'Zanka' håber, at ingen vil stille op for landsholdet under konflikt

Dansk Idrætsforbund mener, at spillerne og Spillerforeningen har glemt vigtigheden af at støtte bredden i dansk idræt.

DBU fastholder, at landskampen mod Slovakiet skal spilles, og dermed at unionen har - eller vil få - et alternativt landshold klar. Hvilke spillere dette hold i så fald består af, vil DBU dog først afsløre, når holdet er landet i Bratislava.

Mathias ’Zanka’ Jørgensen, der i august blev udtaget til denne uges kampe, mener imidlertid ikke, at DBU vil få særlig nemt ved at finde nogen, der vil spille under den verserende konflikt mellem DBU og Spillerforeningen.

- Jamen, jeg mener, at vi er landsholdet, siger Mathias ’Zanka’ Jørgensen til TV 2 SPORT.

Han er ikke overbevist om, at andre er klar til at overtage for de konfliktramte spillere.

- Jeg håber selvfølgelig, at det ikke er tilfældet, og når det er sagt, så henviser jeg til min forrige kommentar om, at vi er landsholdet, og det håber jeg, at vi fortsætter med at være.

- Der sker ikke noget som helst

Hvor DBU og Spillerforeningen måske burde være involveret i forhandlinger for at nå frem til en løsning, så er der ifølge TV 2s oplysninger ikke noget, der tyder på, at det er tilfældet.

- Dialogen ser i hvert fald ud til at være gået helt i stå, og der er ikke nogen, der har kunnet indikere overfor mig, når jeg har rakt ud til begge parter, at der overhovedet er nogen dialog. Så der er ikke meget, der tyder på, at de er kommet et skridt videre i de her forhandlinger, der burde være i gang. Det ser ikke ud til, at der sker noget som helst, siger Thomas Sønnichsen, der dækker konflikten for TV 2 SPORT.

Vil ikke spille

I et forsøg på at finde spillere, der er klar til at løbe på banen for landsholdet, har DBU kontaktet klubber i både Superligaen og i 1. - og 2. division for at bede om støtte.

Flere klubber har imidlertid meldt offentligt ud, at de ikke er klar til at spille under en konflikt.

Det gælder blandt andet en samlet spillertrup i Brønshøj Boldklub og Frem, der sent mandag aften meldte fra til at stille op på det danske fodboldlandshold.

Boldklubben Frem i 2. division skriver på klubbens Facebook-profil:

- Vi er i spillertruppen i dag blevet enige om i samlet flok ikke at melde os klar til de to kommende landskampe mod henholdsvis Slovakiet og Wales.

1. Holdet står sammen og siger nej til DBU “Vi er i spillertruppen i dag blevet enige om i samlet flok ikke at melde os...

Posted by Boldklubben Frem on Monday, September 3, 2018

Spillerne har glemt, hvor de kommer fra

Spillerforeningens kamp for spillernes rettigheder er imidlertid ikke noget, der imponerer Morten Mølholm, der er generaldirektør i Danmarks Idrætsforbund (DIF).

- Det er paradoksalt, at vi har så mange konflikter i Dansk idræt. Man ser det ikke andre steder i verden, og det er paradoksalt, fordi vi i Danmark om nogen burde have muligheden for at skabe nogle fornuftige løsninger, fordi spillerne er opvokset i et system, hvor de kan se pointen i, at have frivillige foreninger og forbund, der arbejder for helheden. Men det har de åbenbart glemt.

Morten Mølholm mener, at det er spillerne og især Spillerforeningen, der har det primære ansvar for, at konflikten er kommet så langt ud.

- Landsholdsarbejde er bare vigtigt dna i dansk idræt og ikke noget, hvor man bare som spiller skal betragte sig som lønmodtager og kræve en masse rettigheder ind.