Vraget og uden kontakt til Hareide: - Jeg vil aldrig sige nej til landsholdet

Andreas Bjelland og Åge Hareide har ikke haft kontakt, siden forsvarsspilleren blev vraget til VM, men Bjelland gider ikke bekymre sig om det.

Det gjorde ondt på forsvarsspilleren Andreas Bjelland, da Åge Hareide i starten af juni fravalgte ham til den endelige VM-trup. Selv havde Bjelland end ikke lyst til at se Danmarks kampe, fordi han følte, han var så stor en del af holdet.

Nu ser FC København-spilleren imidlertid ud til at være fuldstændig droppet af landstræner Åge Hareide, efter nordmanden mandag udtog sin trup til venskabskampen mod Slovakiet og det første Nations League-opgør mod Wales i september.

Her var Bjelland igen fravalgt, selvom han igen er skadefri og spiller fast for sit klubhold.

- Jeg har ikke haft så meget fokus på det, for der har været så mange kampe i FCK. Så det er ikke noget, jeg har brugt så meget energi på, og jeg kommer ikke til at bruge så meget energi på det. Vi har en vigtig uge foran os, så vi må se til september, når kampene skal spilles, om det kommer til at fylde noget. Lige nu er det ikke noget, jeg tænker over.

Har du talt med Åge Hareide, efter han ikke tog dig med til VM?

- Nej, vi snakkede sammen lige efter, men ellers har jeg ikke snakket med ham, siger Andreas Bjelland til TV 2 SPORT og slår fast, at der ikke er nogen tvivl om, hvad svaret vil være, hvis Åge Hareide ringer:

- Jeg har aldrig sagt nej til landsholdet, og det kommer jeg aldrig til.

Eksperter er overrasket over fravalget

Selvom Åge Hareide i første omgang kun udtog 21 af 23 navne til landsholdstruppen i september, så gjorde han det også klart, at han vil kigge efter supplerende kræfter til midtbanen og angrebet.

Dermed tyder alt på, at Bjelland ikke kommer til at være en del af landsholdet, og det overrasker TV 2 SPORTs fodboldeksperter.

- De spillere, der blev valgt fra til VM, er heller ikke med her - ikke overraskende. Men det ville være glædeligt og klædeligt, hvis Bjelland og Hareide fik talt ud - hvis ellers nordmanden vil Bjelland, siger Flemming Toft, mens Kasper Lorentzen også hæfter sig ved fravalget af Bjelland:

- Andreas Bjelland burde være med bedømt på kvaliteter, når han er klar. Derfor er det spørgsmålet, om han er ude, fordi han kom med nogle udtalelser, da han ikke kom med til VM - eller om det er fordi, Hareide mener, han ikke er dygtig nok, spørger Kasper Lorentzen.

Åge Hareide ønsker ikke at udtale sig om de spillere, der ikke er med i truppen. Til gengæld vil han gerne fortælle, at han ikke har talt med Bjelland siden VM.

Bjellands sidste landskamp var den vigtige VM-kvalifikationskamp mod Irland den 14. november 2017, hvor Danmark vandt 5-1 og spillede sig til en plads ved sommerens slutrunde i Rusland.