stillingen i fairplay-regnskabet er lige nu:

England: 2 gule kort = -2 point

  • Kyle Walker (33' - mod Tunesien)
  • Ruben Loftus-Cheek (23' - mod Panama)

Belgien: 3 gule kort = -3 point

  • Thomas Meunier (14' - mod Panama)
  • Jan Vertonghen (59' - mod Panama)
  • Kevin De Bruyne (88' - mod Panama)

Dermed vil England vinde gruppen, hvis kampen ender uafgjort, og englænderne IKKE får flere gule kort end Belgien. Men spørger man OB-spilleren Kenneth Emil Petersen, så tror han ikke, det kommer til at fylde særlig meget i optakten hos de to mandskaber.

- Det bliver man nødt til at lægge fra sig. Når kampen først er i gang, kan man ikke løbe rundt og tænke over det. Der spiller man fodbold og forsøger at vinde. Jeg ville aldrig trække mig fra en tackling, fordi jeg havde i baghovedet, at et gult kort kunne koste førstepladsen, siger forsvarsspilleren og slår fast, at man selvfølgelig skal holde sig fra de dumme kort.

- Du skal jo ikke brokke dig eller sparke bolden væk, så du får en advarsel. Det er det eneste, jeg forestiller mig, landstrænerne siger til deres spillere og forbereder dem på - at de skal holde sig fra de unødvendige advarsler.

Lodtrækning

Hvis begge hold undgår røde kort, og England får præcis ét gult kort mere end Belgien, mens kampen ender uafgjort, kommer sidste punkt i grupperangering i spil: "FIFA foretager lodtrækning".

Efter to kampe med otte scoringer fra hvert hold, forventer Kenneth Emil Petersen, at vi får en gruppefinale med fuld skrald på.

- Der kommer to hold med så meget selvtillid og motivation, at når de ved, en sejr vil give førstepladsen, så går de hunderede procent efter at vinde, slår han fast.

Se den afgørende gruppekamp mellem England og Belgien torsdag klokken 20.00 på TV 2 og TV 2 PLAY