Legende forsvarer Neymar efter massiv kritik - og forklarer hans 'skuespil'

Den næstmest scorende spiller i VM's historie, brasilianske Ronaldo, kalder sin landsmand et offer for mediernes ageren, især på sociale medier.

Se alle kampe fra VM på TV 2 PLAY

Neymar scorede det første mål og havde næstsidste brasilianske fod på det andet, da Brasilien tirsdag spillede sig i VM-kvartfinalen med en 2-0-sejr over Mexico.

Det var dog på ingen måde indflydelsen på Brasiliens scoringer, der fyldte efter kampen. Verden over har eksperter kritiseret Neymar for at filme og overdramatisere, når han er blevet ramt - senest også i kampen mod Mexico.

- Neymar lignede jo én, der var ved at dø. Jeg troede, han ville blive lagt på en båre og smidt i en ambulance, og at vi så aldrig ville se ham igen, sagde Peter Schmeichel efter kampen.

Men ifølge den brasilianske fodboldlegende Ronaldo, der i sin karriere scorede 14 VM-mål, bør der ikke blive peget fingre ad Neymar.

- Neymar er et offer for en mediekampagne, især på de sociale medier, som har et favoritmål at gå efter, siger Ronaldo ifølge Mundo Deportivo.

Samtidig understreger Ronaldo, at det, der bliver kaldt skuespil, handler om at forsvare sig.

- Der er mange fortolkninger i fodbold. Jeg er imod det, de siger om Neymar. Han bruger sin mobilitet intelligent til at forsvare sig mod gentagen hån og de mange spark, han bliver udsat for, siger Ronaldo.

- Dommerne har ikke beskyttet ham meget. Det var det samme med mig selv. De spillede voldsomt mod mig uden at blive straffet, og det gør én dårlig.

Kan detronisere Messi og Ronaldo

10 år i træk har argentinske Lionel Messi og portugisiske Cristiano Ronaldo delt titlen som verdens bedste fodboldspiller mellem sig, men det nuværende VM kan bryde det billede, mener Ronaldo.

Messi og Ronaldo er begge blevet slået ud af VM, mens Neymar og Brasilien er tre sejre fra at blive verdensmester.

- Neymar kan detronisere Messi og Cristiano og blive verdens bedste. VM har større vægt end de andre turneringer. Cristiano vandt godt nok Champions League, mens Messi vandt La Liga og pokalturneringen, men da jeg vandt prisen i 2002, gav de den til den bedste spiller ved VM, mener Ronaldo.

I 2002 vandt Brasilien VM for femte gang. Ronaldo blev topscorer med 8 mål.

Brasilien spiller kvartfinale på fredag mod Belgien. Kampen spilles klokken 20 og kan ses på TV 2 og TV 2 PLAY.