FCK besejrer Brøndby i sæsonens første derby

16x9
Viktor Fischer scorede FC Københavns tredje mål mod Brøndby. Foto: Anders Kjærbye / Ritzau Scanpix Danmark

FC København ligger nummer et i Superligaen efter en derbysejr på 3-1 over Brøndby.

FCK og Brøndby bytter plads i tabellen efter femte spillerunde i Superligaen. 

Københavnerne slog Brøndby med hele 3-1 i Parken, og derfor er Ståle Solbakkens mandskab nyt tophold i Superligaen. 

Brøndby falder tilbage på tredjepladsen efter AaB's sejr tidligere på dagen.

Robert Skov, Nicolaj Thomsen og Viktor Fischer scorede for FCK. Ante Erceg udlignede for Brøndby i starten af anden halvleg.

Stoppede stime fra sidste sæson

FC København magtede ikke at vinde i fem indbyrdes kampe mod Brøndby i sidste sæson. Fire gange vandt Brøndby, og en enkelt endte uafgjort.

Søndag blev den negative stime mod ærkerivalen bremset med en FCK-sejr på 3-1 i Superligaen foran 27.248 entusiastiske tilskuere.

Det var derfor en flok lettede og glade FCK-spillere, som ikke siden pokalfinalen i maj 2017 havde vundet over Brøndby.

Sejren over Brøndby gav samtidig indikationer på et mere solidt FCK-mandskab i denne sæson.

Især Andreas Bjelland i forsvaret og Dame N'Doye i angrebet har givet københavnerne et andet og markant stærkere udtryk.

Brøndby havde også ændret sit udtryk med løbestærke og arbejdsomme typer som Dominik Kaiser og Josip Radosevic på midtbanen.

De gav tyngde og fysik på Brøndby-mandskabet, men ikke så mange kreative idéer som bænkede Simon Tibbling og Kasper Fisker.

I første halvleg var der heller ikke mange chancer, og kampen var præget af nærkampe og hårdt fysisk spil. Det gav sig også udslag i syv advarsler i hele kampen - heraf fem til Brøndby. 

FCK havde bolden mest og kom også til flere chancer og hjørnespark, og det smalle overtag gav bonus ti minutter før pausen.

Robert Skov bragede FCK på 1-0 på et direkte frispark fra en lidt spids vinkel. 

Robert Skov sparkede bolden op i det ene målhjørne i første halvleg.
Robert Skov sparkede bolden op i det ene målhjørne i første halvleg. Foto: Anders Kjærbye / Ritzau Scanpix Danmark

Brøndby-målmand Marvin Schwäbe fik sin højre hånd på bolden, men kunne ikke stoppe den fra at gå i nettet.

FCK-angriberen Viktor Fischer fik i begyndelsen af anden halvleg en af den slags chancer, man skal score på, men Schwäbe reddede flot forsøget.

I stedet slog Brøndby til, da angriberen Ante Erceg fik tid og plads til at skyde på mål uden for feltet. 

Bolden strøg mellem benene på FCK-stopperen Denis Vavro, der tøvede for meget, og ind bag FCK-keeperen Jesse Joronen. 

Derefter var Brøndby tæt på at bringe sig foran et par gange, men hverken Hany Mukhtar eller anfører Johan Larsson var skarpe nok.

Det var til gengæld FCK's Nicolaj Thomsen, da han blev spillet fri af Fischer. 

Nicolaj Thomsen smed trøjen og viste maven frem, da han scorede til 2-1.
Nicolaj Thomsen smed trøjen og viste maven frem, da han scorede til 2-1. Foto: Anders Kjærbye/ Ritzau Scanpix / Scanpix Danmark

Thomsen placerede bolden elegant udenom Schwäbe og kunne smide trøjen og lade sig tiljuble af de hvidklædte FCK-fans bag målet.

FCK var dog ikke færdig endnu, selv om FCK-træner Ståle Solbakken med fagter prøvede at dæmpe sine spilleres tempo fra bænken. 

FCK's indskiftede midtbanespiller Ján Gregus hamrede bolden på træværket, og kampen levede stadig. 

Kort efter lukkede Fischer dog opgøret, da han gjorde det til slutresultatet 3-1 efter en smart hælaflevering fra Dame N'Doye.

Med sejren topper FCK rækken med 12 point efter fem kampe. AaB har ligeledes 12 point, men nordjyderne har en dårligere målscore end FCK.

Brøndby er placeret på tredjepladsen med ti point efter fem kampe.