En tur i klasselokalet med Vikar-John

16x9
John 'Faxe' Jensen boarder vikar-landsholdets fly i Roskilde Lufthavn for at rejse til Slovakiet, tirsdag den 4. september 2018. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

KOMMENTAR

Vi er på skolen for vikar-landshold på DBU Allé i Brøndby. Indenfor sidder elever fra øerne Sjælland og Fyn. 24 der har tilmeldt sig et par dages lejrskole i slovakiske Bratislava. Ingen fra Jylland.

For enden af lokalet står klassens vikar. Han står med en slags medalje om halsen. '1992' står der på den, som der også står på hans CV. Han byder velkommen:

"Goddav, jeg hedder John, John Jensen. Jeg er her i stedet for Åge, som er taget til det nordlige Norge. Vi skal hygge os de næste dage med lidt rejseri, vi skal til en del af det tidligere Tjekkoslovakiet, og i morgen aften har vi fællessang lige før klokken 20.45 - derfor skal vi som noget af det første øve os på 'Der er et yndigt land'.

"Men inden da vil jeg lige spørge: Dem, der er fra Avarta, rækker armen i vejret... 1-2-3-4-5. Tak. Og dem fra Vanløse... Tak. Jægersborg... Tarup-Paarup... - har jeg glemt nogen? Hovsa, hvor kommer du fra? Greve! OK."

"Programmet er, at vi om lidt har klassens time, hvor jeg beder forældrene og skolens bestyrelse gå udenfor, så kommer idrætslærer Kuhn og taler om bold og støvler, i får udleveret en oplevelsesmappe af vores naturvejleder, og endelig kommer en fra sang- og musiklinjen, så vi kan øve på nationalskjalden. 'Sejle op ad åen' - bare for sjov - og 'Hvem var det, der vandt i dag'. Det er ikke sikkert vi når den sidste...

Når vi er færdige med alt det her... Nej, først vil jeg bede jer én for én stående om at fortælle, hvem I er. Det er meget rart for mig at vide. Og bagefter tager vi bussen til Roskilde, så skal vi flyve... Ja, spændende, ikke? Og så tager vi til noget, der hedder Bratislava i Slovakiet. Det er her, I har tilmeldt jer til lidt bold.

Jeg skal lige høre: Hvem spiller venstre back? Tak, og hvem synes bedst om at spille på højrekanten?"

Og af sted gik det til Lufthavnsvej 20 i Roskilde, hvor en flyvemaskine fra Alsie Express - en ATR 72-500 som er et tomotoret turbopropelfly - holdt nogenlunde klar til eleverne. Motorerne brummede, eleverne spændte i sæderne - nogle også med sikkerhedsbælte - og oppe foran sad vikar John og Kuhn. John startede med at understrege, at han ikke kom i konflikt med en af skolens sponsorer, selv om han var bedst kendt som 'Faxe', for det var kun et øgenavn.

Vikar-landsholdets fly letter fra Roskilde Lufthavn mod Bratislava i Slovakiet, tirsdag den 4. september 2018.
Vikar-landsholdets fly letter fra Roskilde Lufthavn mod Bratislava i Slovakiet, tirsdag den 4. september 2018. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Én for én kom eleverne op til John, fortalte hvad de hedder, og hvad de er bedst til i idræt og specielt fodbold. Når samtalen var slut, hentede eleverne en ny klassekammerat uden at kende navnet på vedkommende. Og John fortsatte samtalerne.

John måtte fortælle nogle af eleverne, at de skulle spille fodbold, som var på en udendørsbane med en bold, der kunne hoppe, og når den var ude over sidelinjen hed det indkast. Futsal-eleverne lyttede opmærksomt.

De landede i Slovakiets hovedstad, slog kraven op om ørene - også dem i T-shirt - og blev under escorte og duggede ruder kørt til en femstjernet lejrskole tæt på floden Donau. Der stod en masse mænd i mørkt tøj og nogle i træningstøj uden for hotellet, og - tænkte flere af eleverne - mon ikke der var nogle særlige VIP-prominente på vej. Så de skyndte sig ind.

Hotellet var meget fint, men det så eleverne ikke, for de skulle fluks ind i et lokale, hvor døren blev hermetisk lukket. Nedenunder satte Vikar-John sig og fortalte udsendte fra diverse skoleblade om udflugten.

Vikarierende landstræner John 'Faxe' Jensen (tv.) og DBU-elitechef Kim Hallberg (th.).
Vikarierende landstræner John 'Faxe' Jensen (tv.) og DBU-elitechef Kim Hallberg (th.). Foto: Jakub Kotian / Ritzau Scanpix

Sådan gik førstedagen med at hilse på hinanden, udveksle Facebook-opdateringer og lytte til Vikar-John. Dagen efter var der idrætstime med bold, der kunne hoppe og grundige, pædagogiske overvejelser fra vikar-duoen om, hvem der fortjente at gå rigtigt ind i rødt og hvidt ved indmarchen på Stadión Antona Malatinského i den lille by med kun to vokaler, Trnava, en sjat uden for Bratislava.

Vikar-John havde dog stadig det problem, at han skulle sætte en af eleverne helt uden for døren, mens de andre havde idræt onsdag aften. For skolens ledelse havde sendt 24 elever af sted, men kun 23 skulle bruges.

Efter idrætstimen var der frokost i kantinen på lejrskolen, og skolens ledelse havde besluttet at tage deres egen husgerningslærer med, så eleverne undgik slovakisk surkålssuppe. Så var der hvile, mere snak i fælleslokalet og så kom højdepunktet på denne idrætsdag for Morten, Christian, Mads, Adam, Anders, Oskar, og hvad de nu ellers hedder.

De var nu pludselig blevet en del af noget, ihvertfald lidt større. Og således blev navnene Schmeichel, Kjær, Delaney, Eriksen og Cornelius visket ud på ryggen af de omdelte trøjer.

Kampen spilles onsdag klokken 20.45.