John Terry stoppede karrieren - nu er første trænerjob i hus

16x9
Fremover skal John Terry forsøge at føre Aston Villa til succes fra sidelinjen. Foto: Ed Sykes / Ritzau Scanpix

Chelsea-legenden skal være assistenttræner for Championship-klubben Aston Villa, hvor han netop har stoppet sin aktive karriere.

Efter 23 år som aktiv fodboldspiller valgte forsvarsklippen John Terry at stoppe karrieren søndag. Men han fortsætter i fodboldverdenen.

Således har Aston Villa, som spiller i den næstbedste række i England, præsenteret den tidligere landsholdsanfører som assistenttræner for den nye manager, Dean Smith, der forlader Brentford til fordel for Birmingham-klubben.

- John er en af de mest dedikerede spillere i engelsk fodbold, han har et tilhørsforhold til klubben og klar til at tage næste skridt i sin karriere ved siden af Dean, siger Aston Villa-direktør Christian Purslow i klubbens pressemeddelelse.

De tager over, efter at Steve Bruce blev fyret i sidste uge på grund af manglende sportslig succes. Den ambitiøse klub ligger i øjeblikket placeret som nummer 15 efter 12 kampe.

John Terry skiftede sidste år til Aston Villa fra Chelsea. Her nåede han at spille 32 Championship-kampe.

De nye træneres første kamp i spidsen for klubben bliver på hjemmebane mod Swansea den 20. oktober.

Med ansættelsen af Dean Smith fra Brentford vil danske Thomas Frank stå i spidsen for Brentford-træningen torsdag, meddeler klubben.