- Den sorteste dag for dansk fodbold, mener Flemming Toft

Udviklingen i konflikten mellem Dansk Boldspil-Union og Spillerforeningen har nået et historisk lavpunkt, mener fodboldkommentator Flemming Toft.

Tirsdag den fjerde september 2018.

Den dato står lige nu som den mørkeste dag i dansk fodbolds historie, mener TV 2 SPORTs fodboldkommentator Flemming Toft.

Konflikten mellem Dansk Boldspil-Union (DBU) og Spillerforeningen har ført til, at landsholdet til venskabskampen onsdag aften mod Slovakiet bliver et hold repræsenteret af spillere fra de lavere danske fodboldrækker i stedet for det sædvanlige landshold med landets bedste fodboldspillere.

- Det har vel nok været den sorteste dag for dansk fodbold, siger Flemming Toft og uddyber:

- Selvfølgelig har der gennem tiderne været nogle resultater, der har gjort ondt, men det her har været sådan en uskøn forestilling op til det her nu, hvor der kommer et vikarlandshold fra verdens nummer ni på ranglisten, et hold som var tæt på at komme i VM-kvartfinalen og som ikke har tabt i de seneste 16 landskampe. De kommer med et vikarlandshold med spillere fra 2. Division og Danmarksserien. Det er noget, der er virkelig grimt.

Afstemning

DBU har set sig nødsaget til at samle et landshold sammen af alternative spillere, fordi fodboldunionen frygter for konsekvenserne af et afbud.

Derfor er stjerner som Christian Eriksen, Kasper Schmeichel og Thomas Delaney byttet ud med de for mange ukendte spillere som Morten Bank, Christian Bommelund Christensen og Anders Fønss.

- Det er på mange måder helt ude i hampen det her, siger Flemming Toft.

Afstemning

Han forstår både vigtigheden i, at landskampen bliver gennemført samt frustrationen hos modstanderen fra Slovakiet, der føler sig respektløst behandlet. Flemming Toft har fulgt udviklingen fra Brastislava i Slovakiet.

- Her synes man, at Danmark er lidt til grin, og så ærgrer man sig over, at Danmark overhovedet kommer, fordi man ville gerne have fundet en anden modstander. Man skal tænke på, at Slovakiet også skal spille en af de vigtige Nations League-kampe på søndag mod Ukraine og skulle have brugt det her som en virkelig test. Nu får de topprofessionelle og meget dyrebare europæiske topspillere nogle seriespillere at skulle op imod, og det passer dem overhovedet ikke, siger Flemming Toft.

John \"Faxe\" Jensen holdt pressemøde forud for kampen mod Slovakiet. Video: TV 2 SPORT

Forventer en ydmygelse

Årsagen til, at Danmark stiller med et alternativt landshold er, at DBU og Spillerforeningen fortsat ikke er nået til enighed om en ny landsholdsaftale.

Den tidligere landsholdsaftale mellem DBU og landsholdsspillerne udløb efter VM i Rusland. Siden har DBU og Spillerforeningen forhandlet om en ny aftale, hvor kommercielle rettigheder har været en af de største knaster. Det drejer sig blandt andet om, hvad de enkelte spillere skal stille op til, når de er samlet med landsholdet. 

Mens landstræner Åge Hareide og assisterende landstræner Jon Dahl Tomasson er blevet sendt på tvungen ferie af DBU, har EM-helten John ’Faxe’ Jensen overtaget ansvaret for at guide landsholdet gennem venskabskampen mod Slovakiet, hvor de danske sekunda-spillere kommer på en svær opgave.

Afstemning

- Jeg tror, selve holdet bliver stjernen. Det er holdarbejde, der skal til, så de kan gå ud og nyde det, men også arbejde sindssygt hårdt for hinanden. Så er vi oppe imod et sindssygt godt hold og verdensklassespillere. Det er en stor opgave, der ligger foran os, og vi har arbejdet lige siden i morges og haft individuelle samtaler med spillerne i flyet omkring, hvilke positioner de kan spille, og om de kender noget til hinanden, siger 'Faxe' til TV 2 SPORT.

Flemming Toft mener, at det vigtigste er, spilerne bare skal komme igennem.

- Det er det vigtigste for dansk fodbold. Jeg håber ikke, at det bliver den ydmygelse, som man kan forvente. Det er spillere fra blandt andet Napoli, Inter, Fenerbahce og Olympique Marseille blandt andet, som er på det slovakiske landshold, og det kan godt gå hen og blive en lussing, som kan give mere end røde mærker for dansk fodbold, siger Flemming Toft.

Danmark møder Slovakiet onsdag kl. 20.45.