Irlands bedste spiller i Dublin: - Danmark savnede Eriksen

16x9
Cyrus Christie og Christian Eriksen kæmper om bolden i VM-playoffkampen i Dublin den 14. november 2017. Danmark vandt kampen 5-1 og kvalificerede sig til VM i Rusland. Foto: Clodagh Kilcoyne / Scanpix Denmark

Irlands 'Man of the Match' mod Danmark, Cyrus Christie, er optimistisk på irernes vegne i forhold til et resultat i Danmark i november.

Danmarks fodboldlandshold måtte som bekendt undvære en skadet Christian Eriksen i Nations League-kampen mod Irland i Dublin lørdag aften.

Det var tydeligt at se udefra, at det danske hold manglede sin kreative hjerne, og inde på banen havde irernes bedste spiller i kampen, Cyrus Christie, også en fornemmelse af, at de danske spillere længtes efter Eriksen.

- De har nogle gode spillere. Selvfølgelig vil Christian Eriksen være et stort savn for ethvert hold. De savnede ham her til aften, men de har stadig nogle fantastiske spillere, sagde Cyrus Christie til TV 2 SPORT efter nulløsningen.

- Kampen mindede lidt om den i Danmark (i november 2017, red.), hvor han var med. Der formåede vi at lukke ham ned. Vi holdt Danmark fra de store chancer her til aften, og vi havde de bedste chancer, men det er et godt hold.

Dortmund-danskeren Thomas Delaney medgav, at Danmark godt kunne have brugt Eriksens evner i den irske hovedstad.

- Det vil altid være en fordel at have en af Europas bedste med, men det skal også nævnes, at Christian var med, da vi spillede mod Irland hjemme i Parken. Så at stå her og sige, at vi havde vundet kampen med Christian, det er der i hvert fald ikke historisk grundlag for, lød det fra Thomas Delaney til TV 2 SPORT.

Kampen i København i november sidste år endte også 0-0. Cyrus Christie tror derfor på, at Irland kan hente endnu et godt resultat i Danmark.

- Ja, vi er altid optimistiske. Vi ved, at vi kan slå ethvert hold. Vi har været i Danmark før og fået et resultat, sagde Fulham-spilleren, inden han gik videre til det næste medie.

Danmark og Irland mødes i Aarhus den 19. november.