Danmark spiller uafgjort og holder fast i førsteplads

16x9
Danmark og Irland spillede 0-0 i Nations League. Foto: Aidan Crawley / Ritzau Scanpix

En chancefattig og rodet kamp mellem Irland og Danmark endte 0-0. Danskerne fører fortsat deres Nations League-gruppe.

I fraværet af Danmarks altoverskyggende fodboldstjerne, Christian Eriksen, lykkedes det ikke landsholdet at score mod Irland.

For 9. gang i de seneste 14 landskampe formåede Danmark dog også at holde nullet, hvorfor det blev 0-0 og dermed et point til holdene. Dermed udbygger Danmark sin føring i Nations League-gruppen, som også består af Wales.

Irland 0-0 Danmark

  • Gule kort: Harry Arter, Thomas Delaney, Cyrus Christie, James McClean, Shane Duffy
  • Dommer: Xavier Estrada (Spanien)
  • Tilskuere41.220 på Aviva Stadium i Dublin

Stillingen efter to kampe

Nations League B - gruppe 4

  1. Danmark 4 point (2-0)
  2. Wales 3 point (4-3)
  3. Irland 1 point (1-4)

Gruppevinderne rykker op i A-rækken, samtidig med at en førsteplads giver en ekstra chance for at kvalificere sig til EM-slutrunden i 2020. Læs mere om Nations League-formatet her.

Det sagde de efter kampen

Simon Kjær: Det var absolut ikke køn fodbold. Det var meget svært at bryde dem ned. Vi har nogle få situationer i kampen, hvor vi skal være kyniske. Jeg vil ikke stå og sige, at vi mangler Christian. Vi kender hans kvaliteter, men vi skal også være i stand til at spille uden Christian. Det var en fin læring at gøre sig. (Kanal 5)

Lasse Schöne: Det er svært at komme igennem. De står dernede og venter på, at man sender en lang bold ind eller spiller ind i midten. Hvis et hold skulle vinde, synes jeg, det var os. Det var svært at finde huller. De spiller meget primitivt. (Kanal 5)

Uafgjort og uden mål. Vi mangler i den grad hjernen til målene, men vi fik set, at vi har et godt landshold, som er svær at slå og stadig kan være spilstyrende. Måske Danmark bare er for lette at læse og dæmme op for, når de mangler flere venstrebenede spillere på banen. Alt kommer fra midten af banen eller højre side. 2/3 af spillet godkendt. Den sidste 1/3 manglede.

Referat

Af Ritzau

I det femte minut gav en enkelt sekvens - velsagtens kampens højdepunkt - håb om intensitet og dramatik.

En irsk spiller lagde sig ned, og Thomas Delaney havde bolden og markerede, at spillet burde stoppes. Det synes ireren Jeff Hendrick dog ikke. Han stjal bolden fra Delaney og satte i løb mod det danske mål.

Danskerne forventede fairplay og jagtede ikke ireren. Kun en elendig afslutning fra Hendrick alene med Kasper Schmeichel forhindrede Danmark i at komme tidligt bagud.

Herefter stormede næsten hele det danske hold ned mod ireren, som ikke just fik positive gloser med på vejen for hans i danskernes øjne usportslige handling. Småtumult opstod, men situationen eskalerede ikke.

Temperamenterne faldt hurtigt til ro efter episoden, og der fulgte en lang, kedelig periode uden målchancer eller godt spil. Først i halvlegens sidste syv minutter kom der lidt liv i nærheden af målene.

Irernes Shane Duffy og danskernes Mathias "Zanka" Jørgensen havde hver et nærgående forsøg efter en dødbold, og i tillægstiden kom så halvlegens mest kvalificerede afslutning.

Fra hjørnet af feltet drejede Pione Sisto bolden hele vejen over på modsatte målstolpe. Målmand Darren Randolph havde næppe nået bolden, hvis afslutningen havde siddet på den rigtige side af stolpen.

Netop Sisto var sammen med Martin Braithwaite hyret til at udfylde rummet foran irernes forsvar i Christian Eriksens fravær. Det gjorde de med blandet succes på en dag, hvor Eriksens gode overblik, afleveringer og afslutninger manglede.

I front fik Kasper Dolberg chancen fra start for første gang i sin landsholdskarriere.

Flere gange havde han det svært mod det fysisk stærke irske forsvar, men han indgik i flere gode kombinationer og var enkelte gange tæt på at slide sig fri med kloge dybdeløb.

Ud fra præstationen i sine 78 minutter på banen er han dog ikke selvskrevet til genvalg tirsdag i testkampen mod Østrig i Herning.

Anden halvleg mindede på mange måder om første. Danmark fik lov til at have bolden mest, men spillede for langsomt til at bringe irerne ud af balance.

Derfor skulle der naturligt nok en dødbold til at skabe et nærgående målforsøg. Simon Kjær steg til vejrs efter et hjørnespark i det 58. minut, men hans hovedstød blev reddet på stregen af midtbanespilleren Harry Arter.

I den anden ende var et hårdt langskud fra Cyrus Christie bedste bud på et mål.

Også Martin Braithwaite og Thomas Delaney nåede at skyde med løst krudt i kampen. Til sidst forsøgte Shane Duffy at filme sig til et straffespark, men kampen fik det fortjente udfald 0-0.

Artiklen opdateres