Undrer du dig også? Derfor snakker spillerne med hånden for munden

16x9
Neymar og Lucas Vazguez udgør kun en brøkdel af de spillere ved VM, som skjuler deres ord. Foto: Scanpix/TV 2

Det er ikke kun for at skjule deres ordvalg, at fodboldspillerne holder sig for munden under kampe.

Lionel Messi gør det. Det samme gør Cristiano Ronaldo og Neymar.

Faktisk gør en stor del af fodboldspillerne det efterhånden. Tager hånden op for munden. Det sker i forbindelse med dødboldssituationer, i snak med træneren og endda efter kampen er slut.

Nogle gange er der hårde, grimme ord, og det er normalt

Jefferson, brasiliansk landsholdsspiller

Det beviste Lucas Vazquez blandt andet i kampen mellem Portugal og Spanien, hvor kameraerne fulgte ham i en lang samtale med Cristiano Ronaldo, mens han holdt hånden foran munden.

Men hvorfor gør spillerne det egentlig?

Brasiliansk landshold svarer medierne igen

Fænomenet har været stigende i de seneste par år. Hvor især de sydamerikanske og -europæiske spillere har taget det til sig.

Det vurderes også, at det var i Sydamerika, det begyndte. Nærmere bestemt VM i Brasilien i 2014.

Her var det Brasiliens landshold, som begyndte at gøre det i den sidste gruppekamp mod Cameroun. I en slags protest mod et af landets medier.

Scolari var ikke tilfreds med de brasilianske mediers måde at dække landsholdet på.
Scolari var ikke tilfreds med de brasilianske mediers måde at dække landsholdet på. Foto: Stringer / Scanpix

Den brasilianske tv-station TV Globos Fantastico havde efter åbningskampen mod Kroatien afsløret nogle af de ting, som Brasiliens landstræner, Luiz Felipe Scolari, undervejs sagde til sine spillere.

- Vi spiller på hjemmebane. Hvad er det her (for noget spil, red.), skulle Scolari ifølge Globos Fantastico have sagt.

Scolari havde bemærket den kritiske dækning og både i træningerne og under kampen mod Cameroun begyndte han at holde hånden op foran munden. Ligesom han vendte ryggen til, hvis han så, et kamera filmede ham.

Han var træt af det.

- Vi er ikke længere fri til at gøre vores arbejde, sagde han efter Cameroun-kampen.

James Rodriguez holdt også hånden for munden, da han sad på tribunen under kampen mellem Colombia og England.
James Rodriguez holdt også hånden for munden, da han sad på tribunen under kampen mellem Colombia og England. Foto: TV 2

Den brasilianske træner mente, at tv-stationerne skabte et cirkus ved at gå så meget op i det. Spillerne kopierede deres træner og foretog den samme manøvre. De afviste dog, at Scolari havde opfordret dem til det.

- Det er ikke en ordre fra træneren, men vi er opmærksomme på situationen, så vi dækker vores mund til.

- Nogle gange er der hårde, grimme ord, og det er normalt. Men nogle tv-stationer gør noget stort ud af det, sagde den brasilianske reservemålmand Jefferson ifølge BBC til det brasilianske medie UOL.

Det var første gang, at trænere og spillere i fællesskab gjorde noget ved 'problemet'. I mange år havde TV Globos Fantastico haft døve teenagere til at mundaflæse spillere under fodboldkampe.

En spiller fortalte mig engang, at en af de primære årsager til, de gør det, er, at det forstærker lyden.

Phil Hall, PR-konsulent

Ligesom BBC i 2006 også satte en mundaflæser til at finde ud af, hvad Marco Materazzi sagde til Zinedine Zidane, inden franskmanden stangede ham i brystkassen i VM-finalen.

De brasilianske spillere havde flere gange brokket sig over problemet. Men det var første gang, at de lavede en trodsreaktion på mediernes dækning.

Giver mere lyd

Reaktionen hos spillerne kan sammenlignes med eksempelvis amerikansk fodbold (NFL). Her fortæller head coachen det næste spil til sin quarterback, mens han dækker sin mund til. Kameraerne følger dem konstant, så de vil ikke give deres strategi væk.

Til forskel fra NFL-trænerne er der ifølge The Sun også andre grunde til, at fodboldspillerne holder sig for munden end blot at skjule taktikken og ukvemsord på banen.

Paulo Dybala og Lionel Messi ses her i et møde mellem Juventus og FC Barcelona.
Paulo Dybala og Lionel Messi ses her i et møde mellem Juventus og FC Barcelona. Foto: Filippo Monteforte / Scanpix Denmark

Teorien står PR-konsulenten Phil Hall bag. Han har arbejdet i Manchester City, West Ham og Crystal Palace og dermed med nogle af verdens bedste fodboldspillere. Ifølge ham er der ingen, der har rådet spillerne til at skjule holdets taktik på den måde.

I stedet skyldes det noget helt andet.

- En spiller fortalte mig engang, at en af de primære årsager til, de gør det, er, at det forstærker lyden. Når de er tæt på en anden spiller, kan personen bedre høre det, siger Hall til The Sun.

- Der er en masse støj omkring dem på et stadion, og når de står på banen, er de nødt til at forstærke stemmen, uddyber han.

Pep Guardiola er en af de trænere, som ofte skjuler sine budskaber til spillerne ved at holde hånden op foran munden.
Pep Guardiola er en af de trænere, som ofte skjuler sine budskaber til spillerne ved at holde hånden op foran munden. Foto: Filippo Monteforte / Scanpix Denmark

I sin tid i Premier League har han ikke selv oplevet, at tv-stationerne har dyrket mundaflæsning ligesom i Sydamerika. Alligevel bliver hånden flittigt sat op foran munden i de engelske kampe.

Ifølge Hall skyldes det, at spillerne kopierer, hvad de andre spillere gør. Eller at de har haft dårlige oplevelser, som den daværende engelske landstræner Roy Hodgson havde under VM i 2014.

- En mundaflæser annoncerede, at hun ville oversætte alt, hvad han sagde under kampene og lægge det på sin blog. Så man kan forestille sig, hvorfor de er blevet mere varsomme, siger Hall.