Brasiliansk stamspiller færdig ved VM

16x9
Én kamp blev det til for Danilo ved VM. Foto: Leonhard Foeger / Ritzau Scanpix

Danilo kommer ikke til at spille flere kampe ved slutrunden, selvom Brasilien skulle nå finalen.

Det brasilianske landshold må undvære en af deres stamspillere resten af VM.

Højrebacken Danilo pådrog sig en skade i venstre ankel i torsdagens træning, og det er så slemt, at han ikke bliver klar til at spille flere kampe ved slutrunden.

Det oplyser det brasilianske fodboldforbund i en pressemeddelelse.

Danilo nåede kun at spille én kamp ved VM. Det var Brasiliens åbningskamp mod Schweiz, som endte 1-1. Få dage efter fik han en skade i hoften under en træning. Manchester City-spilleren sad ude resten af gruppespillet og var så småt på vej tilbage. Han var endda meldt klar til ottendedelsfinalen mod Mexico, men landstræner Tite valgte at spare ham.

Derfor var det forventet, at Danilo skulle spille kvartfinalen. Inden det gik galt med anklen i torsdagens træning.

Dani Alves har siddet solidt på højrebacken på landsholdet, men med en skade i foråret overtog Danilo stampladsen ved VM.

Efter Manchester City-spillerens skade har Fagner overtaget pladsen som højreback. Noget som han nu vil gøre resten af turneringen.

Brasilien må udover Danilo også undvære Casemiro i kvartfinalen, da Real Madrid-spilleren har karantæne. Til gengæld er Marcelo og Douglas Costa meldt klar igen.

Danilo har besluttet, at han vil blive i Rusland og bakke op om landsholdet.

I kvartfinalen venter Belgien. Kampen kan ses fredag klokken 20 på TV 2 og TV 2 PLAY.