Fotograf blev mast i kroatisk jubel

En mexicansk fotograf blev ufrivilligt en del af de kroatiske jubelscener, da spillere væltede ned over ham efter målet til 2-1.

Mario Mandzukics sejrsmål sendte ikke alene Kroatien i sin første VM-finale nogensinde. Det gav også endnu et mindeværdigt øjeblik fra fodboldslutrunden i Rusland.

Mandzukic løb ud til hjørneflaget på stadionet i Luzhniki for at fejre sin scoring og blev først overfaldet af Ivan Pericis, inden resten af de kroatiske spillere - også udskiftningsspillere - fulgte trop.

Mario Mandzukic overfaldes af sine holdkammerater efter målet til 2-1 mod England.
Mario Mandzukic overfaldes af sine holdkammerater efter målet til 2-1 mod England. Foto: Carl Recine / Ritzau Scanpix

Derfor kunne Mario Mandzukic ikke længere holde balancen. Han faldt sammen med flere holdkammerater ned over den ledende fotograf fra nyhedsbureauet AFP's afdeling i Mexico, Yuri Cortez.

Se episoden i videoen øverst.

- Jeg var i gang med at skifte min linse, da spillerne løb hen imod mig, har Yuri Cortez sagt ifølge det newzealandske medie Stuff til AFP.

Den overrumplede Cortez var dog hurtig til at finde sit lille spejlreflekskamera frem og tog nogle helt unikke jubelbilleder af de kroatiske spillere. Efterfølgende modtog han enorm kærlighed fra kroaterne.

Yuri Cortez ligger ned, mens han tager unikke billeder af glade kroatiske spillere.
Yuri Cortez ligger ned, mens han tager unikke billeder af glade kroatiske spillere. Foto: Carl Recine / Ritzau Scanpix

Ivan Rakitic sørgede for, at Cortez var okay og sagde undskyld til de øvrige fotografer. Mandzukic og Domagoj Vida hjalp ham op, før Vida kyssede ham i panden. Perisic gav fotografen sine briller tilbage, og Rakitic gav ham et kram.

Mario Mandzukic tilbyder at hjælpe Yuri Cortez op.
Mario Mandzukic tilbyder at hjælpe Yuri Cortez op. Foto: Yuri Cortez / Ritzau Scanpix
Ivan Rakitic har netop givet Yuri Cortez et kram, da Mario Mandzukic skal til at sige undskyld.
Ivan Rakitic har netop givet Yuri Cortez et kram, da Mario Mandzukic skal til at sige undskyld. Foto: Carl Recine / Ritzau Scanpix

I hele den periode blev Mario Mandzukic stående, og han sluttede af med at give en smilende Yuri Cortez hånden og et kærligt klap på kinden, inden han løb tilbage på banen.

- Vi har spillet med vores hjerter gennem hele turneringen. Jeg er glad for mine præstationer indtil videre, men jeg er her for holdet, lød det fra Mario Mandzukic ifølge australske ABC efter kampen.

- Vi var som løver derude, og det vil vi også være i finalen.

Domagoj Vida jubler med Mario Mandzukic, efter at sidstnævnte har sagt undskyld til fotografen Yuri Cortez.
Domagoj Vida jubler med Mario Mandzukic, efter at sidstnævnte har sagt undskyld til fotografen Yuri Cortez. Foto: Jewel Samad / Ritzau Scanpix

Kroatien møder Frankrig i VM-finalen søndag, mens England og Belgien spiller bronzekamp lørdag. Begge kampe kan ses direkte på TV 2 PLAY.