Kun to spillere har kvaliteterne til at erstatte Ronaldo i Madrid, vurderer Laudrup

16x9
Neymar og Mbappe er blandt Michael Laudrups favoritter til at rejse til Real Madrid. Foto: Benoit Tessier / Scanpix Denmark

Ifølge Michael Laudrup er der kun to spillere, der kan tage over efter Ronaldo i Real Madrid, men måske er den ene for ung.

Cristiano Ronaldos farvel til Real Madrid og spansk fodbold er et af de største slag for storklubben og ligaen i nyere tid. Måske det største nogensinde.

Det mener Michael Laudrup, der har et særdeles godt kendskab til både den klub den portugisiske stjerne forlader og La Liga.

- De har endnu ikke sunket meddelelsen om Ronaldos farvel i det spanske. Det gør ondt. Sportsligt og kommercielt. Den spanske liga mister dels deres største navn og dels er duellen mellem Lionel Messi og Ronaldo nu forhenværende efter i ni år at have profileret og domineret spansk og international klubfodbold, siger Michael Laudrup til TV 2 Sport.

For mig at se er der kun brasilianske Neymar og franske Mbappe, der har Real-kvaliteter til erstatning for Ronaldo

Michael Laudrup

- For Real Madrid gælder det om hurtigt at få et nyt stort navn til klubben. En der kan sælge kommercielt, og selvfølgelig også en der kan gøre det hurtigt på og udenfor banen. For mig at se er der kun brasilianske Neymar og franske Mbappe, der har Real-kvaliteter til erstatning for Ronaldo. Og spørgmålet er, om ikke Mbappe er for ung til at gå lige ind som det store trækplaster. Det kan Neymar, så jeg tror de går benhårdt efter ham, vurderer Michael Laudrup.

- Sportsligt mister Real Madrid en masse mål (og dermed formentlig titler) over de næste år. Men de mister også deres vel nok største kommercielle succes siden David Beckham – måske den største nogensinde. Ronaldo har solgt Real Madrid i mere end en forstand, de har tjent mange penge på ham, selvom han selvfølgelig også har været dyr. Omvendt kan man sige, at de får mange penge ind på hans transfer til Juventus – og det er vel godt nok for en spiller på mere end 33 år.

Serie A får et løft

Real Madrid har siden Ronaldos klubskifte fra Manchester United vundet alle titler, Champions League fire gange. Ronaldo selv er fem gange kåret som verdens bedste spiller (Ballon d’Or).

- Der er sikkert flere grunde til, at Ronaldo skifter fra Real Madrid til Juventus i den italienske Serie A, som nu får et gevaldigt løft. En af dem kan sagtens være af skattemæssige grunde, for beskatningen i Italien er en helt anden end i Spanien, bl.a. omkring formueskatte-reglerne. Og så har han udtrykt utilfredshed med, at Real Madrid ikke har villet være med til at betale den skattegæld, han tilsyneladende har i det spanske, siger Laudrup videre.

- Men det er særligt, at Juventus har givet  - efter sigende – 100 milliioner euro (ca. 750 millioner kroner, red.) og en formodet årsløn på omkring 200 millioner kroner for en spiller på vej mod de 34 år, og en fireårig kontrakt.  Vi har aldrig tidligere set en spiller holde topniveau som 37-38 årig, så hvis det sker, er det unikt. Det er normalt kun målmænd (Buffon) eller forsvarsspillere (Paolo Maldini), der kan det, siger Michael Laudrup, der også mener, at dette klubskifte er med til, at den 10 år lange duel mellem Messi og Ronaldo om at blive årets spiller er forbi. De har delt titlen mellem sig siden 2008.

- Vi får ikke mere den direkte duel, og jeg tror det bliver andre spillere, der for alvor vil blande sig. De to kunne måles efter hver eneste weekend, hver eneste kamp, fordi de har været så dominerende nationalt og internationalt i deres respektive klubber og i Spanien. Ingen af dem havde et rigtig godt VM. Spændende, hvad der nu sker med Ronaldo i Italien og hvordan reagerer Messi på en sæson uden VM-succes og uden Champions League trofæet. Vi så en tydelig skuffet og modløs Messi i VM-slutrunden.

Michael Laudrup tror dermed, at Messi-Ronaldo æraen er forbi.

- Og dermed har El Classico også lidt et knæk. Lokalopgøret og dets betydning og omdømme vil bestå, naturligvis, men uden duellen i duellen bliver det noget helt andet.