DBU og Spillerforeningen indgår landsholdsaftale

16x9
DBU og Spillerforeningen har lørdag indgået en ny landsholdsaftale. Foto: Johannes Eisele / Ritzau Scanpix

Konflikten mellem DBU og Spillerforeningen er afblæst, efter de to parter lørdag har præsenteret en permanent landsholdsaftale.

Dansk Boldspil-Union (DBU) og Spillerforeningen har indgået en ny landsholdsaftale, og derfor er landsholdskonflikten, der den seneste måneds tid har trukket mange overskrifter, nu afblæst.

På et bestyrelsesmøde lørdag på DBU’s hovedkontor i Brøndby blev den permanente aftale mellem DBU og Spillerforeningen blåstemplet. Aftalen løber frem til 2024. 

- Vi har haft et helt usædvanligt godt, konstruktivt og tæt forhandlingsforløb med især William Kvist, men selvfølgelig også suppleret af Simon Kjær, som er landsholdets anfører, siger DBU's formand Jesper Møller på et pressemøde. 

- Vi håber på, at vi nu kan få ro og få genskabt tilliden. Vi har oprettet en tillidsplatform, som vi håber på - sammen med spillerne - at vi nu kan bygge en god fremtid for dansk fodbold. Det er en god dag for dansk fodbold, siger formanden videre. 

Her følger hovedpunkter i aftalen ifølge en fælles pressemeddelelse fra parterne:

  • Alle spillere bidrager til landsholdets kampagner. Det skal dog altid ske med minimum tre spillere for at vise bredden på holdet.
  • Teksten i aftalen er gjort tydeligere, så DBU lettere og bedre kan planlægge kampagner og aftaler med kommercielle partnere. 
  • Spillerne kan som hidtil indgå individuelle aftaler med sponsorer og udstyrssponsorer. 
  • Der er afsat fem millioner kroner fra en mulig slutrundebonus. De penge fordeler spillerne til børnefodboldprojekter. Det vil ske efter indstilling fra DBU og Lokalunionerne. 
  • Spørgsmålet om arbejdsgiver og lønmodtager bliver håndteret på samme måde, som den blev i aftalen for kvindelandsholdet fra november 2017. 

Rent sportsligt er det blevet aftalt, at sundhedsstaben (læge, fysioterapeut og øvrige behandlere, red.) bliver styrket, og der bliver mulighed for fleksibel behandling. Derudover bliver der etableret to hybridbaner hurtigst muligt. 

Landsholdets transportforhold til og fra kampe vil blive optimeret, og så vil der blive tilknyttet egen kok til landsholdssamlinger og kampe. 

Konflikten mellem DBU og Spillerforeningen medførte i starten af september, at de danske landsholdsspillere ikke ønskede at spille træningskampen mod Slovakiet, hvorfor et vikarlandshold spillede kampen. 

Det har aldrig handlet om, at vi spillere skulle have mange flere penge for at spille for landsholdet

Simon Kjær

Forud for landskampen mod Wales tidligere på måneden, blev der indgået en midlertidig aftale, så landsholdet igen kunne spille. Den aftale stod til at udløbe den 1. oktober. Men da de to parter nu er blevet enige, er den ikke længere et tema.

Og derfor kan landstræner Åge Hareide på onsdag udtage truppen til de kommende landskampe mod Irland og Østrig i oktober. 

Det siger parterne til den nye landsholdsaftale: 

Jesper Møller, formand i DBU: 

- Det er helt klart, at vi har brug for, der falder ro på, at vi får genskabt tilliden til hinanden og til det marked, som vi skal ud og reagere i nu. Det er især en kommerciel aftale, og vi har vurderet, at det vil være rigtig godt for dansk fodbold med en seksårig aftale, så der går lang tid, inden vi skal forhandle igen. Vi har brug for tid til at genskabe tilliden til alle.

- Der har selvfølgelig været noget økonomi og så nogle kommercielle og juridiske forhold, og det er lykkedes at bygge bro mellem synspunkterne, og det gør, at vi er nået frem til en aftale. 

- Vi har været nødt til at sige til hinanden, at nu er vi simpelthen nødt til at finde en aftale. Det er nødvendigt for de professionelle klubber, bredden og i dansk fodbold i det hele taget. Vi har været forpligtede til at finde en løsning, siger Jesper Møller på pressemødet. 

Mads Øland, direktør i Spillerforeningen: 

- Jeg er meget glad for den nye aftale - også at den er af en seksårig varighed. Så er der et langt perspektiv, hvor vi kan forbedre samarbejdet og udnytte det, der er i aftalen. Helt overordnet er jeg meget glad for aftalen, siger Mads Øland til TV 2. 

- Der er en fælles erkendelse af, at vi skal bruge tid sammen. Vi skal mødes flere gange om nogle forskellige problemstillinger, der er i den sportslige afdeling på det kommercielle felt. Vi skal lære at løse ting, som de kommer. 

- Der kom en konflikt, og der kom et konfliklandshold, der tog afsted og spillede en kamp, så selvfølgelig er der nogle sår, der skal heles. Men det er jeg ganske tryg ved, at vi nok skal klare, siger Øland videre. 

Simon Kjær, landsholdsanfører:

- Det er rigtig vigtigt, at de sportslige forhold bliver opgraderet til et mere tidssvarende niveau, og det bliver de nu med eksempelvis bedre træningsbaner og flere hænder i behandlingsteamet.

- Vi må ikke tabe terræn i forhold til rivalerne i international fodbold, hvor alting handler om at optimere for at opnå resultater. Det er simpelthen en nødvendighed for at følge med i moderne fodbold, og det kender vi alle fra vores klubber.

- Det har aldrig handlet om, at vi spillere skulle have mange flere penge for at spille for landsholdet, men bare om at få en fortsat rimelig bonus, når vi samtidig tjener penge til DBU.

- Det har først og fremmest handlet om at optimere det sportslige omkring holdet, så vi kan præstere optimalt, og så om at have ordnede forhold via en kollektiv aftale, skriver Simon Kjær i en mail til Ritzau.

Landsholdskonfliktens forløb
2018
1. august
Landsholdsaftalen udløber
Den hidtidige aftale mellem herrelandsholdet og DBU udløber. Parterne er stadig ikke nået til enighed om en ny aftale, selvom de har forhandlet siden nytår.
20. august
Spillerforeningen melder ud
Efter en periode med træge forhandlinger meddeler Spillerforeningen 20. august, at den ønsker at få en ny aftale på plads hurtigst muligt, så der vil være en afklaring før venskabskampen mod Slovakiet 5. september.
27. august
DBU's seks lokalforeninger skriver brev
DBU's seks lokalforeninger skriver et brev til de danske landsholdsspillere, hvori de opfordrer spillerne til at tænke på helheden i dansk fodbold og ikke kun egen vinding.
- Mød nu hinanden og lad os sammen gøre lagkagen større og ikke mindre, lyder det i brevet.
27. august
Spillerne vil forlænge den gamle aftale
- De ønsker at forlænge den gamle overenskomst med DBU midlertidigt
- De tror ikke på, at de kan nå til enighed med DBU omkring spillernes rettigheder i forhold til deres personlige sponsorer
 
Thomas Delaney siger følgende til TV 2 SPORT:
- Vi har tilbudt at forlænge den gamle aftale, så den gælder, mens vi forhandler. Men det vil DBU desværre ikke, siger den danske landsholdsspiller.
28. august
DBU udskyder frist for aftale
På grund af de forestående landskampe 5. september og 9. september sætter Dansk Boldspil-Union (DBU) en deadline for en ny aftale til fredag 31. august kl. 23.59.
1. september
DBU indstiller forhandlinger og kommer med ultimatum
Da parterne ikke nåede til enighed inden fristen 31. august kl. 23.59, indstiller DBU forhandlingerne.
I stedet tilbyder DBU, at spillerne kan spille landskampene mod Slovakiet og Wales under en delaftale. Samtidig giver DBU spillerne indtil søndag 2. september klokken 18 til at melde ud, hvorvidt de har tænkt sig at møde op i landsholdslejren mandag 3. september.
1. september kl. 17.30
Spillerne afviser DBU's tilbud
Spillerne nægter at spille landskampene uden en ny aftale. Den tidligere landsholdsspiller William Kvist afviser DBU's ultimatum på vegne af Spillerforeningen.
- Vi er et kollektiv. Det er sådan, det har fungeret i 25 år. De har tilbudt et honorar for nogle kampe. Det er slet ikke det, vi er interesseret i. Vi er interesseret i at forblive et kollektiv. Vi er et hold, som kæmper for hinanden, og det er det, vi ønsker, siger William Kvist.
Med en kollektiv aftale mener Kvist, at landsholdet skal indgå i en fælles aftale for alle spillere, hvor DBU's nuværende tilbud egentlig er et tilbud til hver enkelt spiller, som de kan vælge at takke ja eller nej til.
2. september kl. 17.00
Spillerne tilbyder igen at forlænge aftale
Til TV 2 SPORT fortæller Thomas Delaney på vegne af Spillerforeningen, at den tilbyder DBU en forlængelse af den gamle landsholdsaftale, så den løber frem til 1. oktober.
- Vi tilbyder nu at køre videre på den aftale, vi har haft de seneste fire år, som vi er meget tilfredse med, og som har virket. Lad den køre en måned til og giv os lidt tid. Vi vil rigtig gerne spille de her kampe, og hvis vi kører videre på den gamle aftale, som har fungeret, så giver det god tid til at forhandle videre, siger Delaney.
2. september kl. 18.00
DBU's deadline for ultimatum er overskredet
2. september kl. 18:45
DBU afviser spillernes tilbud - betragter det som afbud
Det oplyser DBU's kommunikationschef, Jakob Høyer, til Ritzau:
- Derfor må vi betragte det som et afbud, og at spillerne ikke ønsker at stille op til de to kampe, der kommer i næste uge.
3. september
DBU kontakter danske klubber
I forsøget på at skrabe et landshold sammen kontakter DBU først Superligaklubberne og siden klubberne i 1. division og 2. division.
Landsholdsspillerne, der planlægger at mødes i København mandag aften, opfordrer landets spillere til at sige nej til landsholdet.
3. september omkring middag
DBU udtrykker bekymring
DBU har efter alt at dømme problemer med samle spillere nok sammen fra Superligaen og har derfor sendt en e-mail til klubberne i 1. og 2. division, hvori der blandt andet står:
- Bekymringen er derfor, om vi overhovedet når i mål, hvorfor vi ser os nødsaget til nu at kontakte jer som ansvarlige i 1. og 2. division og bede om samme støtte.
3. september
Hareide bliver hjemme - DBU skal finde ny træner
Ikke nok med at DBU skal sammensætte et helt nyt landshold til denne uges landskampe, fodboldunionen skal også finde en ny landstræner.
Åge Hareide kommer såldes ikke til at stå på sidelinjen, når Danmark møder Slovakiet 5. september og Wales 9. september.
4. september
Futsal- og divisionsspillere melder sig klar
Ifølge TV 2 SPORTs oplysninger har flere spillere fra det danske futsallandshold og spillere fra 2. division meldt sig klar til venskabskampen mod Slovakiet.
Der er tale om over halvdelen af den seneste trup fra futsallandsholdet. Derudover gælder det også fem spillere fra 2. divisionsklubben TPI - Tarup Paarup IF og Christian Offenberg og Morten Bank, der begge spiller i Avarta.
4. september kl. 13.00
De første spillere på vikarlandsholdet bliver offentliggjort
To spillere fra 2. divisionsklubben Avarta er udtaget til landskampen mod Slovakiet. Den ene er angriberen Christian Offenberg. Ifølge TV 2/FYN har fem spillere fra 2. divisionsklubben TPI - Tarup Paarup IF også takket ja til at spille.
4. september kl. 14.00
John 'Faxe' Jensen præsenteres som landstræner
Det bliver den tidligere europamester fra 1992 John 'Faxe' Jensen, der skal stå i spidsen for landsholdet i venskabskampen mod Slovakiet. Det bekræfter DBU over for TV 2.
4. september kl. 15.00
DBU bekræfter, at Danmark stiller med vikarlandshold mod Slovakiet
Danmark kommer til at spille mod Slovakiet onsdag aften samt Nations League-kampen mod Wales i Aarhus søndag 9. september. Det bekræfter DBU, der har udtaget et alternativt landshold, som unionen selv vælger at døbe 'vikarlandsholdet', til kampene.
5. september
Vikarlandsholdet taber 0-3 til Slovakiet
Danmarks midlertidige landstræner John 'Faxe' Jensen og vikarlandsholdet taber venskabskampen i Slovakiet onsdag 5. september med 0-3.
6. september
DBU og Spillerforeningen indgår midlertidig aftale
Efter lang tids tovtrækkeri mellem DBU og Spillerforeningen, hvor ingen af parterne var villige til at give sig i forhandlingerne, er parterne nu nået til enighed om en midlertidig aftale, der løber frem til 1. oktober.
9. september
Danmark slår Wales i Aarhus
Danmarks 'rigtige' landshold tager hul på Nations League med en 2-0-sejr over Wales. Christian Eriksen bliver dobbelt målscorer og bringer sig dermed op på 25 mål i alt for A-landsholdet.
29. september kl. 13.00
Bestyrelsesmøde i DBU
Denne lørdag er der bestyrelsesmøde i DBU. Her forventes det, at bestyrelsen får forelagt det, som man eventuelt er kommet frem til i forhandlingerne mellem DBU's udsendte folk og Spillerforeningen. Bestyrelsen skal enten godkende eller revidere aftaleudkastet, inden det kan blive endeligt. Det er dog ikke givet, at en ny landsholdsaftale falder på plads lørdag.
29. september kl. 16.17
DBU og Spillerforeningen indgår aftale
På et pressemøde præsenterer DBU-formand Jesper Møller en ny landsholdsaftale for Herrelandsholdet. Den nye aftale mellem Dansk Boldspil-Union og Spillerforeningen løber til og med EM-slutrunden i 2024. Læs om aftalens indhold her.
3. oktober
Hareide udtager landsholdstrup
Onsdag 3. oktober udtager landstræner Åge Hareide sin trup til kampene mod Irland 13. oktober (Nations League) og Østrig 16. oktober (venskabskamp).