Poulsen scorede i Leipzig-sejr

16x9
Yussuf Poulsen kom på tavlen tidligt i første halvleg, da Leipzig slog Hannover. Foto: Jens Meyer / Ritzau Scanpix

Den danske landsholdsspiller bragte RB Leipzig foran 1-0, da holdet lørdag vandt 3-2 over Hannover 96.

Der var en dansker på måltavlen, da RB Leipzig lørdag vandt holdets første sejr i sæsonen i den tyske Bundesliga.

Yussuf Poulsen gjorde det til 1-0 med sit første mål i ligaen i denne sæson, da Leipzig hjemme vandt 3-2 over Hannover 96.

Danskeren kom på tavlen efter kun otte minutter, da han tæt på mål headede bolden i nettet, efter at en afslutning fra en holdkammerat var blevet rettet af.

Fire minutter senere udlignede udeholdets Niclas Fullkrug, inden den tyske landsholdsangriber Timo Werner med fem minutter tilbage af halvlegen med en kølig afslutning bragte Leipzig foran 2-1.

Werner stod også for 3-1-målet, da han efter et kontraangreb blot skulle sætte indersiden på et fladt indlæg fra Emil Forsberg for at score.

Men Hannover 96 havde ikke lagt sig helt ned, og med 25 minutter tilbage af kampen reducerede udeholdets chilenske forsvarsspiller Miiko Albornoz til 2-3 med et flot skud, som Peter Gulacsi i Leipzig-målet ikke kunne gøre noget ved.

Det blev kampens sidste scoring, og Yussuf Poulsen og holdkammeraterne kunne derfor sætte sæsonens første sejr på kontoen.

Bayern vandt igen

De forsvarende mestre fra Bayern München var også i aktion lørdag. Her blev det til en 3-1-sejr over Bayer Leverkusen efter mål af Corentin Tolisso, Arjen Robben og James Rodríguez.

Dermed har Bayern München ni point efter tre kampe på førstepladsen. 

Leipzig har hentet fire point i de tre første ligakampe.