Engelske medier hylder deres helte efter nederlag

Englænderne drømte om deres første VM-finale siden 1966, men måtte se sig slået af Kroatien i semifinalen efter forlænget spilletid.

De engelske spillere faldt til jorden, mens de kroatiske spillere løb rundt med armene i vejret.

Et tydeligt billede på forskellen mellem triumf og fiasko, da det var Kroatien, der efter 120 minutters fodbold bookede plads i VM-finalen mod Frankrig. England skal i stedet spille bronzekamp mod Belgien.

Det føles som starten på noget, enhver englænder kunne vænne sig til

Daily Mail

- Det gør ondt, rigtig ondt. Det vil det gøre længe selvfølgelig. Men vi kan gå herfra med oprejst pande, lød det fra den engelske anfører Harry Kane efter 1-2-nederlaget.

- Det har været en fantastisk rejse. Vi kom længere, end nogen havde regnet med. Så vi må bare lære noget af det, sagde Tottenham-spilleren.

Med tidlige exit til Argentina og Tyskland samt Spanien og Brasilien var det ifølge TV 2 SPORTs fodboldkommentator Flemming Toft Englands chance for at gå hele vejen, som det var tilfældet i 1966.

- Det var det absolut. Og der er sket det helt sensationelle, at den engelske presse storroser England, selv om holdet er slået ud af VM, fordi det har sikret engelsk fodbold en fremtid, lyder det fra Flemming Toft.

Engelske medier tiljubler heltene

Netop som Toft er inde på, er de engelske avisforsider spækket til med lovprisende ord til de engelske fodboldherrer og landstræner Gareth Southgate, der har ændret folkets forhold til landsholdet.

Se bare nedenfor:

- Ja, det sluttede i tårer. Men de gav os stolthed - og bragte hele nationen sammen, skriver Daily Mail.

Avisen fortsætter på forsiden af sin sportssektion:

- I fik os til at smile, gjorde os stolte, fik os til at tro, hver eneste af jer er en helt. Intet trofæ denne gang, men det føles som starten på noget, enhver englænder kunne vænne sig til. Det var tortur i aftes, det er barskt her til morgen - men Gareth Southgate... Vi gør honnør for dig, skriver Daily Mail.

Hos Daily Mirror og Daily Star er det stoltheden, der står tilbage:

- Helte. Vi er stolte af jer alle, skriver Daily Mirror.

- I gjorde os stolte, skriver Daily Star.

The Times skriver, at de engelske spillere kommer hjem med oprejst pande.

Star Sport opfordrer de engelske spillere til ikke at græde.

Daily Express udtrykker taknemmelighed:

- Vi udlevede drømmen... Tak, England, skriver Daily Express.

- Enden på drømmen, skriver The Guardian.

- Hold jeres hoveder højt, skriver The Daily Telegraph.

England spiller bronzekamp mod Belgien lørdag kl. 16.00. De to hold mødte også hinanden i gruppespillet, hvor Belgien vandt 1-0.

Søndag kl. 17.00 spilles VM-finalen mellem Frankrig og Kroatien. Bronzekampen og finalen kan ses direkte på TV 2 PLAY.