- Jeg er sikker på, at Hareide klapper i sine norske hænder

16x9
DBU's nye fodbolddirektør, Peter Møller. Foto: Jens Nørgaard Larsen / Ritzau Scanpix

KOMMENTAR

Det kan godt være, Peter Møller er ansat som DBU-mand - men han kan meget vel blive spillernes mand. De er i hvert fald godt tilfredse, dem med støvlerne på.

Og uden at have talt med landstræner Åge Hareide er jeg sikker på, at han klapper i sine norske hænder. Han får en kvalificeret sparringspartner, én, der meget mere end 'kontordrengene' ved, hvad der rører sig, hvad der kræves, hvad der sker i nationaldragten, på græsset og i landsholdskulissen. Én, der taler sproget. For Hareide er spillerne og spillet langt vigtigere end DBU.

Peter Møller (i midten) var med til at spille Danmark frem til kvartfinalen ved VM i 1998.
Peter Møller (i midten) var med til at spille Danmark frem til kvartfinalen ved VM i 1998. Foto: Jens Nørgaard Larsen / Scanpix Danmark

Ansættelsen af den tidligere landsholdspiller løfter fodbolden mere hen mod fodbolden.

Ganske vist skal Peter Møller holde alle de forskellige landstrænere i hånden og kramme udviklingen af talenterne - men han skubber den tidligere elitechef til side, han træder ind, hvor spillet bliver det primære, han placerer jakkesættene på kontorgangen - de skal end ikke have plads på bænken.

For mig er det en videre- og nødvendig udvikling af de forhandlinger, der endelig endte i forlig forleden. Ikke at det har været oppe på bordet, men snusfornuftigt set, at broen over den kløft mellem DBU og landsholdene (spillerne) absolut trængte til et eftersyn. Og en respekteret bropasser.

Det er ingen hemmelighed, at i takt med at DBU synes trætte og træge - nogle vil sige stok-konservative, måske endda konserva-stive - var den administrative fornyelse ikke noget, der pyntede på ansigtet udadtil. Formentlig kompetente folk til det, de skulle. Men langt fra selve fodboldens klaviatur. Det lød falsk.

Det har skabt spændinger indbyrdes i DBU; et dårligt forhold til spillerne og til medierne. Fordi kompetencerne ikke blev holdt, hvor de hørte hjemme. Og det har irriteret.

DBU har grebet stemningen og det dårlige forhandlingsklima gennem årene og tilsidesat sig selv, så Peter Møller fremover er forhandleren, og jeg har en fornemmelse af, at Møller griber eventuelle emner i farten - inden rundbordsdiskussionerne. Med Møller og William Kvist kan det ikke gå helt galt. Det klæder DBU, at 'den dårlige ånde' bliver i baglandet.

Peter Møller kommer med sin aktive erfaring fra mange af de hylder, der hænger øverst, har lidt ledelseserfaring - godt nok fra en hylde længere nede - og så har han haft fingrene nede i det kommunikative. Jeg kender ham som udadvendt, en mand med meninger, en ærlig Møller. Fri os for mere spin!

Men måske endnu vigtigere - landsholdsfodbolden og talentudviklingen har fået en mand, der taler et sprog, alle forstår. Og respekterer.

DBU har endelig fået en fodboldfacade.