Dansk futsalmålmand trækker globale overskrifter efter landskamp

16x9
Christoffer Haagh gjorde sit til at holde slovakkerne fra scoringer. Foto: Radovan Stoklasa / Ritzau Scanpix

Christoffer Haagh leverede flere store redninger i onsdagens landsholdskamp. Det vækker opsigt i udlandet.

Det danske nødlandshold led onsdag aften et 0-3-nederlag til Slovakiet.

Alligevel er det den 31-årige futsalmålmand Christoffer Haagh, der løber med en del af de internationale overskrifter efter en stor kamp i målet.

- Futsalmålmanden Haagh redder Danmark fra ydmygelse i Slovakiet, lyder overskriften i kampanalysen fra nyhedsbureauet Reuters.

Christoffer Haagh vikarierede i det danske mål for Kasper Schmeichel, der ligesom de øvrige danske landsholdsstjerner ikke var en del af truppen som følge af konflikten mellem Dansk Boldspil-Union (DBU) og Spillerforeningen.

Afværgede målshow

Og selv i Argentina vækker Haaghs landsholdsdebut opsigt.

- Futsalmålmanden, der afværgede et målshow, hedder overskriften i en artikel fra det argentinske sportsmedie Olé.

- Christoffer Haagh reddede Danmarks amatører, der gjorde, hvad de kunne imod Slovakiet. Han overtog Schmeichels plads i målet, og han gjorde det rigtig godt, lyder det videre.

Fransk ros for duel mod Michal Duris

Efter cirka en times spil havde Haagh en fin redning i en en-mod-en-situation. Og få minutter senere var han igen på plads.

- Den danske målmand viste sig igen godt frem, da han i to omgange vandt en duel med Michal Duris efter 64 minutter, skriver den franske sportsavis L'Equipe under titlen "Haagh gjorde, hvad han kunne".

På plads og reddede det meste

Også svenske Aftonbladet nævner Haaghs præstation.

- Slovakiet vandt "blot" med 3-0. Man havde godt nok 72 procents boldbesiddelse og ti skud på mål, men den danske målmand Christoffer Haagh - til hverdag målmand på futsallandsholdet - var på plads og reddede det meste, lyder det i Aftonbladet.

Ud af ti slovakiske skud på mål reddede Christoffer Haagh de otte.
Ud af ti slovakiske skud på mål reddede Christoffer Haagh de otte. Foto: Scanpix Danmark

Flere andre internationale medier skriver også om den bizarre kamp.

Blandt andet den anerkendte italienske sportsavis La Gazzetta dello Sport, der skriver, at et "Danmark i kaos" fik et "knockout i Slovakiet".

Næste opgave for det danske landshold er i Aarhus imod Wales den 9. september i den første kamp i Nations League.

De sædvanlige landsholdsstjerner er stadig i spil til den kamp, såfremt der bliver indgået en aftale mellem DBU og Spillerforeningen.