Første spillere sætter ord på: - Det har ikke været særlig godt

De normale A-landsholdsspillere er samlet igen, efter Dansk Boldspil-Union (DBU) og Spillerforeningen torsdag aften indgik en midlertidig aftale.

23 af Danmarks bedste fodboldspillere var egentlig udtaget til kampene mod både Slovakiet og Wales, men på grund af konflikten mellem DBU og Spillerforeningen blev de ukendte amatører sendt på banen for herrelandsholdet mod Slovakiet.

Torsdag aften blev konflikten løst midlertidigt, da parterne indgik en midlertidig aftale, så Danmarks største stjerner kunne komme på banen i Nations League-opgøret mod Wales. Dagen derpå mødte de første spillere så pressen, og her var der lagt op til, at de ikke ville tale konflikt - og det af en simpel grund, forklarer Andreas Cornelius:

- Fordi vi er fodboldspillere, det er det, det handler om for os. Vi glæder os til at komme ud og spille nu, og vi er glade for, vi er blevet enige om den her aftale. Så synes vi egentlig, vi skal se fremad.

Hvordan har det her været?

- Det har ikke været særlig godt. Det bedste havde selvfølgelig været, vi var blevet enige om en aftale hurtigere, og vi så var kommet ud og spille træningskampen. Men sket er sket, og så må vi have fokus på næste opgave. Det er det, vi kan kontrollere nu.

Har du et bud på, hvad der er sket, siden I nu er blevet enige?

- Jeg har ikke siddet i forhandlingerne, så det må du spørge nogle andre om.

Hvad tænker du om, at du/I og ikke alle mulige andre skal spille mod Wales?

- Det er godt for alle. Det er det, som alle gerne vil have. Vi vil gerne have det, og DBU vil helst have det. Det samme for fans og TV-seere. Så det er klart den bedste løsning, siger Andreas Cornelius.

Braithwaite: - Selvfølgelig har der været nogle forstyrrelser

Nu er konflikt og krig pakket væk for en stund, og derfor kan danske fodboldfans igen glæde sig til at se stjernerne, når Danmark hjemme møder Wales i Nations League. Selve truppen bliver de samme 23 navne, som Hareide udtog i første omgang.

Da konflikten nåede klimaks tirsdag, og DBU udtog en række amatørspillere til venskabskampen mod Slovakiet, rejste de normale landsholdsspillere hjem til klubben. Nu er de vendt tilbage til landsholdslejren, og det har været nogle specielle dage, tilføjer Martin Braithwaite:

- Den har selvfølgelig været lidt anderledes, end vi er vant til.

- Selvfølgelig har der været nogle forstyrrelser, men i sidste ende har jeg tænkt på at spille den her kamp, og i sidste ende er vi glade for det. Selvfølgelig har det været specielt, men sådan er det nogle gange i fodbold, siger Braithwaite.

Her er de 23 spillere, som skal repræsentere Danmark mod Wales.

Danmarks trup:

Målmænd: Kasper Schmeichel, Jonas Lössl, Frederik Rønnow.

Forsvarsspillere: Andreas Christensen, Jannik Vestergaard, Henrik Dalsgaard, Jens Stryger, Jonas Knudsen, Mathias 'Zanka' Jørgensen, Nicolai Boilesen, Simon Kjær.

Midtbanespillere: Christian Eriksen, Christian Nørgaard, Lasse Schöne, Lukas Lerager, Thomas Delaney, Mike Jensen, Anders Christiansen.

Angribere: Andreas Cornelius, Martin Braithwaite, Pione Sisto, Viktor Fischer, Yussuf Poulsen.