Landskampe bliver spillet - flere spillere har meldt sig klar

16x9
Superligaspilleren Vito Hammershøj-Mistrati tilkendegav lørdag, at han ville sige ja til at spille for landsholdet. Foto: Claus Fisker / Ritzau Scanpix Denmark

Ifølge TV 2 SPORTs oplysninger har tilstrækkeligt mange spillere tilkendegivet, at de vil stille op for landsholdet.

I forbindelse med, at forhandlinger om en ny aftale mellem Dansk Boldspil-Union og spillerne lørdag blev indstillet, har landsholdet truet med ikke at stille op til næste uges to kampe mod Slovakiet og Wales.

DBU har derfor givet de 23 udtagne spillere en deadline til søndag aften klokken 18. Melder de ikke ind, er de ikke aktuelle til de to kampe. Det har skabt tvivl om, hvorvidt kampene kunne afvikles.

Men kampene bliver spillet uanset hvad.

TV 2 SPORT erfarer nemlig, at der er spillere nok, der allerede nu har gjort sig landsholdsklare og i givet fald kan bruges, så dansk fodbold undgår den største skandale nogensinde, hvilket en udeblivelse fra de to kampe ville være.

En kontakt til flere af divisionsklubberne viser, at de har spillere, der gerne stiller sig til rådighed i landsholdsdragten, og DBU bekræfter, at der er indløbet mange mails fra spillere, der gerne vil i landsholdskikkerten til de to kommende kampe. Hvor mange vil DBU ikke oplyse.

Hobro-spiller siger ja

Lørdag tilkendegav Hobros spiller Vito Hammershøy-Mistrati over for Ritzau, at han "selvfølgelig vil svare ja," hvis han blev bedt om at spille landskampene.

- Jeg har ikke sat mig grundigt ind i konflikten. Jeg ved bare, at jeg ellers aldrig vil få chancen for at spille på landsholdet, sagde Vito Hammershøy-Mistrati.

- Det er måske en egoistisk holding at have, men jeg vil gerne spille på landsholdet. Det er noget, jeg gerne vil prøve.

DBU's bestyrelse gav lørdag aften sin egen administration den klare besked, at der ikke var mere at forhandle med Spillerforeningen om, at det var et definitivt stop, og at de to kampe i denne uge skulle spilles - uden diskussion.

Positive meldinger fra divisionsklubber

Den administrerende direktør i DBU, Claus Bretton-Meyer, videregav i medierne bestyrelsens beslutning og direktiv og understregede, at begge kampe ville blive spillet, og at man ville hente andre spillere ind i givet fald. Bretton-Meyer virkede skråsikker på, at dette “sagtens” kunne lade sig gøre.

Efter hvad TV 2 SPORT erfarer, kan direktøren få ret. Det er i hvert fald positive meldinger i den retning, der løber ind fra flere af landets divisionsklubber.

Danmark spiller mod Slovakiet på onsdag og mod Wales på søndag - den sidste kamp er den absolut primære, for her står EM-kvalifikationspoint på spil. Og stiller Danmark ikke op til den kamp, er det helt sikkert, at det europæiske fodboldforbund, UEFA, reagerer med at smide holdet ud af hele turneringen som en minimumsstraf.

Melder de oprindeligt 23 spillere ikke ind inden klokken 18 i aften, samles samtlige Superliga-klubbers øverste ledelser og diskuterer, hvordan man så håndterer denne sag.

De melder ind, hvilke spillere de stiller til rådighed, og så tager DBU den derfra. Det bliver altså et Divisionsforeningsanliggende parallelt med DBU.

Men TV 2 SPORT erfarer, at landsholdskonflikten ikke berører de to landskampe - med eller uden de absolut bedste spillere. Der bliver spillet fodbold onsdag og søndag. På den måde er en historisk skandale undgået.