Zlatan scorer sit mål nummer 500 med cirkelspark

Zlatan Ibrahimovic skyder sig ind i fornemt selskab, som også omfatter Lionel Messi og Cristiano Ronaldo.

Den svenske fodboldstjerne Zlatan Ibrahimovic har rundet en stor milepæl i karrieren ved at score sit mål nummer 500.

Det skete i opgøret mellem Zlatans Los Angeles Galaxy og Toronto FC i den bedste nordamerikanske liga, MSL, natten til søndag dansk tid.

Ibrahimovic skyder sig ifølge nyhedsbureauet AP dermed ind i en eksklusiv gruppe af aktive spillere med mindst 500 mål i klub- og landskampe.

De to andre målmaskiner er Lionel Messi fra Argentina og FC Barcelona samt Cristiano Ronaldo fra Portugal og Juventus.

Ibrahimovic har scoret 62 gange for Sverige, mens de 438 øvrige mål er sat ind for hans perlerækker af klubber - Malmö FF, Ajax, Juventus, Inter, Barcelona, Paris Saint-Germain, Manchester United og nu Los Angeles Galaxy.

Zlatans 500 scoringer

  • Malmø (1999-2001): 18 mål
  • Ajax (2001-2004): 48
  • Juventus (2004-2006): 26
  • Inter Milan (2006-2009): 66
  • Barcelona (2009-2010): 22
  • AC Milan (2010-2012): 56
  • Paris SG (2012-2016): 156
  • Manchester United (2016-2018): 29
  • LA Galaxy (2018-present): 17
  • Sverige (2001-2016): 62
  • Kilde: mlssoccer.com

Den historiske scoring faldt i det 44. minut, da den 36-årige angriber på artistisk vis med ryggen til målet med et cirkelspark drejede bolden i nettet via den ene opstander.

Målet kan ses på Major League Soccers Twitter-profil her.

Zlatan Ibrahimovic drejede rundt om sig selv og sparkede bolden i mål med ydersiden af foden.
Zlatan Ibrahimovic drejede rundt om sig selv og sparkede bolden i mål med ydersiden af foden. Foto: Nick Turchiaro / Ritzau Scanpix

- Jeg er glad på Torontos vegne, for de vil blive husket som mit 500. offer, sagde Ibrahimovic efter kampen til TSN.

Det var svenskerens 17. mål i MLS i denne sæson.

Toronto havde bragt sig foran med tre mål i løbet af de første 36 minutter, men Ibrahimovic satte med sit mål gang i Galaxy, der fik udlignet til 3-3 et kvarter inde i anden halvleg.

Derefter fik det canadiske hold igen overtaget og endte med at vinde 5-3.