Hjalp Frankrig til sejr med "kæmpedrop": - Den er jo ikke svær

Fernando Muslera lavede et bemærkelsesværdigt drop i VM-kvartfinalen mod Frankrig.

Uruguay pressede på for en udligning i VM-kvartfinalen mod Frankrig, da holdets målmand, Fernando Muslera, begik en fatal brøler.

Med en halv time tilbage af opgøret sendte Antoine Griezmann uden for feltet et relativt ufarligt skud af sted mod det uruguayanske mål.

Skuddet havde retning lige mod Musleras handsker, men i sidste øjeblik 'brækkede' skuddet. Så i stedet for en sikker redning, ramte bolden Musleras målmandshandsker, inden den i en bue fløj ind i målet bag ham. 2-0 til Frankrig.

Målmandspræstationen blev voldsomt kritiseret af TV 2 SPORTs fodboldekspert Glen Riddersholm.

- Det er et kæmpe målmandsdrop og fuldstændig fatalt på det her tidspunkt i kampen, hvor Oscar Tabárez (Uruguays landstræner, red.) lige har skiftet offensivt ind, og Uruguay skal til at jagte.

Fernando Muslera kommer ikke ordentligt bag bolden og når kun at strejfe den, inden den går i mål.
Fernando Muslera kommer ikke ordentligt bag bolden og når kun at strejfe den, inden den går i mål. Foto: Johannes Eisele / Ritzau Scanpix

- Han er ansat til, at bolden ikke kommer i kassen. Den der er jo ikke svær. De træner hver eneste dag og ser den måde, bolden bevæger sig på, lød det fra Riddersholm under kommenteringen af kampen.

Efter målmandsdroppet havde Uruguay en halv time tilbage af kampen til at gøre et comeback. Det lykkedes dog ikke, og derfor er Uruguay er ude af VM, mens Frankrig er klar til VM-semifinalen.

Men selvom Fernando Muslera spillede en afgørende rolle i det uruguayanske VM-exit, så er der ingen sure miner over målmandspræstationen fra Diego Godín. 

- Vi laver alle sammen fejl. Sådan er fodbold, og sådan vil fodbold blive ved med at være. I dag lavede han en fejl, men andre gange har han reddet os med fantastiske præstationer, fortalte anfører Diego Godín efter kampen.

Frankrig spiller semifinale den 10. juli klokken 20 mod enten Brasilien eller Belgien. Uanset modstanderen kan kampen ses på TV 2 PLAY.