Tysk landstræner overvejer at stoppe efter VM-fiasko

Den tyske landstræner Joachim Löw udelukker ikke opsigelse, efter at Tyskland måtte forlade VM allerede efter gruppespillet.

Se samtlige VM-kampe direkte på TV 2 PLAY.

Onsdag aften var Joachim Löw vidne til sin ubetinget største skuffelse som tysk landstræner, da Tyskland tabte 0-2 til Sydkorea og dermed røg ud af VM.

Fiaskoen i Rusland får nu 58-årige Löw til at overveje sin fremtid som landstræner. Før VM i Rusland forlængede han ellers sin kontrakt til 2022.

- Jeg må sove på det, før jeg siger noget. Så kort efter kampen er jeg totalt frustreret og skuffet. Jeg havde ikke set, at det kunne gå sådan, siger han til den tyske tv-kanal ZDF.

Det er første gang i Tysklands VM-historie, at landsholdet med tilnavnet 'Die Mannschaft' ikke kommer videre fra gruppespillet.

Ledelse håber på Löw-fortsættelse

Derfor var der mange, der stillede spørgsmålstegn ved, om Joachim Löw ville fortsætte på posten.

- Det er for tidligt for mig at svare på det spørgsmål. Jeg har brug for nogle timer, før jeg kan vurdere situationen med klare øjne, siger Löw.

Team manager på det tyske landshold Oliver Bierhoff håber og tror, at Joachim Löw vil blive. Det samme gør præsidenten for det tyske fodboldforbund (DFB), Reinhard Grindel.

- Før VM gav vi ham tillid til 2022, og det er ikke ændret, siger han.

Tyskland vandt VM-slutrunden i Brasilien i 2014 med Löw ved roret.

Sådan endte Gruppe F

  1. Sverige (5-2) 6 point
  2. Mexico (3-4) 6 point
  3. Sydkorea (3-3) 3 point
  4. Tyskland (2-4) 3 point