- Danmark har et virkeligt godt hold, siger Paul Pogba

Den store franske stjerne Paul Pogba ser frem til kampen mod Danmark, og han siger, at danskerne har kvalitetsspillere.

Du kan se Danmarks kamp mod Frankrig direkte på TV 2 Play.

Danmarks videre VM-skæbne bliver afgjort tirsdag, hvor danskerne møder Frankrig i kampen om førstepladsen.

Danmark kan også risikere at ryge helt ud, hvis det bliver til et nederlag til Frankrig, og Australien vinder over Peru. Dermed er det en særdeles afgørende kamp, der er på programmet tirsdag.

En af de spillere, der ser frem til kampen, er franske Paul Pogba. Han forudser, at der virkelig bliver kamp om pointene.

- Danmark er et virkeligt godt hold. De har vundet, og så har de spillet uafgjort. De har kvalitetsspillere, og jeg ved, at de har studeret os. De vil også gerne være nummer et. Det kommer til at være en meget, meget god kamp, siger Paul Pogba til det franske medie sport24.

- Jeg ved ikke, om jeg kommer til at spille i en fri rolle, men jeg vil være klar.

- Frankrig kunne stille to-tre landshold med større navne

Der er ingen tvivl om, at det franske landshold bliver en stor opgave for Danmark - også selvom at franskmændene måske ikke stiller med det stærkest mulige hold.

Det erkender Andreas Cornelius, som dog ikke ser det som en umulighed for tre danske point.

- Det bliver en svær opgave. Frankrig er en af favoritterne til at vinde VM. Det betyder, at det er en stor opgave, vi skal på. Hvis vi skal vinde eller have point, skal vi spille op til vores allerbedste, siger Andreas Cornelius.

- De er rigtig gode, det kan du bare se på navnene på holdet. De har gode spillere på alle positioner, og jeg tror, at de kunne stille to-tre landshold med større navne end os. Det betyder også, at vi kan gå til den kamp og give alt, hvad vi har.

Danmark spiller mod Frankrig tirsdag klokken 16, og den kamp kan du se direkte på TV 2 Play.