Danmark mangler en målfarlig angriber, men Irland har samme problem

16x9
Andreas Cornelius ærgrer sig i Danmarks venskabskamp mod Chile den 27. marts 2018. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Knap 40 procent af Danmarks mål under Åge Hareide kommer fra midtbanespilleren Christian Eriksen, der ikke er med mod Irland.

Hvem skal score mod Irland?

Med Christian Eriksen fraværende på grund af en skade i maveregionen er det spørgsmålet, der trænger sig på her få timer før kampen på Aviva Stadium. For uden midtbanemanden fra Tottenham vælter det danske landshold sig ikke i mål.

De 20 udtagede markspillere til kampen i Dublin har blot scoret 28 mål tilsammen. Eriksen alene har scoret 19 mål i sine seneste 26 landskampe, hvilket svarer til 39,58 procent af Danmarks mål under Åge Hareide.

I alt har Danmark scoret 48 mål i 28 kampe, siden Hareide overtog landstrænerposten fra Morten Olsen. Det giver lidt over 1,7 mål i gennemsnit per kamp.

Christian Eriksen har stået for halvdelen af de otte danske mål i årets foreløbig ni landskampe (vikarlandsholdets kamp i Slovakiet er ikke talt med). Seneste spidsangriber til at score på landsholdet er Nicklas Bendtner, der scorede på straffespark til 5-1 mod Irland i november sidste år. To måneder forinden scorede Andreas Cornelius og Nicolai Jørgensen mod Polen.

Vi havde, som vi sagde, en ret ældre Robbie Keane, og i dette øjeblik har ingen vist sig at være en naturlig målscorer

Martin O'Neill, landstræner for Irland

Hareide håber at få en måltyv i front

Tidligere på ugen udtrykte Åge Hareide også vished om, at han mangler en angriber med mål i støvlerne.

- Hvis du finder ham, skal jeg nok bruge ham. Jeg håber, at der vokser en spiller frem, som kan gøre det på landsholdet, svarede landstræneren på et spørgsmål fra Ritzau.

At Danmark er så afhængige af Christian Eriksen, er ifølge TV 2 SPORTs fodboldekspert Kasper Lorentzen både positivt og negativt.

- Det er godt, fordi når han spiller, er det et tegn på, at han er god og fungerer godt. Men det er skidt, nu vi står og mangler ham. Det er rigtig skidt, at Danmark ikke har angribere, der kontinuerligt bidrager med mål på landsholdet.

- Uden Eriksen mod Irland kommer andre automatisk til at træde lidt mere i karakter. Ham, der altid løser problemerne offensivt, er der ikke. Så er der nogen, der griber muligheden, men måske også nogen, som ikke gør, siger Lorentzen, der selv scorede et mål i seks A-landskampe.

Irland hungrer efter Keane-afløser

Irlands landstræner Martin O'Neill står i akkurat samme situation som Hareide - uden en naturlig efterfølger til en målfarlig angriber på landsholdet.

Fordelt på 18 år bidrog Robbie Keane med 68 mål i 146 landskampe. Et mål i næsten hver anden landskamp. I den irske trup mod Danmark er Southampton-angriberen Shane Long topscorer med 17 mål i 80 landskampe.

Siden Keanes stop på landsholdet i august 2016 har Irland scoret 21 mål i 20 kampe.

- Mine problemer oppe foran har været de samme, som de har været i fem år, sagde Martin O'Neill ifølge Irish Times i mandags.

- Ærligt talt. Vi havde, som vi sagde, en ret ældre Robbie Keane, og i dette øjeblik har ingen vist sig at være en naturlig målscorer.

Christian Eriksen har misset to landskampe i Åge Hareides tid som landstræner. Det var mod Sverige i juni i år (0-0) og mod Tjekkiet i november 2016 (1-1).

Der er kampstart i Dublin klokken 20.45. Følg kampen i en liveblog her på sport.tv2.dk.