Landsholdsspillerne skulle hellere tænke på at betale tilbage

16x9
En landsholdsspillers grundlæggende opgave er ikke at tjene penge, men derimod at betale tilbage, mener Peter Sørensen. Foto: Darren Staples / Ritzau Scanpix

KLUMME: Fodboldtræner Peter Sørensen skriver her sit syn på konflikten mellem Spillerforeningen og DBU.

Endelig fandt parterne hinanden, så vi kan få afviklet den betydende landskamp mod Wales med det rigtige landshold.

Eller...

Det gjorde de jo faktisk ikke.

Sagen er som bekendt, at den aftale man ikke kunne nå i mål med inden landskampen mod Slovakiet stadig ikke er en aftale.

Den er jo kort fortalt bare, at man nu enige om en aftale om at udskyde forhandlingerne om den egentlige aftale.

Og så har man bare aftalt, at de mest væsentlige vilkår i den gamle aftale kan køre videre og gælde i kampen mod Wales. Selv om spillerne først afviste at lave sådan en aftale og siden DBU – eller omvendt.

Tror jeg nok. Jeg er ærligt talt forvirret og i tvivl om det reelle indhold af den pinlige forhandlingsfarce, som hele Danmark og en god del af fodbold-Europa har været vidne til de seneste par uger.

Ind til sagens kerne

Substansen i uenigheden er der vist i virkeligheden heller ikke så mange andre, der synes at kende ret meget til.

Men værre er det, at de, der burde kende til sagen, udtaler sig i øst og vest, og konstant beskylder hinanden for både det ene og det andet uhæderlige motiv.

Dybest set er det faktisk slet ikke så afgørende, hvad den eksakte uenighed drejer sig om.

Det centrale er, at de, der er udvalgt til at spille på det danske landshold kun vil spille på nogle bestemte betingelser.

Det er derfor, de har sat deres fagforening, Spillerforeningen, på sagen, som var DBU en privat, profithungrende virksomhed, der skal kæmpes med kapitalen om.

Spillerforeningen forlanger blandt andet på vegne af de udvalgte, at spillerne skal have førsteklasses rejser, førsteklasses mad, førsteklasses behandlere og førsteklasses træningsbaner.

Det støder nogen, men det er der stor rimelighed i, for der stilles store krav til deres præstationer, ligesom de enkelte klubber med god ret kan forlange, at der bliver taget bedst muligt vare på deres spillere, som jo helst skal vende tilbage til klubberne i samme stand, som de forlod klubberne i.

Herudover vil spillerne have både honorar og bonusaftaler.

Og de vil ikke mindst have ret til at spille for landsholdet uden at ”krænke” deres individuelle sponsoraftaler.

Grådige spillere?

Her vil nogle nok fristes til at sige, at de vil have i både pose og sæk. Og i denne sammenhæng kunne jeg godt være en af dem.

Det, som jeg hvert fald siger, er, at disse ganske få spillere, det egentlig drejer sig om, har mere end rigeligt i forvejen via deres megakontrakter med deres arbejdsgivere og deres kæmpekontrakter med personlige sponsorer.

Det har de ærligt og redeligt fortjent, men i hvert fald forekommer visse af de toneangivende og ordførende landsholdsspillere at have glemt, hvad landsholdet egentlig er for en størrelse.

Så tillad mig at hjælpe.

Landsholdet er en ære

Landsholdet er en nationalromantisk anakronisme, der kun kan eksistere, hvis landets folk accepterer præmissen: at landsholdet består af de dygtigste spillere, som landet har fostret, og at disse spillere engageret og lidenskabeligt kæmper for Danmark med stolthed og ære som brændstof i tanken.

Landsholdet er det prestigefyldte hold, man -  i høj grad i kraft af andres frivillige indsats i klubber og foreninger, hvor den enkelte udvalgte stjernespiller løb sine første skridt og sparkede sine første mål - kan udvælges til, hvis man er dygtig og heldig.

Landsholdet er det hold, hvor man som forbillede har det privilegium at kunne vise vejen og stolt optræde for sit land og folk.

Således har man som særligt udvalgt en ærefuld mulighed for at betale tilbage til alle dem, der har bidraget - og bidrager til, at vi har et sundt idrætsliv - også for fremtiden, hvor børn leger, at de selv er landsholdsspillere, og unge hygger og har det godt sammen. Velvidende, at kun nogle ganske få lykkes med at gøre hobby til levevej.

Man spiller for sit land

Landsholdsspilleren repræsenterer hverken sig selv, sin klub eller sine personlige sponsorere.

Når man udvælges til at spille for sit land, skal man naturligvis kompenseres som i enhver anden sammenhæng, hvor man varetager ”borgerligt ombud”, men enhver yderligere økonomisk optagethed bør automatisk suspenderes og afløses af glæde ved at kunne betale tilbage til det fællesskab, man er formet af. Og så i øvrigt nyde, at folket bakker op og tiljubler.

I aftes var jeg til koncert med en af mine favoritter, C.V. Jørgensen. Han sang en af mine yndlingssange, som kunne have været tilegnet 'det rigtige landshold', som heldigvis skal spille i Wales på søndag.

Sangen lyder cirka sådan her:

Sommeren er forbi nu,

og den bare fløj afsted

Tomhændet står de tilbage, og ku’ slet ikke følge med

Det sortner for deres øjne

Mens de stirrende står her og ser

Endnu et dødt løb blive kørt med dem som blind passager

Endnu en gang til men så heller aldrig mer’