N'Doye sender FCK et skridt nærmere Europa League

16x9
Dame N'Doye scorede begge mål, da FCK spillede sig videre i kvalifikationen til Europa League. Foto: Anders Kjærbye / Ritzau Scanpix Danmark

FC København slog CSKA Sofia 2-1 hjemme i Europa League-kvalifikationen og er dermed videre til playoffrunden med samlet 4-2.

Takket være to mål af Dame N'Doye er FC København sikkert videre i kvalifikationen til Europa League. 

FC København-CSKA Sofia 2-1 (1-0).

  • 1-0 Dame N'Doye (23. minut)
  • 1-1 Evandro (58. minut)
  • 2-1 Dame N'Doye (64. minut)
  • Tilskuere: 10.078
  • FC København videre med 4-2 samlet

Kampens detalje: FCK's første blev scoret efter en offside, der aldrig blev dømt. Kort efter blev målet vist igen på storskærmene i Parken, hvilket fik FCK-manager Ståle Solbakken til at bryde ud i et raseri af dimensioner. Solbakken kiggede op mod den boks, hvorfra storskærmene bliver styret, og han slog sig så kraftigt mod tindingen, at han begyndte at bløde. 

Sådan forløb kampen

Følgende er skrevet af Ritzau. 

FC København er videre til sidste og afgørende duel i jagten på en plads i Europa Leagues gruppespil.

Med en hjemmesejr på 2-1 over CSKA Sofia sørgede FCK torsdag for at avancere med samlet 4-2 efter de to kampe mod de bulgarske vicemestre.

Målet, der grundlagde sejren, var dog et kontroversielt et af slagsen. Målscorer Dame N'Doye så nemlig ud til at være i klar offsideposition, da han modtog bolden og scorede.

Siden slog angriberen dog til igen og sikrede FCK en plads i kvalifikationens playoffrunde.

Her venter Serie A-holdet Atalanta, der har den tidligere FCK'er Andreas Cornelius i truppen.

Atalanta slog torsdag aften israelske Hapoel Haifa på hjemmebane og gik videre med samlet 6-1. Cornelius scorede det sidste mål i torsdagens 2-0-sejr til italienerne.

Mål eller offside?

Med et nederlag på 1-2 i første kamp var presset torsdag på CSKA Sofia, men det var FCK, der slog først til i opgøret.

Midtvejs i første halvleg fandt Nikolaj Thomsen formstærke N'Doye, som satte bolden sikkert i nettet.

På tv-billederne så N'Doye dog ud til at være i offsideposition, da Thomsen afleverede bolden, og CSKA-spillerne brokkede sig højlydt, da sekvensen blev gengivet på storskærmen i Telia Parken.

Trods gæsternes brok stod 1-0-scoringen ved magt, og i en forholdsvis begivenhedsfattig halvleg havde FCK ikke de store problemer med at gå til pausen med en føring.

N'Doye havde også bolden i nettet i begyndelsen af anden halvleg, men denne gang fløjtede dommeren for offside.

Flere muligheder til N'Doye

Senegaleseren var omdrejningspunktet for FCK's offensiv kampen igennem. Også da han i det 57. minut fik bolden i en god position i en omstilling, men valgte at afslutte et godt stykke udefra uden held.

FCK forsømte at score, mens holdet sad på kampen, og i stedet slog CSKA Sofia til i den anden ende.

Brasilianeren Evandro modtog en stikning fra landsmanden Maurides og hamrede bolden stensikkert forbi Jesse Joronen i FCK-målet.

Helt spændende blev det dog aldrig, for en håndfuld minutter senere lå bolden i modsatte net.

N'Doye satte ugeneret panden på et hjørnespark fra Viktor Fischer til 2-1, der endegyldigt sendte CSKA ud i det europæiske mørke.

Dame N'Doye viste sig fra sin kærlige side, da han havde scoret til 2-1.
Dame N'Doye viste sig fra sin kærlige side, da han havde scoret til 2-1. Foto: Anders Kjærbye / Ritzau Scanpix Danmark