Kenn Hansen: Evalueringen af VAR var nærmest lalleglad

16x9
Neymar var under kraftig beskydning under VM for at overdramatisere og filme. Foto: Jewel Samad / Ritzau Scanpix

KOMMENTAR: Når vi nu alligevel har folkene siddende i det der VAR ROOM, burde de også kigge på film.

Finaledommeren har netop fløjtet det lange karakteristiske slutfløjt, som indikerer enden på et fremragende VM.

Første halvleg af finalen var præget af en lang række dommermæssige spørgsmålstegn. Var det offside på Pogba, da Griezmann lagde bolden ind over? Det kan vi svare klart nej til. En kroatisk fod er tættere på målet, og angriberens arm tæller ikke med.

Frisparket, der leder til målet, er dog klart forkert.

Griezmann glider, inden han rammes, og det bør aldrig blive et frispark. Var der derudover kroatisk hånd på bolden, da VAR-teamet kalder dommeren ud? Argentineren vurderer efter at have set den igen, at den ér strafbar – jeg er af den modsatte overbevisning. Kun det faktum, at hånden bevæges i retning af boldens bane, taler for straffe, mens alle andre kriterier taler imod straffe. Hånden er et helt naturligt sted, hoppet taget i betragtning. Det er en deflection fra kort afstand. Og så er boldens hastighed høj uden mulighed for at fjerne hånden. Jeg synes, det er forkert dømt, men det har intet med VAR at gøre. Det er bare den uklare definition af 'hands', som vi har set gennem denne turnering.

Zoomer vi ud, så var jeg op til turneringen spændt på, om de svage dommere ville trække niveauet mærkbart ned.

Og vi så da også ringe dommere. Gassama fra Gambia viste i Danmarks kamp mod Peru, at der er milevid afstand fra de bedste afrikanere op til de dårligste europæere. Han dømte et hav af unødvendige frispark ved selv minimale kontakter, som gav et alt for lavt forsætlighedsniveau (som er fagtermen for, hvor meget der tillades mellem spillerne), og han overså også et ganske klart straffespark til Peru, som VAR samlede op for ham.

Det blev fortjent hans eneste kamp til VM.

Overraskende nok fik også tyske Felix Brych en tidlig returbillet hjem til Bundesligaen. Han må siges at være den største skuffelse. Når man rejser til VM som en af de mest rutinerede europæere, så er der per definition finaleambitioner med i bagagen. Men kampen Serbien-Schweiz indeholdt et par situationer, som tog livet af hans turnering.

Den officielle evaluering af VAR var nærmest lalleglad

Du kan muligvis huske det besynderlige massestyrt, hvor serbiske Mitrovic blev hevet ned af hele to forsvarsspillere og alligevel endte med at få et frispark dømt imod sig. Rygterne fra VM-lejren siger, at Brych selv valgte ikke at komme ud og kigge på VAR-billederne. Nu ved vi i sagens natur ikke, hvad der præcis er sagt mellem dommerne, men hvis man sender en af de dommerfagligt bedste dommere hjem efter én kamp, så kan det ikke betegnes som andet end dumpekarakter.

I den anden ende af skalaen har de sydamerikanske dommere gjort det endnu bedre, end jeg havde turdet håbe. Ricci fra Brasilien var af mange nævnt som en finalekandidat efter en flot turnering, Roldan fra Colombia så stærk ud, og så fik argentinske Pitana finalen - efter endda at have dømt åbningskampen. Noget der ikke er sket andre gange i historien end af hans landsmand Elizondo i 2006.

Det var en fremragende turnering set med sydamerikanske øjne – ikke helt uden omkostninger for de store europæiske favoritter hollandske Kuipers, serbiske Mazic og italienske Rocchi, der alle rejser hjem uden semifinaler eller finale. Det havde ingen forudset før turneringen.

VAR

VAR har naturligvis været det store samtaleemne både før og under VM. Jeg synes, der var tre faser af turneringen. Den første håndfuld kampe var uden synlig brug af VAR. Det var på alle måder en meget udramatisk start, hvor jeg gik med en fornemmelse af, at al vores snak om VAR havde været ubegrundet.

Næste fase var så en lang række kampe i gruppespillet, hvor der konstant var straffe. Det var den store VAR-krise under turneringen. Sidste fase har så været slutspillet. I kvartfinalerne og fremefter har VAR ikke været brugt dominerende i kampafviklingen. Det tror jeg simpelthen skyldes, at kun de allerbedste dommere er tilbage.

Den officielle evaluering af VAR var nærmest lalleglad. Collina udtalte, at selvom VAR ikke er lig med perfektion, og selvom der stadig vil være forkerte forståelser og fejl, så har 99,3% af kendelserne været korrekte, og det er tæt på perfektion.

At jordklodens mest politiske organisation ender op med en positiv evaluering af deres eget tiltag, var meget lidt overraskende. Virkeligheden skulle se uhørt grim ud, før de ville kigge kritisk indad. Selve analysen, som når frem til det flotte tal, er dog mere eller mindre ubrugelig.

Det svarer lidt til, at jeg kigger på min afdankede garderobe. Spørger mig selv, hvor meget af tøjet der er virkelig lækkert. Her kan jeg også nå frem til, at 99,3% af tøjet er fancy, men det ændrer næppe på omverdenens opfattelse af den gamle sweater fra 90’erne.

Med andre ord er subjektiviteten så høj i fodboldkendelser, at vi nærmest ikke kan bruge tallet til noget. Collina var selvfølgelig klog nok til ikke at offentliggøre de data, som lå til grund for tallet. For så ville enhver jo kunne gå de hundredvis af situationer igennem og danne sig deres egen mening om korrektheden. Jeg tror nu nok, vi ville anfægte et par af fluebenene.

Jeg deler dog deres opfattelse af, at der er kommet færre store fejl på grund af VAR. Hvis vi gennemspillede hele turneringen igen uden VAR, ville vi se en lang række manglende straffespark, og det er jo en ubetinget succes.

Omkostningerne er så, at vi i nogen grad har fået en anden dynamik i dele af spillet.

Vi må leve med, at de svage dommere dømmer med håndbremsen trukket og venter på, at VAR ringer dem op med besked om det straffe, de ikke turde dømme selv. Men VAR er kommet for at blive, så vi må nok bare affinde os med, at korrektheden bliver en hel del højere, uden vi på nogen måde kan tale om den perfekte løsning.

Skuespil

I de seneste 10 år har FIFA og UEFA haft fokus på de tacklinger, som udgjorde en fare for spillerne. Om det er den stædige kampagne mod voldsomt spil, eller om vi tilfældigvis bare har iagttaget en mere fair generation, det skal jeg ikke kunne sige, men dette VM har været forskånet for de store svinerier.

Til gengæld har vi ikke set noget fald i simuleringer og overdrivelser.

Neymar har stået for skud i den helt velfortjente latterliggørelse af skuespil, men vi kan finde det på næsten alle landshold. Når vi nu alligevel har folkene siddende i det der VAR ROOM, burde de også kigge på film. Det ville være ganske simpelt at straffe klar film eller overdrivelse af en minimal kontakt, når man kigger på billederne.

Neymar får behandling på sin højre ankel efter et mexicansk stamp. Video: Anders Masannek

Vi har set ganske mange dommere give skideballer for helt soleklart skuespil, og hvis dommerne ikke er modige nok til at klappe til dem (ganske givet fordi instruktionen af dem ikke er at opsøge problemerne med kontroversielle gule kort, der kan give karantæne), så må man lægge beslutningen ud til videodommerne. Det er i mine øjne den store udfordring til næste VM.

Og derudover må man lave nogle klare definitioner for, hvornår der er hands, som alle forstår. I mine øjne er der givet alt for mange straffespark for tilfældige hænder på boldene.