Dansk Dortmund-talent udlever drømmen efter internationalt gennembrud

16x9
Jacob Bruun Larsen i aktion for U21-landsholdet. Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

U21-landsholdsspilleren Jacob Bruun Larsen nyder sin øjeblikkelige succes i Borussia Dortmund, hvor danskeren håber på at kunne blive endnu bedre.

Det går stærkt for tiden for en ung gut fra Hornbæk i Nordsjælland.

To mål i fire Bundesligakampe – samt en scoring i sin Champions League-debut for Borussia Dortmund i sidste uges konfrontation med Monaco i Europas fineste klubturnering har fået Jacob Bruun Larsen i søgelyset. Medierne flokkes omkring det nye danske stortalent, da U21-landsholdet tirsdag er samlet forud for EM-kvalifikationskampen mod Polen på fredag.

- Det er en del af fodbold. Jeg prøver bare at fokusere på fodbold, og det synes jeg, at jeg er lykkedes fint med, siger Jacob Bruun Larsen til TV 2 SPORT.

Jacob Bruun Larsen trådte først i sidste måned ud af sine teenageår. Den nu 20-årige danske kantspiller har på kort tid fået vendt op og ned på sin fodboldtilværelse.

- Jeg udlever da en drøm, det gør jeg 100 procent. Nu er jeg nået til et sted, hvor jeg er kommet over nogle ting, og nu skal jeg bygge på. Der er stadig rigtig, rigtig langt. Min karriere er lige startet, så jeg skal bare bygge på og fokusere på de ting, som jeg nu gør, og så skal det nok blive fint, siger han.

- Det har været en fantastisk udvikling. Vi har altid vidst, at han er en rigtig dygtig spiller og et kæmpe stort talent, og vi har egentlig bare gået og ventet på, at han fik muligheden for at få noget fast spilletid i Dortmund, fordi så var vi sikre på, at alle ville se, hvor dygtig han er, siger U21-landstræner Niels Frederiksen til TV 2 SPORT.

For mig gælder det om, at jeg vil lære mest muligt

Jacob Bruun Larsen, U21-landsholdsspiller

Siden skiftet i 2015 fra ungdomsfodbolden i Lyngby til Borussia Dortmund har spilletiden og gennembruddet ladet vente på sig.

Jacob Bruun Larsen fik syv minutters ligafodbold mod Hamborg i begyndelsen af sidste sæson, inden danskeren fra januar og indtil i sommer var igennem et mislykket lejeophold i VfB Stuttgart.

- Jeg tror, at han er modnet meget i det forløb, han har haft i Tyskland. Det er der slet ingen tvivl om. Han er ikke bare lige slået igennem fra dag et, og han har været igennem op- og nedture, udlejningsforløb og skadesforløb, og der er nogle spillere, som vælger at give op og sige; så må jeg et andet sted hen. Det har Jacob ikke gjort. Han er blevet ved med at kæmpe og tro på, at han kunne få chancen. Og så er det jo rigtig dejligt, at den ihærdighed og mentale robusthed, han har vist, at den nu giver pote, siger Niels Frederiksen.

Se Jacob Bruun Larsen beskrive sit debutmål i Champions League mod Monaco herunder.

Jacob Bruun Larsen beskriver, hvordan det var at score debutmål i Champions League Video: Martin Gottschalk Aksglæde

Fuldt fokus på U21-landsholdet

Jacob Bruun Larsen beskriver, at det største øjeblik i hans stadig unge karriere faktisk ikke var målet i Champions League mod Monaco, hvor Dortmund-talentet blev den yngste danske målscorer i turneringen siden Christian Eriksen. Det var i stedet danskerens debutmål i ligaen mod Nürnberg, der betød mest for ham.

Scoringerne kom herefter på stribe i en periode, hvor danskeren scorede tre mål på en uge og modtog roser for sit spil fra sin træner Lucien Favre.

- Det er super fedt, at det sker nu, og at det sker så hurtigt. Der er mange kampe på få dage, så jeg er ekstremt glad for, at det er gået så godt, også for holdet selvfølgelig. Så jeg nyder det meget og tager så meget med, som jeg kan, siger Jacob Bruun Larsen.

U21-landstræner om Jacob Bruun Larsen

- Han er en målfarlig herre, han sparker lige godt med højre og venstre, og han er meget dynamisk og målsøgende. Han løber næsten altid op mod modstanderens mål, og det gør jo, at han er farlig uanset, om han selv har bolden eller hans holdkammerater har bolden, og så har han en rigtig fin fysik. Han har hurtige fødder, han har en pæn hurtighed, og han er god i duellerne. Han har sådan en rigtig fodboldkrop at spille i, som vi siger. Så han har rigtig mange af forudsætningerne for at nå hele vejen. Det er han jo godt på vej til at gøre, siger Niels Frederiksen

Danskerens mål og bidrag til Borussia Dortmunds sejre har ført den vesttyske klub op på Bundesligaens førsteplads. Her er ambitionen at blive resten af sæsonen, mens Jacob Bruun Larsens målsætning er at få så mange minutter som overhovedet muligt, så udviklingen kan fortsætte.

- Jeg vil spille fodboldkampe. For mig gælder det om, at jeg vil lære mest muligt, fordi så bliver jeg den bedste fodboldspiller, jeg kan være. Der er det klart, at der har spilletid også en stor rolle. Jeg tager en dag ad gangen, og så ser vi, hvad der sker, siger Borussia Dortmund-danskeren.

Jacob Bruun Larsen har scoret 9 mål i 45 ungdomslandskampe, hvoraf to af scoringerne er faldet i danskerens 11 U21-landskampe. Til dagligt spiller Jacob Bruun Larsen i det tyske sammen med Thomas Delaney, der er midtbanespiller på det danske A-landshold. Tankerne om en debut på højeste niveau i rødt og hvidt bliver lige nu taget med sindsro.

- Det tager jeg ikke så tungt. Når den tid kommer, og de er parate til det, så vil jeg selvfølgelig glæde mig. Det gælder Polen nu, og det er det, jeg fokuserer 100 procent på nu, siger Jacob Bruun Larsen.

U21-landsholdet møder Polen på fredag i kvalifikationen til EM.