William Kvist vender tilbage til VM-lejren

Landstræner Åge Hareide fortæller, at der har været positive meldinger fra William Kvist, der nu vender tilbage til den danske landsholdslejr.

Se Danmarks VM-kampe direkte på TV 2 PLAY.

William Kvist har endnu engang pakket sin kuffert og er igen på vej til Rusland.

Mandag rejste danskeren ellers hjem til København, efter at han blev skadet i Danmarks første kamp mod Peru, hvor diagnosen var et brækket ribben og en punkteret lunge.

Men nu sætter Kvist sig igen i et fly med retning mod Mosvka og Rusland, da hans krop er blevet klar til, at han kan rejse.

Han kan formentlig ikke spille mod Frankrig, lyder det fra landstræner Åge Hareide, der senere vil vurdere om spilletid til Kvist i en eventuel ottendedelsfinale vil være en mulighed.

- William kommer tilbage til os i Moskva, og han møder os senere i aften, bekræfter Åge Hareide til TV 2 SPORT.

- Han var jo en del af vores trup og blev sendt hjem, fordi at han skulle undersøges, da der var problemer med lungen. Det er der ikke mere, og nu er det egentlig kun bruddene på ribbenene, der giver ham problemer. Han kommer tilbage nu, og så vi må se, om han er frisk til at træne efter kampen mod Frankrig.

William Kvist får et hårdt slag over ribbenene efter en luftduel med en peruvianer.

- Der har været positive meldinger fra ham. Brud på ribbenene kan give store smerter, men der har han været heldig. Nu må vi se, om han kan træne med mandag med beskyttelse. Vi ved endnu ikke, om han kan spille. Hvis vi kommer videre til ottendedelsfinalen, så er det vigtigt at have mange spillere klar, siger Hareide.

William Kvists faste makker på den danske midtbane Thomas Delaney glæder sig også til, at han kommer tilbage.

- Det bliver dejligt at se ham igen. Han er en god fyr og har været med i lang tid. Jeg ved, at alle har et godt forhold til William. Jeg hørte det her til morgenmaden og er meget glad for det, siger Thomas Delaney til TV 2 SPORT.

- Jeg håber selvfølgelig, at han har det godt og er klar. Jeg tror stadig, at det gør ondt på ham, men jeg sagde også tidligere, at han vil gøre alt for at komme tilbage. 

William Kvist med landsholdslæge Thøger Krogh lige efter uheldet.
William Kvist med landsholdslæge Thøger Krogh lige efter uheldet. Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

- VM er jo langt, og vi kommer langt

Kvist måtte bæres fra banen i store smerter, da Perus Jefferson Farfan ramte danskeren i maven med sit ene knæ. Han blev derefter hurtigt kørt på hospitalet i Rusland, hvor han modtog behandling.

Mandag fløj han hjem til Danmark, hvor han i første omgang blev undersøgt på Bispebjerg Hospital i København. Allerede der meldte midtbanespilleren om fremgang, og torsdag formiddag dukkede der så en video op på Instagram, hvor Kvist lavede fysiske øvelser og småspil med andre fodboldspillere.

Danskeren fortalte allerede mandag i en video fra det russiske hospital, at han ikke ville udelukke, at han kom tilbage.

- VM er jo langt, og vi kommer langt. Så den lillebitte sandsynlighed for, at jeg skulle kunne spille en lille rolle stadigvæk, den skal undersøges til bunds. Det finder vi nok snart ud af, vi får se, sagde Kvist.

William Kvist fortæller om sin skade og tankerne omkring det hele, og så udelukker han ikke at vende tilbage til slutrunden.

Danmark møder Frankrig tirsdag den 26. juni i tredje og sidste gruppekamp, hvor ét point vil være nok til at gå videre til ottendedelsfinalerne.

Du kan se Danmarks afgørende gruppekamp mod Frankrig direkte på TV 2 PLAY tirsdag kl. 16.00.