U21-landsholdet misser matchbold, men kan selv afgøre EM-skæbne

16x9
Danmarks U21-landshold kunne med en sejr over Polen sikre sig direkte kvalifikation til EM i 2019. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Efter uafgjort på hjemmebane mod Polen kan Danmarks U21-landshold med en sejr over Færøerne sikre sig en plads ved EM.

En sejr havde sendt Danmark til EM, men efter 1-1 på hjemmebane mod Polen er spændingen i EM-kvalifikationens gruppe 3 intakt før sidste spillerunde.

Danmark er et point foran netop Polen og kan med en sejr hjemme over Færøerne sikre billetten til EM-slutrunden næste sommer.

Danmark 1-1 Polen

  • 1-0 Philip Billing (40')
  • 1-1 Dawid Kownacki (straffe, 43')

Kampen mod Færøerne spilles på onsdag klokken 18.00. I det første opgør på udebane mod Færøerne vandt Danmark med 3-0 og er storfavorit i kampen.

Skulle Danmark ende som nummer to i gruppen, skal de håbe på at blive blandt de fire bedste toere, som giver to playoffkampe om en plads ved EM. Polen møder i sin sidste kamp Georgien, der er nummer tre og uden chance for at kvalificere sig.

Sådan forløb kampen

Af Ritzau

U21-landstræner Niels Frederiksen havde på forhånd sagt, at Danmark i modsætning til Polen sagtens kunne leve med uafgjort.

De danske spillere virkede nervøse over situationen, og det gjorde det mærkeligt nok ikke nemmere, at Polen spillede med en afventende taktik.

Polen stod med seks mand på linje i eget forsvar og ventede udelukkende på, at Danmark begik en fejl.

Og det gjorde danskerne såmænd.

Polakkerne erobrede flere gange bolden og kom i overtal og til store chancer, og den danske keeper Daniel Iversen måtte hive flere klasseredninger frem - blandt andet en dobbeltredning efter 19 minutter.

Niels Frederiksen forsøgte at dirigere sine tropper tilbage med bolden og selv spille mere afventende.

Det udmøntede sig i flere minutter, hvor Danmark havde bolden nede i egne rækker, mens Polen stod passivt i en ultradefensiv 6-3-1-formation uden at jagte bolden.

Danmark råder dog over mange spillere, der kan noget på egen hånd.

En af dem er Dortmund-kometen Jacob Bruun Larsen, som allerede havde en stor chance efter 41 sekunder, men som først for alvor satte gang i opgøret 40 minutter senere.

Phillip Billing sparkede Danmark foran 1-0 fem minutter før pausen, da han udnyttede en god tværpasning fra netop Jacob Bruun Larsen, der flot rev sig fri i venstre side.

Robert Skov lod klogt bolden passere, da den lå perfekt til Billing, og Huddersfield-spilleren afsluttede fladt og præcist.

Føringen holdt dog ikke længe. Minuttet efter ramte stopperen Victor Nelsson bolden med hånden i feltet.

Straffesparket til 1-1 blev sikkert sat ind af Polens angriber Dawid Kownacki.

Billing startede anden halvleg med at miste bolden, og Polen fik igen en stor chance.

Efter en time brændte det igen på for Danmark, da Polens høje stopper Pawel Bochniewicz headede lige over det danske mål.

Niels Frederiksen rystede på hovedet på sidelinjen, mens de 3735 tilskuere kiggende måbende og lettere stemningsforladte til på Aalborg Stadion.

Indskiftede Anders Dreyer fyrede kanonen af efter 82 minutter, men Polens keeper Kamil Grabara verfede den til hjørne.

Polakkerne havde en til stor chance, men Daniel Iversen var på plads med en parade få minutter før tid. Og der blev ikke scoret mere i opgøret.