Afviste midlertidig forlængelse tre gange på live-tv – nu har de lavet aftale med samme vilkår

Sportsøkonom foreslår, at der kommer nye personer til forhandlingsbordet.

Tre gange blev det sagt. Klart og tydeligt. Nej.

Der kunne ikke indgås en midlertidig aftale om at forlænge de gældende vilkår i aftalen mellem Dansk Boldspil-Union (DBU) og landsholdsspillerne forud for venskabskampen mod Slovakiet og Nations League-kampen mod Wales søndag aften. Det var spillernes tilbud til DBU, som blev afvist blankt.

- Vi har i månedsvis sagt, at der ikke er nogen mulighed for at forlænge den eksisterende aftale.

- Som jeg har forsøgt at sige hele dagen, kan vi ikke forlænge den nuværende aftale. Den er udløbet.

- Jeg prøver igen. Der er ikke mulighed for at forlænge den aftale.

Så klart lød budskabet, da DBU-formand Jesper Møller gæstede TV 2 Nyhederne tirsdag aften klokken 19.

Har fået armen vredet rundt

Men torsdag aften stod det klart. Den næste landskamp mod Wales vil blive spillet under samme vilkår som i den gamle aftale, meddelte Spillerforeningen og DBU i en fælles pressemeddelse. Der er tale om en ny aftale, men med alle de eksisterende vilkår, der gør det muligt at afvikle kampen mod Wales. Det være sig bonusser, forsikringer og også de kommercielle vilkår, der ellers tidligere har splittet parterne.

Begge parter har fået armen vredet rundt

Flemming Toft, kommentator

 - Kampen mod Wales spilles under de samme vilkår som tidligere, og de kommercielle rettigheder håndteres som hidtil i aftalens løbetid, lød det i pressemeddelelsen.

Og der er en klar årsag til, at parterne har valgt at nå til enighed. Det mener TV 2 SPORTs fodboldkommentator Flemming Toft, der har fulgt situationen tæt og onsdag kaldte det for ”den sorteste dag for dansk fodbold”.

- Begge parter har fået armen vredet rundt. Dels af UEFA og dels rundt omkring i Europa, hvor der er blevet talt om denne aftale. Og så selvfølgelig også af de nationer, der er med i Danmarks gruppe.

- Og så skal man ikke glemme den opinion, der er kommet fra det danske folk. Man er træt af det her. Nu vil man have resultater. Ligesom man vil se dem på fodboldbanen, siger Flemming Toft.

Efter lang tids tovtrækkeri mellem Dansk Boldspil-Union (DBU) og Spillerforeningen, hvor ingen af parterne var villige til at give sig i forhandlingerne, er parterne nu nået til enighed om en midlertidig aftale. Video: Kasper B. Andreasen

Flemming Toft tror på, at løsningen kommer nu, fordi der simpelthen er for meget på spil i søndagens kamp. Det er blandt andet kommet til udtryk ved, hvem der har underskrevet aftalen:

- Fra DBU's vedkommende er det den folkevalgte Jesper Møller og ikke en af de ansatte - den administrerende direktør - der har skrevet under. Det tyder på, at hele denne her beslutning er taget helt oppe fra DBU's bestyrelse. Det har den været tidligere, men her blev det manifesteret, siger Flemming Toft.

Nye folk til bordet

Sikkert og vidst er det dog, at aftalen kun gælder frem til den 30. september.

Spillerforeningens direktør Mads Øland er positiv overfor de første spæde skridt:

Aftalen er et skridt i den rigtige retning

Mads Øland, direktør for Spillerforeningen

- Aftalen er et skridt i den rigtige retning, og landsholdsspillerne er glade for, at de på det grundlag nu kan fokusere på kampen imod Wales på søndag, lød det i en fælles pressemeddelse torsdag aften, hvor parterne slog fast, at de af respekt for spillerne ikke vil kommentere yderligere på forhandlingerne om en permanent aftale.

Den tidligere landsholdsaftale mellem DBU og landsholdsspillerne udløb efter VM i Rusland. Siden har DBU og Spillerforeningen forhandlet om en ny aftale, hvor kommercielle rettigheder har været en af de største knaster. En upræcis aftale fra 2015 endte nemlig med en voldgiftssag og en regning på tre millioner kroner til DBU. Derfor ønsker begge parter helt klare linjer 

Og ifølge sportsøkonom Kenneth Cortsen kan den danske model, hvor vi organiserer os i fagbevægelser, her repræsenteret ved Spillerforeningen, være en af årsagerne til den svære situation:

- Hvis parterne hver især har et anspændt klima er det jo ikke noget, der løsner op for en konflikt. Det kan nærmere skabe en situation, hvor man eskalerer en konflikt.

Og hvis man ikke kan komme frem til en løsning, kan det være, at man er nødt til at få en mægler med friske øjne ind, lyder det. Her fremhæver Kenneth Cortsen både Danmarks Idrætsforbund og muligheden for at udvide Spillerrådet.

Også Flemming Toft ser gerne nye ansigter:

- Det bør ændre afgørende på persongalleriet, før de egentlige forhandlinger om en helt ny - og holdbar - aftale, der skal på plads inden månedens udgang. Kjær og Kvist bør være førstevalg hos, de “folkevalgte” med stor gennemslagskraft fra DBU, Thomas Christensen og Bent Clausen - Divisionsforeningen og Lokalunionerne i samme lokale som spillerne, skriver Toft i en blog på tv2.dk.

Landsholdet møder Wales i Nations League på søndag klokken 18. Forhandlingerne om en permanent aftale mellem parterne påbegyndes straks, oplyses det.

Landsholdskonfliktens forløb
2018
1. august
Landsholdsaftalen udløber
Den hidtidige aftale mellem herrelandsholdet og DBU udløber. Parterne er stadig ikke nået til enighed om en ny aftale, selvom de har forhandlet siden nytår.
20. august
Spillerforeningen melder ud
Efter en periode med træge forhandlinger meddeler Spillerforeningen 20. august, at den ønsker at få en ny aftale på plads hurtigst muligt, så der vil være en afklaring før venskabskampen mod Slovakiet 5. september.
27. august
DBU's seks lokalforeninger skriver brev
DBU's seks lokalforeninger skriver et brev til de danske landsholdsspillere, hvori de opfordrer spillerne til at tænke på helheden i dansk fodbold og ikke kun egen vinding.
- Mød nu hinanden og lad os sammen gøre lagkagen større og ikke mindre, lyder det i brevet.
27. august
Spillerne vil forlænge den gamle aftale
- De ønsker at forlænge den gamle overenskomst med DBU midlertidigt
- De tror ikke på, at de kan nå til enighed med DBU omkring spillernes rettigheder i forhold til deres personlige sponsorer
 
Thomas Delaney siger følgende til TV 2 SPORT:
- Vi har tilbudt at forlænge den gamle aftale, så den gælder, mens vi forhandler. Men det vil DBU desværre ikke, siger den danske landsholdsspiller.
28. august
DBU udskyder frist for aftale
På grund af de forestående landskampe 5. september og 9. september sætter Dansk Boldspil-Union (DBU) en deadline for en ny aftale til fredag 31. august kl. 23.59.
1. september
DBU indstiller forhandlinger og kommer med ultimatum
Da parterne ikke nåede til enighed inden fristen 31. august kl. 23.59, indstiller DBU forhandlingerne.
I stedet tilbyder DBU, at spillerne kan spille landskampene mod Slovakiet og Wales under en delaftale. Samtidig giver DBU spillerne indtil søndag 2. september klokken 18 til at melde ud, hvorvidt de har tænkt sig at møde op i landsholdslejren mandag 3. september.
1. september kl. 17.30
Spillerne afviser DBU's tilbud
Spillerne nægter at spille landskampene uden en ny aftale. Den tidligere landsholdsspiller William Kvist afviser DBU's ultimatum på vegne af Spillerforeningen.
- Vi er et kollektiv. Det er sådan, det har fungeret i 25 år. De har tilbudt et honorar for nogle kampe. Det er slet ikke det, vi er interesseret i. Vi er interesseret i at forblive et kollektiv. Vi er et hold, som kæmper for hinanden, og det er det, vi ønsker, siger William Kvist.
Med en kollektiv aftale mener Kvist, at landsholdet skal indgå i en fælles aftale for alle spillere, hvor DBU's nuværende tilbud egentlig er et tilbud til hver enkelt spiller, som de kan vælge at takke ja eller nej til.
2. september kl. 17.00
Spillerne tilbyder igen at forlænge aftale
Til TV 2 SPORT fortæller Thomas Delaney på vegne af Spillerforeningen, at den tilbyder DBU en forlængelse af den gamle landsholdsaftale, så den løber frem til 1. oktober.
- Vi tilbyder nu at køre videre på den aftale, vi har haft de seneste fire år, som vi er meget tilfredse med, og som har virket. Lad den køre en måned til og giv os lidt tid. Vi vil rigtig gerne spille de her kampe, og hvis vi kører videre på den gamle aftale, som har fungeret, så giver det god tid til at forhandle videre, siger Delaney.
2. september kl. 18.00
DBU's deadline for ultimatum er overskredet
2. september kl. 18:45
DBU afviser spillernes tilbud - betragter det som afbud
Det oplyser DBU's kommunikationschef, Jakob Høyer, til Ritzau:
- Derfor må vi betragte det som et afbud, og at spillerne ikke ønsker at stille op til de to kampe, der kommer i næste uge.
3. september
DBU kontakter danske klubber
I forsøget på at skrabe et landshold sammen kontakter DBU først Superligaklubberne og siden klubberne i 1. division og 2. division.
Landsholdsspillerne, der planlægger at mødes i København mandag aften, opfordrer landets spillere til at sige nej til landsholdet.
3. september omkring middag
DBU udtrykker bekymring
DBU har efter alt at dømme problemer med samle spillere nok sammen fra Superligaen og har derfor sendt en e-mail til klubberne i 1. og 2. division, hvori der blandt andet står:
- Bekymringen er derfor, om vi overhovedet når i mål, hvorfor vi ser os nødsaget til nu at kontakte jer som ansvarlige i 1. og 2. division og bede om samme støtte.
3. september
Hareide bliver hjemme - DBU skal finde ny træner
Ikke nok med at DBU skal sammensætte et helt nyt landshold til denne uges landskampe, fodboldunionen skal også finde en ny landstræner.
Åge Hareide kommer såldes ikke til at stå på sidelinjen, når Danmark møder Slovakiet 5. september og Wales 9. september.
4. september
Futsal- og divisionsspillere melder sig klar
Ifølge TV 2 SPORTs oplysninger har flere spillere fra det danske futsallandshold og spillere fra 2. division meldt sig klar til venskabskampen mod Slovakiet.
Der er tale om over halvdelen af den seneste trup fra futsallandsholdet. Derudover gælder det også fem spillere fra 2. divisionsklubben TPI - Tarup Paarup IF og Christian Offenberg og Morten Bank, der begge spiller i Avarta.
4. september kl. 13.00
De første spillere på vikarlandsholdet bliver offentliggjort
To spillere fra 2. divisionsklubben Avarta er udtaget til landskampen mod Slovakiet. Den ene er angriberen Christian Offenberg. Ifølge TV 2/FYN har fem spillere fra 2. divisionsklubben TPI - Tarup Paarup IF også takket ja til at spille.
4. september kl. 14.00
John 'Faxe' Jensen præsenteres som landstræner
Det bliver den tidligere europamester fra 1992 John 'Faxe' Jensen, der skal stå i spidsen for landsholdet i venskabskampen mod Slovakiet. Det bekræfter DBU over for TV 2.
4. september kl. 15.00
DBU bekræfter, at Danmark stiller med vikarlandshold mod Slovakiet
Danmark kommer til at spille mod Slovakiet onsdag aften samt Nations League-kampen mod Wales i Aarhus søndag 9. september. Det bekræfter DBU, der har udtaget et alternativt landshold, som unionen selv vælger at døbe 'vikarlandsholdet', til kampene.
5. september
Vikarlandsholdet taber 0-3 til Slovakiet
Danmarks midlertidige landstræner John 'Faxe' Jensen og vikarlandsholdet taber venskabskampen i Slovakiet onsdag 5. september med 0-3.
6. september
DBU og Spillerforeningen indgår midlertidig aftale
Efter lang tids tovtrækkeri mellem DBU og Spillerforeningen, hvor ingen af parterne var villige til at give sig i forhandlingerne, er parterne nu nået til enighed om en midlertidig aftale, der løber frem til 1. oktober.
9. september
Danmark slår Wales i Aarhus
Danmarks 'rigtige' landshold tager hul på Nations League med en 2-0-sejr over Wales. Christian Eriksen bliver dobbelt målscorer og bringer sig dermed op på 25 mål i alt for A-landsholdet.
29. september kl. 13.00
Bestyrelsesmøde i DBU
Denne lørdag er der bestyrelsesmøde i DBU. Her forventes det, at bestyrelsen får forelagt det, som man eventuelt er kommet frem til i forhandlingerne mellem DBU's udsendte folk og Spillerforeningen. Bestyrelsen skal enten godkende eller revidere aftaleudkastet, inden det kan blive endeligt. Det er dog ikke givet, at en ny landsholdsaftale falder på plads lørdag.
29. september kl. 16.17
DBU og Spillerforeningen indgår aftale
På et pressemøde præsenterer DBU-formand Jesper Møller en ny landsholdsaftale for Herrelandsholdet. Den nye aftale mellem Dansk Boldspil-Union og Spillerforeningen løber til og med EM-slutrunden i 2024. Læs om aftalens indhold her.
3. oktober
Hareide udtager landsholdstrup
Onsdag 3. oktober udtager landstræner Åge Hareide sin trup til kampene mod Irland 13. oktober (Nations League) og Østrig 16. oktober (venskabskamp).