Tidligere Premier League-profil var fuld, da han debuterede med hattrick

16x9
Jermaine Pennant har senest spillet for Billericay Town i de lavere engelske rækker. Foto: Adrian Dennis / Scanpix Denmark

I 2003 scorede Jermaine Pennant tre mål i beruset tilstand, da Arsenal slog Southampton 6-1 i hans debut i Premier League.

At score hattrick i sin debut må være enhver fodboldspillers drøm.

Men det er nok de færreste Premier League-spillere, der har gjort netop det, mens de var påvirkede af alkohol.

Det er ikke desto mindre, hvad Jermaine Pennant hævder at have præsteret i sin nyudgivne selvbiografi Mental: Bad Behaviour, Ugly Truths and the Beautiful Game ifølge TV 2 Norge.

Pennant blev hentet af Arsenal i Notts County for knap 16 millioner kroner som 15-årig, men der skulle gå nogle år før debuten kom i en ligakamp mod Southampton i 2003. 

- Jeg følte, jeg skulle dø, skriver det tidligere stortalent, der fik besked om, at han skulle starte inde, efter han havde spist morgenmad på McDonald's. 

Den dengang 20-årige fodboldspiller havde været i byen hele natten, og nu forsøgte han at drukne sine tømmermænd med fire liter vand. Efter eget udsagn var han stadig fuld, da han gik på banen.

- Jeg løb bare rundt og håbede, at det skulle blive pause. Så scorede jeg. Jeg kiggede ud mod bænken og ønskede, at nogen ville bytte med mig.

Siden nettede Pennant yderligere to gange i kampen, der endte med en 6-1-sejr til Arsenal, og det var sjovt nok mere, end han havde turdet håbe på.

- Jeg kunne ikke tro det. Jeg fortalte det ikke til en sjæl, men de sidste 20 minutter følte jeg, at jeg måtte kaste op, fordi alkohol stadig var i min krop. Jeg havde det forfærdeligt. 

En våd nat

Aftenen forinden havde Jermaine Pennant ingen forventning om at få spilletid, og derfor tøvede han ikke, da han fik nys om, at herrebladet FHM holdt fest.

- Jeg vidste, at der kom så mange damer, så jeg var fast besluttet på at tage med, skriver den daværende Arsenal-spiller, der trodsede sine venners opfordringer om at blive hjemme.

- Jeg lovede dem ikke at drikke så meget som en dråbe. Så jeg tog afsted, havde en fin aften og endte med at blive skidefuld. Vi blev så berusede, at vi helt glemte, at der var kamp næste dag.

Vennen Jonathan Fortune var med til festen. Fortune, der dengang spillede for Charlton, mener, at aftenen havde store konsekvener for Pennants fodboldkarriere.

- Han havde en vild aften i byen, spiste McDonald's til morgenmad og scorede alligevel hattrick. Han var en teenager, der spillede i Premier League, og han må have tænkt: "Det her er nemt". Det er en morsom historie, men den havde store konsekvenser, lyder det.

Jermaine Pennant har siden spillet fodbold på topniveau for klubber som Liverpool, Zaragoza og Stoke. I sin karrieres efterår tog han et gevaldigt skridt ned og tørnede ud for indiske Pune City samt Bury og Billericay Town i de lavere engelske rækker.