Nadia Nadims sidste chance for at spille VM

Danmarks kvindelandshold tabte den første VM-playoffkamp mod Holland med 2-0. Tirsdag er der returkamp i Viborg.

Landsholdets profiler er helt enige om det danske udgangspunkt tirsdag aften: Oddsene er imod Danmark.

Og for stjerneangriberen Nadia Nadim kan tirsdagens returkamp mod Holland i VM-kvalifikationen blive en skæbnesvanger aften. Det er hendes sidste mulighed for at spille et verdensmesterskab. 

- Jeg vil ikke spille, til jeg er midt i 30’erne. Der har jeg andre planer, så jeg vil gøre mit ypperste. Så må vi se om det er nok, siger 30-årige Nadim, der vil være fyldt 35 år inden VM i 2023.

Den stærke midtbanespiller Sanne Troelsgaard har endnu ikke overvejet, om hun også kunne finde på at indstille karrieren inden 2023. Lige nu koncentrerer hun sig kun om, at VM 2019 stadig er inde for rækkevidde før returkampen mod Holland.

- Jeg tror, det er en af de allervigtigste kampe, jeg skal spille. Til EM var det noget andet, og mod Holland er det alt eller intet.  Jeg har aldrig været til VM, så det er klart, at det betyder alt at komme til den slutrunde. Jeg vil rigtig gerne opleve et VM som spiller, siger Troelsgaard. 

Danmark tabte 2-0 i det første opgør, men det holder ikke kvindelandsholdets anfører Pernille Harder fra at være kæk i replikken. 

- 2-0 er en farlig føring, som mange siger, og får vi et mål, så begynder hollænderne måske at blive nervøse, siger Pernille Harder. 

- Vi har troen på, at vi kan vende det. Vi har 90 minutter til det, og vi går ud og giver alt, hvad vi har.

Langt fra umuligt

Danmark og Holland sluttede begge blandt de fire bedste toere i VM-kvalifikationen. Derfor mødes de i den ene af to playoff-semifinaler om den sidste europæiske VM-billet til slutrunden i Frankrig næste sommer.

Den samlede vinder af Danmark og Holland skal møde enten Schweiz eller Belgien i de sidste playoffkampe om den ene VM-billet, de fire bedste toere kæmper om.

Og selvom Danmark tabte 2-0 i den første kamp, hvor begge mandskaber desuden havde en afslutning på overliggeren, ser de danske profiler lyst på mulighederne for at besejre Holland.

- Vi har set kampen igen, og der er nogle ting, vi kan ændre offensivt, som vil gavne os, siger Pernille Harder.

- Holland er et klassemandskab, men de har svagheder. Især i bagkæden. Det formåede vi ikke at udnytte i den første kamp, hvor de ellers gav os plads i bagrummet. Oddsene er ikke med os – men muligt er det langt fra, supplerer Nadia Nadim.

Danmark – Holland fløjtes i gang klokken 18. Kampen kan følges minut for minut her på sport.tv2.dk.