Hareide er vild med nyt format: - Det er meget bedre

16x9
Landstræner Åge Hareide under træningen på Aviva Stadium i Dublin den 12. oktober 2018. Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Landstræneren håber på oprykning til A-gruppen. Kampe mod de bedste hold i Europa vil have stor betydning for holdets udvikling, mener han.

Åge Hareide er meget glad for det nye tiltag i landsholdsfodbold, Nations League.

Ikke nok med at der point på spil til FIFA-ranglisten og 11,5 millioner kroner til hver gruppevinder, sikrer gruppevinderne - undtaget A-gruppen - sig også oprykning til divisionen over.

Danmark befinder sig lige nu på B-niveau, men Hareide vil meget gerne op på første klasse.

- Nations League er meget bedre end at spille venskabskampe. Vinderen af gruppen får mulighed for at spille kampe mod store nationer, næste gang vi spiller Nations League, siger Åge Hareide og fortsætter:

- Det er meget svært at få de kampe mod hold som Spanien, Frankrig og Tyskland. Det er hold, som tiltrækker stor opmærksomhed og mange tilskuere, så det er vigtigt for os og også for udviklingen af holdet.

Kan sikre EM-deltagelse i Nations League

Det europæiske fodboldforbund, UEFA's, formål med turneringen er at gøre de til tider kedelige venskabskampe mere attraktive ved at stille fire EM-billetter på højkant.

Skulle Danmark fejle i den kommende EM-kvalifikation, er der ved at vinde gruppen i Nations League mulighed for at sikre EM-pladsen i playoffkampe - semifinale ude og hjemme og finale over én kamp - der spilles i marts 2020.

Det danske landshold har tre point og fører sin Nations League-gruppe efter 2-0-sejren over Wales i september. Waliserne har tre point for to kampe, mens Irland er uden point efter 1-4-nederlaget til Wales.

Danmark møder Irland i Dublin lørdag aften. Følg kampen i en liveblog her på sport.tv2.dk.