FC København henter tidligere stjerne tilbage

16x9
Dame N'doye skifter tilbage til FCK. Foto: Claus Bech / Scanpix

Dame N'doye skifter tilbage til FC København, der har givet angriberen en kontrakt på et år.

FC København har hentet en tidligere kending tilbage. Angriberen Dame N'doye skifter på fri transfer til Superligaklubben. FCK skriver på sin hjemmeside, at han har fået en kontrakt på et år.

Den 33-årige angriber spillede i FC København fra januar 2009 til juli 2012, hvor det i alt blev til 150 kampe og 82 mål.

Efterfølgende har han været i klubber som Lokomotiv Moskva, Hull og Trabzonspor. I sidstnævnte klub udløb hans kontrakt den 30. juni, hvorfor han altså skifter transferfrit til FC København.

- Jeg forlod FCK som topscorer i 2012. I dag vender jeg tilbage. De sidste 6 sæsoner har bragt mig rundt i fodboldverdenen. Lokomotiv Moskva, Premier League i to omgange med henholdsvis Hull City og Sunderland. Og senest Trabzonspor i Tyrkiet, siger Dame N'doye til FC Københavns hjemmeside.

"Måske den bedste angriber i FCK og Superligaens historie"

Dame N'doye havde stor succes, da han spillede i FC København, og det var altså den succes der gjorde, at Lokomotiv Moskva i 2012 lagde omkring 35 millioner kroner for at få ham til Rusland.

Men nu er den senegalesiske angriber tilbage i Danmark og København, og det glæder cheftræner Ståle Solbakken.

- N'Doye er en angriber med stor international erfaring og spidskompetencer på et meget højt niveau. Han er måske den bedste angriber i FCK og Superligaens historie, og vi glæder os meget over at have ham tilbage i FCK. Han er selvfølgelig blevet ældre, men han har stadig en enorm fysik og spillede masser af kampe i sidste sæson, så vi er sikre på, at han vil kunne bidrage med en masse på banen og hjælpe vores unge angribere til at blive endnu bedre, siger Ståle Solbakken og forklarer herefter, hvordan processen har været med at hente angriberen tilbage til klubben.

- Det er ingen hemmelighed, at vi har haft akut brug for offensiv forstærkning, og heldigvis var N'Doye meget motiveret for at komme tilbage til os, så det gik ret hurtigt, da vi først begyndte at snakke med ham om muligheden. Vi er glade for at have ham på plads og så arbejder vi videre på at forstærke os yderligere.

Dame N'doye får nu muligheden for at udbygge sin føring på klubbens liste over antal scorede mål i international fodbold. Her har han i øjeblikket 14.

Han og resten af FC København-mandskabet starter Superligaens 2018/2019-sæson mandag den 16. juli, når AC Horsens besøger Telia Parken.