Nu sætter Nicklas Bendtner selv ord på voldeligt sammenstød

Natten til søndag blev han anmeldt for vold mod en taxachauffør i København.

Tirsdag eftermiddag brød Nicklas Bendtner tavsheden, efter han i weekenden blev anmeldt for vold mod en taxachauffør i København.

Ifølge chaufførens arbejdsgiver, Dantaxi, brækkede han kæben efter et slag fra Nicklas Bendtner. Slaget blev bekræftet af Bendtners kæreste, Philine Roepstorff, mandag eftermiddagen, men ifølge hendes udsagn handlede han i selvforsvar mod en aggressiv chauffør. Siden afviste Dantaxi Roepstorffs forklaring og henviste til video- og lydmateriale fra taxaen.

På et ekstraordinært pressemøde i Trondheim, hvor hans klub Rosenborg har hjemme, stillede en berørt Bendtner sig frem og satte ord på hændelsen.

- Som I har kunnet læse i medierne, har jeg rigtigt nok været involveret i en yderst uheldig og for mig stærkt ubehagelig situation omkring klokken to natten til søndag. Jeg kunne ikke i min vildeste fantasi forestille mig, at den kunne udvikle sig, som den gjorde. Jeg er ekstremt ked af, at udfaldet blev så uheldigt, som det blev, siger Nicklas Bendtner.

- Der er nogle mennesker, jeg gerne vil beklage overfor, for de har altid behandlet mig ordentligt og har krav på min respekt. Over for Rosenborgs fans beklager jeg, at dette er sket, og at jeg ikke undgik at havne i situationen, også selvom jeg forinden havde forsøgt at komme væk fra den.

- Det har fra starten været en glæde at spille for Rosenborgs suveræne og trofaste publikum, og jeg har sat en ære i at gøre dem stolte af mig og holdet. Jeg tager ikke let på det tilbageskridt, som denne triste hændelse betyder.

- Over for klubben beklager jeg af hele mit hjerte, at vi står her i dag. Rosenborg har været mere end en god klub for mig. Den har føltes som et nyt hjem og en ny familie, da jeg mere end nogensinde behøvede luftforandring og en ny start. Heroppe har jeg haft nemmere ved at kunne være den person, jeg ønsker at være.

Nicklas Bendtner kom til Rosenborg i marts sidste år. Siden har han gjort comeback på det danske landshold.
Nicklas Bendtner kom til Rosenborg i marts sidste år. Siden har han gjort comeback på det danske landshold. Foto: Liselotte Sabroe / Scanpix Denmark

- Den sorthvide dragt ligger mit hjerte nær, også når jeg ikke bærer den. Over for mine kære holdkammerater beklager jeg, at det her skal stjæle fokus i så vigtig en tid, og jeg takker for den forståelse, som jeg allerede er blevet mødt med. De folk, jeg dagligt har delt omklædningsrum med i halvandet år, ved heldigvis godt, at jeg ikke er og aldrig har været en voldsmand, men at jeg beskytter dem, jeg har kært. Både på og uden for banen.

Bendtner sluttede af med at fortælle, at han ikke kan udtale sig yderligere om sagen, så længe den bliver behandlet i det danske retssystem.

Han er sigtet for vold, men nægter sig skyldig, oplyser hans forsvarer Anders Németh, der heller ikke vil kommentere yderligere på sagen.

Bliver indtil videre i Rosenborg

Med på pressemødet var også den daglige leder i Rosenborg, Tove Moe Dyrhaug, der slog fast, at Bendtner fortsætter i klubben.

- Vi har haft en grundig gennemgang med Nicklas om, hvad der skete, og så er det vigtigt for os som klub at tage vare på Nicklas Bendtner som person og som spiller i Rosenborg. Nicklas har været en fantastisk ressource for Rosenborg, og han er vigtig for spillergruppen med sin erfaring, siger hun.

- Det er vigtigt for os som klub sammen med Nicklas at bidrage til, at lignende situationer ikke opstår. Vi tager sagen alvorligt og behandler alt fakta i sagen med respekt. Det samme gør Nicklas.

Daglig leder Tove Moe og Nicklas Bendtner på pressemødet.
Daglig leder Tove Moe og Nicklas Bendtner på pressemødet.

Skulle Bendtner blive dømt for vold, bliver der på ny taget stilling til hans fremtid i Rosenborg.

- Vi har ikke vurderet, hvad vi gør, hvis Nicklas bliver dømt for vold. Så må vi vurdere situationen igen, siger Tove Moe Dyrhaug.

Nicklas Bendtner vil nu gøre sit til, at en ny episode som denne ikke gentager sig.

- Jeg vil naturligvis tage endnu større forholdsregler, end jeg troede nødvendigt, så jeg ikke havner i en lignende situation igen, siger Bendtner.

Sagens forløb

Søndag kom historien frem om, at Nicklas Bendtner natten mellem lørdag og søndag var blevet anmeldt for vold i København.

Ifølge taxaselskabet Dantaxi havde han været involveret i en batalje med en af deres taxachauffører, som ifølge firmaets kommunikationschef, Rasmus Krochin, havde brækket kæben.

Bendtner er ifølge TV 2's oplysninger sigtet efter straffelovens paragraf 244, der handler om simpel vold. Det er oftest vold, hvor der ikke er blevet brugt våben. Strafferammen går op til tre års fængsel, men retspraksissen ligger meget lavere. De fleste domme ender med betinget fængsel mellem 20-40 dage med krav om samfundstjeneste.

Mens Nicklas Bendtner dagene derpå forholdt sig tavs, gik landstræner Åge Hareide ud og slog fast, at hvis det endte med en voldsdom, havde han ingen plads på det danske landshold i fremtiden.

- Det vil være utænkeligt at have en mand dømt for vold på landsholdet, hvis det skulle komme så vidt, sagde Hareide.

Nedtrykt Bendtner kontaktede Rosenborg

Mandag omkring klokken 13 meldte Bendtners klub, Rosenborg, sig så på banen.

Den bekræftede i en pressemeddelelse, at han havde været involveret i en hændelse i København. En ”svært nedtrykt” Bendtner havde selv kontaktet klubben og informeret om, hvad der var sket.

Siden søndag havde klubben arbejdet på at indhente informationer om hændelsen, ligesom Rosenborg i pressemeddelelsen udtrykte beklagelse over for Dantaxi.

Kort efter slog klubbens daglige leder, Tove Moe Dyrhaug, fast, at Bendtner tirsdag vendte tilbage til Trondheim, hvor han skulle deltage i et møde med ledelsen.

- Lige nu er det sådan, at vi arbejder på at indhente fakta i sagen. Vi ved, at han har været involveret i en episode i København natten til søndag, sagde hun til norsk TV 2.

Siden kom det frem, at hårproduktfirmaet IdHAIR med øjeblikkelig virkning havde bragt sit sponsorat af Bendtner til ophør.

- Vi tager afstand fra vold. Og selvom vi lever i et retssamfund som Danmark, så bliver vi nødt til at trække os fra aftalen allerede nu. Aftalen er baseret på goodwill og Bendtner skal være et forbillede, sagde IdHAIR's direktør, Preben Munch, til TV 2.

Kæresten kalder det selvforsvar

Den første beretning fra Bendtner-lejren om, hvad der var sket, kom fra hans kæreste, Philine Roepstorff, der var med i byen natten til søndag.

På det sociale medie Instagram lagde hun mandag en lang besked op, hvor hun bekræftede, at Bendtner havde slået taxachaufføren, men at det skete i selvforsvar. Ifølge Roepstorff var chaufføren af to omgange kørt kørt den forkerte vej, og da kæresteparret ”i utilfredshed” steg ud af bilen, blev de mødt af chaufførens vrede.

- Det får ham til at gå amok. Han laver en U-vending og speeder efter os og råber ting som luder og bitch og kælling. Til sidst kører han ind foran os og springer ud af bilen og kaster en flaske imod mig. Den rammer ikke, men det er tæt på. Derefter farer han frem mod os, og min mand slår ham en gang og rammer åbenbart meget uheldigt, skrev Roepstorff.

- Selvfølgelig skal man ikke slå, men det var ikke Nicklas, der overfaldt nogen. Han blev forfulgt og forsvarede sig selv og mig. Hvor mange ville ikke have gjort det samme for sin kæreste?

Artiklen fortsætter under Instagram-opslaget

Afviser kærestens forklaring

Efter opslaget var blevet lagt op, var TV 2 i kontakt med Dantaxis kommunikationschef, der ikke afviste Roepstorffs udlægning af hændelsesforløbet.

- Ifølge de informationer, som vi har, stemmer hendes forklaring ikke overens med det, som man kan se på video- og lydmaterialet fra taxaen. Ifølge vognmanden, som har set videomaterialet (taxachaufførens leder, red.), er det ikke sådan, hændelsesforløbet har været. Ifølge vores oplysninger viser videomaterialet noget andet, sagde Rasmus Krochin til TV 2.

- Politiet må nu efterforske, og hvis hun virkelig har de anklager, så er det en sag for politiet.

Tirsdag klokken 14.12 indkaldte Rosenborg til pressemøde i forlængelse af mødet med Nicklas Bendtner.

På pressemødet beklagede Bendtner, hvad der var sket, uden at han kunne gå i detaljer med hændelsesforløbet af hensyn til sagen i det danske retssystem.

Under pressemødet meddelte hans forsvarer, Anders Németh, at Bendtner nægter sig skyldig.

- Min klient nægter sig skyldig. Mere kan jeg ikke sige lige nu, siger han.

Bendtners skandalesager
2009
Maj
Beruset og til grin i engelsk presse
Efter et nederlag til Manchester United drikker Bendtner sorgerne væk på en engelsk natklub. Den daværende Arsenal-angriber er angiveligt så beruset, at bukserne ryger ned om anklerne på ham, da han bliver ført ud derfra.
Udenfor venter en horde af fotografer, der foreviger øjeblikket, der gør ham til grin i den engelske presse. Efterfølgende udtaler Bendtner, at han var udsat for en fælde.
Han modtog en bøde på to ugers løn af sin daværende manager, Arsène Wenger.
September
Smadrer luksusbil på vej til træning
Søndag den 27. september kører Nicklas Bendtner galt på vej til træning. Hans Aston Martin til cirka en million kroner bliver totalskadet, mens Bendtner selv slipper med lettere knubs. Uheldet koster dog deltagelse i Arsenals Champions League-kamp mod Olympiakos to dage senere.
2011
September
Anholdt efter slåskamp
Bendtner bliver anholdt efter en slåskamp med en 23-årig mand på luksushotellet Gateshead Hilton i Newcastle, mens han på det tidspunkt er udlejet til fodboldklubben Sunderland. Efter en kort eftersøgning bliver begge mænd løsladt uden sigtelser.
November
Meldt til politiet for vold mod hotelgæst
Bendtner bliver meldt til politiet for vold mod en gæst på Hotel Marienlyst i Helsingør efter fodboldlandsholdets venskabskamp mod Sverige, hvor flere spillere er indblandet, herunder også Daniel Agger. Offeret anklager Bendtner for at sparke ham i brystet, men politiet går dog ikke videre med sagen.
December
Sigtet for hærværk mod fem biler
Nicklas Bendtner sigtes for at begå hærværk mod fem biler i Newcastle. Angriberen bliver blandet ind i sagen, fordi hærværket skete, da han var en tur i byen med Sunderland-holdkammeraten Lee Cattermole.
I marts 2012 bliver han dog frikendt for anklagerne, da billeder fra overvågningskameraer viser, at Bendtner ikke har deltaget i hærværket.
December
I søgelyset for at køre for stærkt
Fire dage efter hærværksepisoden kommer Bendtner atter i det engelske politis søgelys. Denne gang for at køre for stærkt. Han kører 165 km/t i en zone, hvor han må køre 112.
2012
Februar
Frakendes kørekort og får bøde
Bendtner frakendes i retten sit kørekort i 56 dage på grund af ovenstående sag, hvor han kørte for hurtigt. Det koster ham også en bøde på cirka 5800 kroner.
Marts
Retten dropper alle anklagerne mod Bendtner
Retten i Newcastle dropper alle anklagerne mod Bendtner om hærværk mod biler på grund af manglende beviser. Overvågningsbilleder viser, at danskeren ikke deltog i hærværket.
Marts
Trækker overskrifter med en Twitter-besked
Bendtner trækker overskrifter med Twitter-beskeden; "7 flying hirsh i træk, Sover nu sikkert c7," da han antyder, at han har drukket de syv drinks. Danskeren forklarer dog kort efter, at det var en ven og ikke ham selv, der drak dem.
Maj
Bendtner sigtes for tre trafikale lovovertrædelser
Bendtner bliver stoppet af engelsk politi, men angriberen kan ikke fremvise et kørekort, som han altså har mistet få måneder forinden. Ud over det manglende kørekort er bilen, en Audi Q7, heller ikke forsikret. Bilens nummerplader er heller ikke registreret i politiets database.
Bendtner bliver sigtet for de tre overtrædelser, og i retten bliver han pålagt at betale 46.000 kroner i bøde og sagsomkostninger. 
Senere samme dag bliver han i øvrigt udeladt af Sunderlands trup, da han kommer for sent til spillerbussen.
Juni
Bendtner viser underbukser til EM
Nicklas Bendtner fejrer en scoring ved EM i 2012 ved at vise sine underbukser frem, der var sponsoret af bettingfirmaet Paddy Power. Det valg gav Bendtner en bøde på 735.000 kroner og en spilledagskarantæne. Paddy Power betalte den dog. EDDIE KEOGH / Scanpix Denmark
Bendtner viser efter en scoring under EM-slutrunden sine underbukser fra bettingfirmaet Paddy Power. Det er ikke tilladt at reklamere på den måde, og derfor bliver det til en sag hos det europæiske fodboldforbund UEFA.
Nicklas Bendtner får en bøde på 735.000 kroner, som Paddy Power efterfølgende betaler. Desuden får han én spilledags karantæne for landsholdet.
2013
Marts
Kører mod færdselsretningen med alkohol i blodet
Bendtner foran Københavns Byret. Keld Navntoft / Scanpix Denmark
Bendtner bliver anholdt af politiet i København, efter at han med alkohol i blodet har kørt mod færdselsretningen på Gammel Strand i København. Han havde en promille på 1,75.
I byretten endte han med en bøde på 842.222 kroner og en frakendelse af kørekortet i to år.
November
Sparker døren ind til fitnesscenter
Bendtner arresteres af engelsk politi i Bushey, Hertfordshire, da han bliver taget i at have sparket en dør ind til et fitnesscenter i et lejlighedskompleks, som han bor i. Danskeren erkender efterfølgende historien på Instagram, hvor han undskylder sig med, at døren sad fast. Han fortæller også, at han har betalt for skaderne.
2014
Marts
Opfører sig upassende over for taxachauffør
Nicklas Bendtner opfører sig ifølge BT så upassende over for en taxachauffør i København, at chaufføren er nødt til at tilkalde politiet. Ifølge BT knapper Bendtner sine bukser op og pisker taxaen med sit bælte, mens han råber ukvemsord efter chaufføren.
Bendtner får efterfølgende en bøde af sin daværende klub, Arsenal, på 100.000 pund. Angriberen får ikke forlænget sin kontrakt med London-klubben.
2015
April
Sættes af holdet, fordi han kommer for sent
Nicklas Bendtner under en kamp for Wolfsburg. FABIAN BIMMER / Scanpix Denmark
Nicklas Bendtner bliver sat af holdet i Wolfsburg til en Bundesligakamp mod Schalke 04, fordi danskeren kommer en time for sent til klubbens træning dagen før kampen. Angriberen havde ellers scoret i midtugens Europa League-kamp for sin tyske klub.
2016
Februar
Kører til træning i forkert bil
Nicklas Bendtner ligger et billede op på Istagram, der viser ham på vej ind i en Mercedes på vej til træning.
Det er en handling, der grænser til blasfemi i Volkswagen-klubben Wolfsburg. Klubbens sportsdirektør bekræfter efterfølgende, at den danske angriber må bøde for at køre i den forkerte bil.
- Vi har vores regler. Det hører til reglerne, at man er opmærksom på, hvordan man lader sig fotografere i det offentlige rum. Reglerne er ikke nye. Dette er en overtrædelse, og det koster penge, siger sportsdirektør Klaus Allofs på et pressemøde.
2018
9. september
Anmeldt for vold mod taxachauffør
Politiet ønsker ikke at kommentere på den konkrete sag. Dog bekræftes det, at der har været flere voldsepisoder. TV 2 erfarer, at Bendtner er sigtet i sagen efter den milde voldsparagraf 244 i straffeloven, hvor strafferammen går op til tre års fængsel.
Men retspraksissen ligger meget lavere. De fleste domme ender med betinget fængsel mellem 20-40 dage med krav om samfundstjeneste.
Nicklas Bendtner har ikke selv kommenteret sagen, der koster ham samarbejdet med voksproducenten IdHAIR.
På Instagram har Nicklas Bendtners kæreste Philine Roepstorff beskrevet det voldelige sammenstød. Hun hævder, at chaufføren startede det ved blandt andet at kaste en flaske efter hende.
11. september
Nægter sig skyldig
Grundet den verserende sag i det danske retssystem kan han ikke give sin version af, hvad der skete, men under pressemødet fortalte hans forsvarer, advokat Anders Németh, at Bendtner nægter sig skyldig i voldssigtelses rejst af Københavns Politi.