Det danske fodboldfolk er blevet trætte

16x9
De bedste danskere er klar til kamp mod Wales. Foto: Darren Staples / Ritzau Scanpix

KLUMME:

Et håndslag med konsekvenser. Parterne har ikke trykket næven i bund, men dog midlertidigt klemt. Landsholdet bliver igen det stærkest mulige, og det er det eneste rigtige. Indtil videre.

Og det er nok til at kringle Wales-kampen optimalt på søndag, til at fastholde parentesen omkring den bizarre affære i Slovakiet med selfies, seriebold og surrogater. Det i sig selv er opløftende, men så bør de løftede arme øjeblikket efter bøje i alle led.

Det har været en uskøn forestilling og fremstilling. Kaffemøder maskeret som forhandlinger uden smag, uden espresso-effekt. De kunne ikke holde sig vågne rundt om bordet - når en aftale, et kompromis skal på plads. Nattevagtens mareridt. Bare ikke her, hvor parterne ikke blev siddende for at fuldende en løsning, men gik fornærmede hver til sit.

Et persongalleri, der har indeholdt mænd, der ikke har klædt hinanden. To for bordenden med uforsonlige blikke og hver deres skildrende embedsdragt. Postulerende, ufravigelige, absolutte. Måske egnede for baglandet, mindre egnede til forlig.  

Den midlertidige aftale - et genoptryk af den aftale, der havde udløbsdato, da juli blev til august - skal bare sørge for, at det, der skete onsdag i Bratislava absolut ikke er til genbrug; at landsholdet kun for én aften var en del af noget værre, og at vi alle kan være glade for og stolte over at holde med dem.

Det danske fodboldfolk er blevet trætte - af enten den ene eller den anden part

Flemming Toft

Ikke mere spin

DBU's bestyrelse har inden for en sølle uge endelig markeret, så man kunne se det. Administrationen er fejet ind under pokalskabet, og det er påfaldende, at den administrerende direktør har tabt højde. Det er den “folkevalgte” formand, der har skrevet under.

I det meste af kvindekonflikten for et år siden var DBU-ledelsens over- og underlæber som syet sammen. Ikke et ord. “Direktøren er taget på ferie”. Der er åbenbart stadig feriedage tilbage på kontoen. 

Nu ikke mere spin via gennemkalkulerende kommunikation, sandhedens time er kommet for at blive - selvom jeg godt ved, at ikke alt nødvendigvis kommer ud. Forholdet til medier og de danske fodboldelskere trænger til færre spekulationer. Det får man via gennemsigtighed uden kryptiske afleveringer. 

Det var 'Toppen af poppen', der fra DBU's side fik den midlertidige aftale på plads - og fra Spillerforeningen talte meningerne fra landsholdets anfører, Simon Kjær, for alvor. Ikke flere manusbaserede stunts fra spillere, der ellers ikke bruger versaler - snak er én ting, konkret tale en anden. Snak kom fra Kjær og William Kvist (og selvfølgelig et bagland).

Det bør ændre afgørende på persongalleriet, før de egentlige forhandlinger om en helt ny - og holdbar - aftale, der skal på plads inden månedens udgang. Kjær og Kvist bør være førstevalg hos spillerne (Kjær formentlig på en digital medvirken), de “folkevalgte” med stor gennemslagskraft fra DBU, Thomas Christensen og Bent Clausen - Divisionsforeningen og Lokalunionerne i samme lokale som spillerne. Og fjernes skal administrationen på begge sider - de er og bliver ansatte og bør kun være der af praktiske og tekniske grunde.

Fodbolden - og den almindelige sunde fornuft - har lidt nederlag indtil nu. Og der er ingen vindere, selvom der spilles med de bedste mod Wales.

Flemming Toft

Uden at nedgøre vikarerne fra de lavere rækker, og uden at tage stilling til, om de skulle have sagt fra eller til, bør det definitivt være en engangsforestilling med landskampe med et dansk (tegne)seriehold. Det har været en barokoplevelse, som hele Europa har haft hån tilovers for. Top-bizart, da 0-3-taberne blev modtaget med stående applaus i førerbunkeren på DBU Allé ved hjemkomsten fra Bratislava. Igen er det ikke personligt ment mod de, der meldte sig - for de gjorde det bravt - men at det overhovedet kom dertil. 

Dansk fodbold (DBU) blev reddet, men ansigtet blev tabt

Fodbolden - og den almindelige sunde fornuft - har lidt nederlag indtil nu. Og der er ingen vindere, selvom der spilles med de bedste mod Wales. Datid forsvinder ikke med nutid. 

Begge parter har skyld - fordi de ikke har gennemført forhandlingerne til kompromiset blev nået, fordi de sleb retorikken til undervejs og leverede beskyldninger i stedet for løsninger, og fordi det hele har været unødvendigt langstrakt. 

Det danske fodboldfolk er blevet trætte - af enten den ene eller den anden part. Uanset hvor meget tekst, der har været læseligt og tilgængeligt. Det har handlet om resultater - nøjagtig som i fodbold. Vi vil se resultater.

DBU (og spillerne) har været presset af situationens alvor (Nations League), af de andre landes og UEFA's reaktioner og af “folkets” krav om en afslutning på det her.

Nu skal der spilles med de bedste - som en selvfølge. Og vi må se, at det er de bedste. Nøjagtig som vi må se, at det er de bedste, der sidder rundt om bordet fra på mandag, hvor der er nye møder med kaffe på bordet.

Om det så skal være Ringenes Herre. De ringe, der kan komme under øjnene, når man forhandler igennem, til en holdbar aftale er på plads. Vi vil se de bedste - på banen og rundt om bordet.