Frankrig er verdensmester

Frankrig levede op til favoritværdigheden i VM-finalen og er verdensmester for anden gang i historien.

Frankrig 4-2 Kroatien

  • 1-0 Mario Mandžukić (18' selvmål)
  • 1-1 Ivan Perisić (28')
  • 2-1 Antoine Griezmann (39' straffe)
  • 3-1 Paul Pogba (59')
  • 4-1 Kylian Mbappé (65')
  • 4-2 Mario Mandžukić (69')
  • Gule kort, Frankrig: Kanté, Hernández
  • Gule kort, Kroatien: Vrsaljko
  • Dommer: Néstor Pitana, Argentina
  • Tilskuertal: 78.011 i Moskva

For anden gang i historien er Frankrig verdensmester, mens Kroatien trods finalenederlaget kan glæde sig over nationens første VM-sølvmedalje.

Frankrig vandt VM på hjemmebane tilbage i 1998, hvor kroaterne vandt bronze.

Finalen mellem Frankrig og Kroatien blev den næstmest målrige i VM-historien, hvor rekorden blev sat tilbage i 1958, da Brasilien slog Sverige med 5-2.

En utrolig underholdende finale, som mest blev skabt af Kroatien, der ikke var bange for at angribe kampen. Ikke ufortjent, at kyniske Frankrig bliver verdensmestr set over hele turneringen. Men i finalen var det. 
Stort tillykke til Frankrig med titlen som verdensmestre. 

Sådan forløb finalen

Af Ritzau

For anden gang i historien er Frankrig verdensmester i fodbold.

I en livlig og målrig VM-finale på en varm og fugtig aften i Moskva vandt Frankrig 4-2 over Kroatien, der havde stor ære af finalen.

Titlen blev sikret 20 år efter, at Frankrig senest blev verdensmester i 1998.

Dengang var Frankrigs landstræner, Didier Deschamps, med som spiller, og han er den blot tredje person, der både vinder VM som spiller og træner efter Mario Zagallo og Franz Beckenbauer.

I 1998 blev Kroatien nummer tre, og dermed blev søndagens nederlag samtidig Kroatiens bedste VM-placering.

Det var en VM-finale, som de færreste nok havde set komme i en slutrunde, hvor solidt holdarbejde har overstrålet verdensstjerner.

Ingen har i Rusland ene mand formået at føre sit hold hele vejen som en anden Diego Maradona i 1986, selv om den franske teenager Kylian Mbappe har fået sit store gennembrud.

Første halvleg blev underholdende, og Kroatien sad på det hele i det første kvarter. Man så ikke meget til franskmændene, før de bragte sig foran efter 18 minutter.

Antoine Griezmann sparkede frispark, og i feltet var Mario Mandzukic uheldig at heade bolden i eget net med det første selvmål i en VM-finale.

1-0 Frankrig Video: Magnus Stig Christensen

Kroaterne skulle lige finde sig selv igen, og det gjorde de efter en lille halv time.

Bolden dumpede ned for fødderne af Ivan Perisic efter en situation med en dødbold, og Inter-spilleren tog et skarpt træk og hamrede bolden i nettet til 1-1.

1-1

Perisic nåede dog dårligt at nyde sin scoring, før han blev skurk.

Få minutter senere måtte videodommerne på banen, da Perisic rørte bolden med den ene hånd i eget felt. Der blev dømt straffespark, og Antoine Griezmann bragte Frankrig foran 2-1 med sin fjerde VM-scoring.

2-1 Video: Magnus Stig Christensen

Anden halvleg blev indledt med pres fra Kroatien, og Ante Rebic forsøgte sig. Kylian Mbappe lurede på kontraløb, og pludselig måtte spillet stoppes, da fire tilskuere løb ind på banen.

Igen slog Frankrig hårdt tilbage efter en periode med kroatisk spilovertag. På vej mod en times spil hamrede Paul Pogba bolden i mål efter oplæg fra Griezmann.

3-1 Frankrig Video: Magnus Stig Christensen

Efter 65 minutter var det forbi for Kroatien, da Mbappe fra distancen sparkede Frankrig på 4-1 med sit fjerde VM-mål. Dermed blev 19-årige Mbappe den næstyngste spiller til at score i en VM-finale efter Pelé i 1958.

4-1 Frankrig Video: Magnus Stig Christensen

En kæmpe fejl Hugo Lloris i Frankrigs mål betød, at Mandzukic fik lov at reducere til 2-4, da Lloris fejlede i et forsøg på at drible.

4-2 Frankrig Video: Magnus Stig Christensen

Lloris og co. holdt tungerne lige i munden, og der blev ikke scoret mere, og dermed nåede opgøret ikke op på siden af den mest målrige VM-finale, som var i 1958, da Brasilien slog Sverige 5-2.