VM-profil begyndte at græde, før kampen var slut

Den uruguayanske forsvarsspiller José Giménez kunne slet ikke styre følelserne, da sydamerikanerne blev sendt ud af VM.

Følelserne var ikke til at tage fejl af, da Uruguay fredag måtte tage afsked med VM, efter et nederlag i kvartfinalen til Frankrig på 2-0.

Særligt havde den uruguayanske forsvarsspiller José Giménez svært ved at styre følelserne, da han allerede syv minutter inden slutfløjt blev set i gråd midt på banen, da han godt kunne se, det lignede et uundgåeligt VM-exit.

Hovedpersonen selv har ikke udtalt sig om, hvorvidt det var ren og skær ærgrelse, der fik ham til at bryde sammen, eller om der kunne ligge end personlig tragedie eller andet bag tårerne.

Det var ikke kun under kampen, forsvarsspilleren blev set grådkvalt. Efter dommerens slutfløjt kunne Giménez ligeledes ses i tårer. Her blev han trøstet af både med- og modspillere, inden han til sidst kunne ses forlade banen med trøjen over hovedet og bukket nakke.

Og selvom Giménez' forsvarsmakker og landsholdsanfører Diego Godín godt kunne holde tårerne tilbage i farvellet til VM-slutrunden, så skal man ikke tage fejl. Nederlaget smerter hos sydamerikanerne.

- Jeg er ked af, vi er ude. Jeg vil gerne takke alle uruguayanere og mine holdkammerater, der var nogle løver i dag. Jeg er stolt. Vi har spillet et fantastisk VM. Vi gav alt, hvad vi havde, fortalte landsholdets anfører Diego Godín efter kampen.

Lucas Hernandez trøster en grådkvalt José Giménez.
Lucas Hernandez trøster en grådkvalt José Giménez. Foto: Dimitar Dilkoff / Ritzau Scanpix

Hos den uruguayanske landstræner var der ligledes stoltehed at spore, selvom Uruguay nu må rejse hjem. 

- Efter kampen fortalte jeg alle mine spillere, at de kan være rigtig stolte. De har god grund til at hovederne høje.

- Jeg anerkender, at Frankrig var det bedste hold i dag. Det er der ingen tvivl om. Det her slutter ikke noget, der er heldigvis et nyt VM om fire år. Jeg er stolt over at lede dette hold, fortalte Oscar Tabárez på pressemødet efter kampen.

Ekspert raser over grædende Giménez

Mens stoltheden og ærgrelsen ikke var til at tage fejl af hos sydamerikanerne efter kampen, så var der til gengæld utilfredshed andre steder over José Giménez' tårer midt i opgøret.

En grædende fodboldspiller midt i en kamp er nemlig ikke noget, der falder i god jord ved den tidligere engelske landsholdsspiller Gary Neville, der nu agerer fodboldekspert hos britiske ITV.

- Jeg elsker at se folk vise følelser, men det der er pinligt. Du har fem minutter tilbage af kampen. Kom nu bare videre med den, lød det fra Gary Neville i kommenteringen for ITV. 

Men den holdning fra Gary Neville er TV 2 SPORTs fodboldekspert langt fra enig i.

- Fodbold er følelser, og jeg kan godt forstå, at et VM-exit kan sætte noget helt specielt i gang, fortæller TV 2 SPORTs fodboldekspert Kenneth Emil Petersen.

Mens Uruguay og José Giménez nu kan rejse hjem fra det russiske, så fortsætter Frankrigs VM-drøm lidt endnu. I semifinalen møder franskmændene enten Belgien eller Brasilien.

Se alle kampe fra VM i fodbold på TV 2 PLAY.