Ubeskrevne blade er blevet VM-helte i England

16x9
Englands Jordan Pickford og Harry Maguire. Foto: Juan Mabromata / Ritzau Scanpix

Jordan Pickford og Harry Maguire er blevet engelske VM-helte før VM-semifinalen mod Kroatien onsdag.

Se alle VM-kampe direkte på TV 2 PLAY

Jordan Pickford og Harry Maguire.

Smag på navnene. Nok ikke ligefrem spillere, som den brede offentlighed havde forudset ville blive VM-helte og spille hovedroller i Englands jagt på at begå det største VM-resultat i 52 år.

Ikke desto mindre er de to fine eksempler på mindre profilerede spillere, der nu er på alles læber i England forud for onsdagens VM-semifinale mod Kroatien i Moskva.

Den 24-årige Everton-keeper Jordan Pickford var blot noteret for tre landskampe inden VM. Nu er han folkehelt.

Han havde en fantomredning i den forlængede spilletid mod Colombia i ottendedelsfinalen, hvor han siden også fik en helterolle i straffesparkskonkurrencen. Dem er England som bekendt ikke vant til at vinde.

Også i kvartfinalen havde han nøgleredninger, da Sverige blev slået 2-0, og England gik i semifinalen for første gang siden 1990.

Historisk set har England store målmandstraditioner med Gordon Banks og Peter Shilton, men det har knebet med at opfostre keeperstjerner i nyere tid.

Landstræner Gareth Southgate ser det ændre sig med Pickford, der blev handlet til Everton som historiens dyreste engelske målmand.

- Pickford er for mig en slags prototype for, hvordan den moderne målmand bør være, siger Southgate.

Han fremhæver blandt andet målmandens evne til at finde sine backer med afleveringer, der har lige så høj kvalitet som en pasningsstærk markspillers.

- Det er vigtigt for den måde, vi vil spille bolden frem på. Vi har brug for den slags målmænd, uddyber Southgate.

Han har også haft et godt øje til Leicesters Harry Maguire, længe inden forsvareren fik sit store gennembrud med hovedstødsmålet til 1-0 mod Sverige i kvartfinalen.

Det er bare to år siden, at Maguire rejste til Frankrig for at følge sit land ved EM som fan sammen med sine venner.

Kort efter overtog Southgate trænerposten fra Sam Allardyce.

- Når jeg så Maguire spille i løbet af sæsonen, håbede jeg, at han ville forblive fit, da jeg var sikker på, at han kunne begå sig på den store scene.

- Jeg er ikke sikker på, at han selv troede på det. Efter hans debut mod Litauen fortalte han, at han havde været desperat for at undgå at lave fejl, fortæller Southgate.

De nye spillere er også billedet på et mere homogent engelsk landshold, hvor Tottenham-angriberen Harry Kane er den eneste store stjerne.

Kane er topscorer i turneringen med seks mål og scorede derudover i straffesparkskonkurrencen mod Colombia.

Onsdagens semifinale mod Kroatien begynder klokken 20 og kan sende England i finalen for første gang siden VM-titlen i 1966.