Angriber på 'det rigtige landshold' nærmer sig comeback efter skade

16x9
Nicolai Jørgensen under en træning med landsholdet i slutningen af juli. Foto: Martin Bernetti / Ritzau Scanpix

Nicolai Jørgensen har ikke spillet en fodboldkamp siden VM i Rusland, men han er snart tilbage på holdkortet i sin klub.

Se Æresdivisionen på TV 2 PLAY.

Den fodskadede danske landsholdsangriber Nicolai Jørgensen kan se lyset for enden af tunnelen.

27-årige Jørgensen var tilbage på træningsbanen i sidste uge, og derfor håber hans hollandske klub Feyenoord også at kunne byde ham velkommen tilbage i kampuniformen inden længe.

- 'Nico' har næsten trænet fuldt med i nogle dage nu. Giovanni van Bronckhorst (Feyenoords træner, red.) forventer, at 'Nico' gør gode fremskridt i landskampsugen, skriver klubbens pressechef Samuël Sanches til TV 2 SPORT.

Nicolai Jørgensen vendte hjem fra VM i Rusland med problemer i sin ene fod, og han har derfor ikke været aktuel for Rotterdam-klubben i sæsonens første kampe.

I danskerens fravær har den hollandske målræv Robin van Persie indtaget positionen som spidsangriber, hvilket har ført fire mål i fire kampe med sig.

35-årige van Persie lå mestendels på den offensive midtbane - lige bag Nicolai Jørgensen - i foråret.

På grund af skaden var Jørgensen ikke udtaget til Åge Hareides trup til kampene mod Slovakiet og Wales. Kampe som i stedet skal spilles af et vikarierende dansk landshold som følge af konflikten mellem Dansk Boldspil-Union og Spillerforeningen/landsholdsspillerne.

Feyenoord, der er på tredjepladsen i Æresdivisionen, møder søndag den 16. september ligaens nummer fire, AZ Alkmaar, på udebane.

Også den danske Ajax-angriber Kasper Dolberg er på vej tilbage efter en skade i maveregionen.