Ken Ilsø fortsætter udlandseventyr i Australien

16x9
Arkivfoto af Ken Ilsø, der tidligere i karrieren har tørnet ud for Fortuna Düsseldorf i Tyskland. Foto: INA FASSBENDER / Scanpix Denmark

Den tidligere FC Midtjylland-spiller skifter til den australske fodboldklub Adelaide United efter flere år i asiatiske klubber.

Den danske fodboldspiller Ken Ilsø fortsætter karrieren i australsk fodbold hos klubben Adelaide United.

Det meddeler klubben på sin hjemmeside.

- Det føles fantastisk. Jeg er virkelig spændt på den kommende sæson og er bare glad for at være her, siger Ilsø til Adelaide Uniteds hjemmeside.

- Fansene kan forvente en direkte spiller, der altid forsøger at skabe muligheder og søge målet.

Dermed fortsætter han den fodboldrejse, han påbegyndte i 2010, da Ilsø skiftede fra FC Midtjylland til Fortuna Düsseldorf. 

Derefter rykkede han til Bochum, før han flyttede østpå og prøvede kræfter med klubber i Kina, Singapore og Malaysia.

- Jeg har altid gerne villet spille i Australien på et tidspunkt, siger Ilsø.

- I de seneste fire år i Asien har jeg fået en masse australske kammerater. Jeg har forsøgt at se, om det var muligt de seneste to år.

- Nu har jeg fået chancen, og den vil jeg ikke misse, siger den danske offensivspiller.

A post shared by Ken Ilsø (@kenilso) on

Får dansk holdkammerat

31-årige Ilsø har spillet seks ungdomslandskampe for Danmark og var også med det danske ligalandshold i Thailand i 2009.

I Adelaide United bliver han holdkammerat med tidligere A-landsholdsspiller og U21-landsholdsanfører Michael Jakobsen.

Johan Absalonsen spillede i Adelaide i den seneste sæson, før han vendte hjem til SønderjyskE.