- Denne gang arbejdede vi, når alle andre stoppede, siger Solbakken

16x9
Ståle Solbakken under FCK's udekamp i Aalborg den 13. maj 2018. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Ståle Solbakken kalder sommeren den hårdeste, han har haft. Nu har han en trup, der kan vinde guld, mener han.

Den stærke angriber Federico Santander skiftede til italienske Bologna, sidste sæsons FCK-topscorer Pieros Sotiriou viste sig alvorligere skadet end forventet, og pludselig var unge Jonas Wind også ukampdygtig.

FC København-manager Ståle Solbakken har ikke ligefrem haft en rolig opstart til den kommende sæson, da han pludselig stod helt uden angribere.

- Jeg har næsten ikke sovet. Vi havde nul angribere til første træningsuge, det var ingen god følelse.

- Normalt træner, spiser og sover man godt på en træningslejr, men denne gang arbejdede Johan (Lange, red.) og jeg, når alle andre stoppede.

- Arbejdsmæssigt har det været den hårdeste sommer på alle parametre. Det var en prekær situation for 14 dage siden, men nu er følelsen bedre, siger Ståle Solbakken på tærsklen til den nye sæson.

Brøndby er blevet stærkere og søger revanche for sidste sæson

Ståle Solbakken, FCK-manager

Klubben har hentet sin gamle topscorer Dame N'Doye, og den bosniske landsholdsangriber Kenan Kodro er købt fri af den tyske bundesligaklub Mainz 05.

Mandag kunne FCK så præsentere en markant forsvarsforstærkning i skikkelse af Andreas Bjelland, og tidligere på sommeren blev også svenske Sotirios Papagiannopoulos hentet ind til midterforsvaret.

Tror på DM-guld

Nu vurderer Solbakken, at han råder over en trup, der kan vinde guld næste forår og revanchere sig for sidste sæsons skuffende fjerdeplads i Superligaen.

- Det tror vi på. Vi er sårbare i angrebet, og både N'Doye og Kenan skal op i fysiske omdrejninger, men det ser ok ud.

I sidste sæson sluttede FCK på 58 point, mens FC Midtjylland og Brøndby hentede henholdsvis 85 og 81.

Solbakken mener, at FCK kan lukke hullet, men han forudser en tæt sæson.

- Vi dominerede de sidste mange kampe i sidste sæson, også dem vi tabte. Nu handler det om at tage mange point i starten og komme videre i Europa, mens vi fordeler belastningen, for vi skal ikke have flere skader.

- Jeg tror, at det bliver meget tæt. Brøndby er blevet stærkere og søger revanche for sidste sæson, og FC Midtjylland har fået en meget bred trup på alle parametre.

- Torsdagskampene i Europa har meget at sige. Det er en belastning, som vi tidligere har været dygtige til at håndtere, men det var vi ikke i sidste sæson, lyder det fra Solbakken.

Netop på torsdag skal FCK ud i den første europæiske udfordring på udebane mod finske KuPS i kvalifikationen til Europa League.

På mandag åbner FCK Superligaen hjemme mod AC Horsens.